Foto: Finn Frandsen

Iben er blevet truet med både et hakkejern og en smørkniv på jobbet

Påskedrabet på en ansat på et bocenter i Roskilde var et fatalt lavpunkt i den psykiatriske sektor, der er presset af flere patienter og mere vold. Frygten og volden er en del af jobbet i psykiatrien, lyder det fra forbund og ansatte.

Glat, glinsende af shampoo og splitternøgen stormer den psykotiske veteran ud fra sit værelse. Han er veltrænet og klar til kamp, præcis som i den krig, han netop er hjemvendt fra. Men fjenden på gangen er nu personalet, der vil fiksere ham i bælte.

Forinden har han været urolig, truende og krævet at blive sluppet ud fra den lukkede afdeling. Personalet har slået ring om ham og nærmer sig langsomt. Han har overgivet sig, fået et pusterum og er gået ind på sit værelse for at tage et bad inden fikseringen. Men i stedet for at tørre sig har han hældt shampooflasken ud over kroppen og sat i løb mod personalet. Der ikke har andet valg end at forskanse sig med skjolde, til politiet kommer.

»Vi var på den, for han var glat som en ål og umulig at holde, og det vidste han godt«, fortæller den 38-årige social- og sundhedsassistent Iben Nybjerg, der var på arbejde på den lukkede afdeling et sted på Sjælland den dag.

Episoden er langtfra hverdagskost, men på institutioner med psykisk syge og psykotiske beboere kan sindstilstand og situation vende på et øjeblik. Et vilkår, der er en del af arbejdet for ansatte både på lukkede afdelinger og på de socialpsykiatriske bosteder, hvor flere og flere tidligere psykiatriske patienter bliver flyttet til.

Ifølge social- og sundhedsassistenternes fagforening, FOA, og flere ansatte, som Politiken har talt med, er mange af de nye beboere reelt for syge til at bo på bostederne. Her er rammerne friere, beboerne kan sige fra over for hjælp og har stor indflydelse på hverdagen. Hvilket kan gøre dem utrygge og voldelige.

»De får en frihed, de i visse tilfælde ikke selv kan rumme, og det kan blive farligt«, siger Iben Nybjerg, der bliver bakket op af arbejdsmiljøkonsulent i FOA, Charlotte Bredal.

»Det ender i værste fald med mere brandslukning end forebyggelse«.

I påsken stak en beboer på Bocenter Lindegården ved Roskilde en social- og sundhedsassistent ihjel med en 23 cm lang kniv, han havde stjålet hos isenkræmmeren. En fatal kulmination for en institution, der siden august har anmeldt 122 tilfælde af vold og trusler mod de ansatte. Og Lindegården er ikke noget enkeltstående tilfælde.

Siden årtusindskiftet er antallet af behandlingsdomme for vold og trusler mod offentligt ansatte firedoblet. I 2013 blev der afsagt dom for de såkaldte paragraf 119-forbrydelser over 200 gange. Det viser rapporter fra Justitsministeriets Forskningskontor.

Voldsepisoderne forekommer i lidt højere grad på de lukkede afdelinger og de psykiatriske skadestuer end på bostederne, men alle tre typer institutioner har oplevet samme udvikling. Og fælles for dem er, at ofrene oftest er social- og sundhedsassistenter og pædagoger.

Det sker i en psykiatrisk sektor, hvor antallet af patienter i behandling er steget fra 110.000 i 2009 til 143.000 i 2014.

På bostederne har personalet ikke de samme redskaber til at håndtere de psykisk syge som på de lukkede afdelinger. Patienterne på den lukkede skal behandles, mens beboerne på bostedet skal støttes og hjælpes. Det betyder i praksis, at den shampooindsmurte soldat kan bæltefikseres, tvangsmedicineres og holdes på afstand med skjolde på den lukkede afdeling og de psykiatriske skadestuer, men ikke på bostedet.

De nye beboere har flere steder skabt store ændringer på bostederne, påpeger Charlotte Bredal fra FOA.

»På 10 år er flere bosteder blevet helt anderledes arbejdspladser, fordi de i høj grad har taget imod de tidligere psykiatriske patienter. Vel at mærke uden at få psykiatriens redskaber med«, siger hun.

I kølvandet på tragedien på Lindegården bebudede social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), at hun nu vil se på, hvordan sikkerheden for de ansatte kan forbedres.

Social- og sundhedsassistent Iben Nybjerg har prøvet at arbejde på alle tre typer institutioner igennem 13 år. For hende var volden et arbejdsvilkår og et resultat af en utryghed hos beboeren, som det var hendes opgave at forebygge. Hun oplevede den shampooindsmurte krigsveteran på klos hold, men havde også mange redskaber til at hjælpe i den type situationer. På bostederne var virkeligheden en anden, og det drænede hende.

»Jeg mærkede forskellen med det samme. Hvor vi i psykiatrien havde klare aftaler og regler, havde beboerne på bostederne mulighed for at sige nej og lukke døren, hvis det ikke lige passede dem. Uanset hvor gode intentioner vi havde, og hvor kompetente vi var, så var det meget svært at hjælpe de mest syge«, siger Iben Nybjerg.

Foto: FRANDSEN FINN

Et svingende hakkejern

Efter en årrække i psykiatrien bliver Iben Nybjerg ansat på et bosted. På en nattevagt er hun alene på afdelingen og sidder i en lænestol, da en beboer pludselig viser sig. Han kommer gående fra sit værelse, mens han svinger et hakkejern fra side til side. Langsomt nærmer han sig, og det er ikke til at se, om han er psykotisk og uden kontakt til virkeligheden. Hun ved, at hans sindstilstand kan vende på et øjeblik, så hun begynder at afsøge omgivelserne for den nærmeste dør eller udgang.

»Skal jeg låse mig inde, eller skal jeg løbe«, tænker hun for sig selv.

Hun vælger at forholde sig i ro, til han henvender sig til hende.

»I øvrigt skal du lige se det her, Iben«, siger manden roligt.

Tonelejet får hende til at falde lidt til ro, og hun lader ham sætte sig hos sig. Han fortæller hende om, hvordan han har tænkt sig at bruge hakkejernet, hvis folk bliver ved med at smække med dørene. Hvad så nu? Iben kæmper for at bevare roen, idet det går op for hende, at hendes muligheder er begrænsede. Løber hun, så har han styringen. Bliver hun, kan han hurtigt vende sig mod hende. Så hun beder ham roligt gå tilbage i seng, og ånder lettet op, da han stiller hakkejernet tilbage bag sin dør og går til ro.

Iben Nybjerg tager aldrig en nattevagt på et bosted igen. Ikke fordi hun var ukendt med den frygt, hun følte den nat, men fordi det i det øjeblik stod klart for hende, at hun hverken kunne sikre sig selv eller hjælpe manden.

Når beboerne på de socialpsykiatriske bosteder bliver psykotiske, kan de blive indlagt på en psykiatrisk skadestue. Der kan de få medicin, ro og faste rammer, og modsat på bostederne oplevede Iben Nybjerg her, at hun reelt kunne hjælpe.

»Mange patienter synes at føle sig godt tilpas med de faste rammer. De har brug for at vide, at vi mener, hvad vi siger, og står fast på principperne. Når de ved det, så kan de bedre rumme deres sygdom«, siger hun.

Men også her har bostederne et problem. For på de psykiatriske skadestuer er man presset på sengepladser, og Iben Nybjerg har ofte oplevet, at patienterne er blevet sendt for hurtigt tilbage til bostederne.

»Sommetider blev der trykket lige lovlig hurtigt på udskrivningsknappen. For står der to nye patienter og banker på døren, så handler det jo om at finde ud af, hvem man kan få hurtigst ud«, siger hun.

Mange flere patienter

Iben Nybjergs oplevelse af de pressede forhold i psykiatrien afspejler sig i tallene. Mens antallet af patienter i behandling er steget markant til 143.000 i 2014, er antallet af sengepladser i voksenpsykiatrien faldet fra 2.949 til 2.750 fra 2009 til 2014, ligesom patienterne nu også er indlagt i kortere tid. Fra i gennemsnit at være indlagt 23 dage er den gennemsnitlige indlæggelsestid nu faldet til 19 dage.

Til gengæld oplever de psykiatriske skadestuer et boom i antallet af kortvarige indlæggelser. Antallet af de såkaldte ambulante besøg er steget med 42 procent fra 2009 til 2014, hvor næsten 1,2 millioner besøg blev registreret.

På skadestuen er patienten klar til udskrivelse, når han er blevet medicineret og psykosen har lagt sig. Men det hjælper ikke ret meget, når han så vender tilbage til bostedet og igen stopper med at tage sin medicin. Det påpeger Trine Uhrskov, psykolog og partner i konsulentfirmaet Sopra, der samarbejder med Socialstyrelsen om nedbringelse af magtanvendelser på bostederne.

»Bostederne kæmper med færre sengepladser i behandlingspsykiatrien. De har fået en ny målgruppe at arbejde med, som er blevet sendt videre i systemet, selv om de i nogle tilfælde ikke er færdigbehandlede«, siger hun.

Hun mener, at de arbejdsforhold, som Iben Nybjerg blandt andet beskriver, er et gennemgående tema for arbejdsmiljøet på bostederne.

»Beboernes trivsel hænger sammen med personalets trivsel, og flere steder ser vi et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det er ikke holdbart, det der sker i øjeblikket«, siger hun.

Arbejdstilsynet holder øje med, hvordan bosteder og andre døgninstitutioner med psykisk syge arbejder med vold og traumatiske hændelser.

Bostederne kæmper med færre sengepladser i behandlingspsykiatrien. De har fået en ny målgruppe at arbejde med, som er blevet sendt videre i systemet, selv om de i nogle tilfælde ikke er færdigbehandlede

Mellem 2011 og 2014 steg antallet af påbud og reaktioner på problemer med håndteringen af vold kraftigt. Fra kun at reagere på hver 14. besøgte institution i 2011 måtte Arbejdstilsynet pålægge eller vejlede en fjerdedel af de 388 besøgte institutioner i at ændre eller følge praksis omkring forebyggelse og håndtering af voldsepisoder i 2014.

I 2015 vendte udviklingen en smule, da hver sjette institution måtte vejledes eller modtog et påbud.

Passet op med en smørkniv

Faren for at blive udsat for vold på arbejdet er et vilkår, som Iben Nybjerg har lært at leve med. En aften, hvor hun netop er mødt ind til en nattevagt på den lukkede afdeling, bliver hun passet op af en beboer med en smørkniv.

»Hvis du ikke låser mig ud nu, så bruger jeg den«, siger patienten ophidset til Iben Nybjerg.

Forinden har han bedt hende følge med ned ad gangen og er stoppet op ved hovedindgangen. Nu holder han smørkniven foran sig, så de andre på afdelingen ikke kan se den. Han vil ud, og kniven fra aftensmaden skal hjælpe ham dertil.

Iben løber alt, hvad hun kan, i sikkerhed, og der sker ikke mere. Men i situationerne, hvor patienter eller beboere er uforudsigelige og psykotiske, oplever Iben Nybjerg at være utryg. Hun ved dog også, hvordan hun skal håndtere det.

»Det sætter et alarmberedskab i gang. Man læser deres kropssprog lidt anderledes, man vender ikke ryggen til, og man tager sine forholdsregler«, siger hun.

Det er 5 år siden, Iben Nybjerg levede af at arbejde med psykisk syge. Hun har taget afsked med bostederne i protest over forholdene. Derfor tager hun nu kun sjældne vikarvagter på den lukkede afdeling. For den shampooindsmurte krigsveteran, hakkejernet og kniven ændrer ikke på, at hun holder af arbejdet med de psykisk syge. Men de tre oplevelser illustrerer ifølge hende, hvor pressede både personalet og de psykisk syge er i psykiatrien og på bostederne.

»Det er først, når det hele vælter, det skinner igennem, hvor pressede vi er«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce