Tove Ditlevsen er kravlet op på skødet af Klaus Rifbjerg. De sidder ved det, der begyndte som et frokostbord, men som nu – timer senere – flyder med flasker og halvspiste sildemadder. Stearinlyset er brændt ned til en fjerdedel af sin oprindelige størrelse, og bøger ligger spredt ud over gulvet i selskab med et par højhælede sko. En messingkogle kaster lys over de grå stuer med de høje paneler og de tætpakkede reoler.
Tove Ditlevsens mand, Victor Andreasen, er gået på gaden efter whisky. Elvis har med andre ord forladt bygningen. Og nu er det bare de to, Tove og Klaus.
»Du bliver til kaffe, gør du ikke«, spørger Tove Ditlevsen.
Så rejser hun sig, går på strømpefødder over og sætter sig i sofaen og tænder en cigaret.
