Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Is. Sofie Gråbøl i de islandske bjerge, hvor hun i øjeblikket indspiller den britiske tv-serie 'Fortitude'. Siden serien 'Forbrydelsen' slog igennem internationalt, har hun arbejdet i udlandet og skullet vænne sig til, at der bliver gjort forskel på folk på en anden måde end derhjemme – og til at hun er stjernen. Foto: Gudrun Marie Schmidt
Foto: Gudrun Marie Schmidt

Is. Sofie Gråbøl i de islandske bjerge, hvor hun i øjeblikket indspiller den britiske tv-serie 'Fortitude'. Siden serien 'Forbrydelsen' slog igennem internationalt, har hun arbejdet i udlandet og skullet vænne sig til, at der bliver gjort forskel på folk på en anden måde end derhjemme – og til at hun er stjernen. Foto: Gudrun Marie Schmidt

Sofie Gråbøl: Hold kæft, hvor har jeg spildt meget tid med at være bange. Bange for at turde. Eller bange for at fejle

Tre uger efter sin sidste operation for brystkræft sad Sofie Gråbøl til en krævende læseprøve i London. Og var rædselsslagen. Men hun vovede det, fordi hun allerede havde prøvet det, der var værre, nemlig at være bange for at dø. Gråbøl er aktuel i den danske film ’Der kommer en dag’, men for tiden filmer hun en britisk serie i en islandsk udørk, hvor der ikke er andet at lave end at jamme med Dennis Quaid i lobbyen. Vi fik en fridag – der blev til en mærkelig dag – med Sofie Gråbøl.

Under flyet er bjergene hvidstribede af is, og hvor aftensolen rammer, glimter de som guld og vand. Så sænker den lille propelmaskine snuden ned i skyerne og gør klar til landing.

»Prøver at arrangere en bil fra Egilsstadir, når du lander. God tur!«, har Sofie Gråbøl skrevet i en sms tidligere på dagen.

Uden for den lille lufthavn har bilens chauffør pelshue på.

»Jeg taler ikke dansk«, siger han på perfekt dansk, så det nærmest opleves som en politisk afvisning, før han vender sig bort for at hente nogle af de ting, der skal med i bilen. Ting, der skal bruges i den britiske tv-serie ’Fortitude’, som bliver optaget her i den østlige del af Island med Sofie Gråbøl i en af hovedrollerne.

Turen fra lufthavnen tager 3 minutter. Græsset langs vejen er brunt efter en lang vinter, terrænet er fladt mod horisontens lave bjerge, og hotellet er et gråt rektangel med en parkeringsplads på begge sider.

»Jeg tog the scenic route«, siger pelshuen ironisk, lige før han parkerer bilen.

»Der er ikke noget her. Der er ikke noget at se. Ingenting«.

Så stiger han ud og tømmer bagagerummet.

Inde i lobbyen står Sofie Gråbøl. Hun facetimer med Danmark, hendes to børn er hos deres far. Hun pludrer og griner og kommer så over og hilser på.

» Hej Gudrun! Godt at møde dig. Var det en flot tur? Kunne du se noget?«, siger hun, så man i et splitsekund føler, at man er landet hos en farmor, der har set frem til ens besøg – og været lidt bekymret for, om man kunne finde ud af at skifte tog på vejen. Et billede, der til gengæld passer dårligt til den smukke kvinde i stramtsiddende højhalset sweater, som ordene kommer fra.

Foto: RYE SKJOLDJENSEN ANDERS

»Jeg er altså virkelig rørt over, at du gider tage hele den lange vej bare for at tale med mig«, siger hun, og det havde hun sådan set ikke behøvet, for jeg er her jo bare for at få en historie til avisen.

Og det ved hun godt, men hun siger det alligevel. Hun gør det personligt.

Sådan er Sofie Gråbøl: Hun skaber relationer, gør sig umage, og hun gør først og fremmest tingene ordentligt. Kunne ikke drømme om at sende ord ud af munden, før de har fået den rigtige oppakning med – før de er betonet på den særlige Sofie Gråbølske måde, hvor hun næsten overdoserer konsonanterne, mens munden spidser lidt. Når hun siger mig, bliver det næsten til et spørgsmål. Som i: »Jeg er altså virkelig rørt over, at du gider tage hele den lange vej bare for at tale med ... mig?«. Det lille ord ligner et billede på en selvforståelse, en ydmyghed og en uskyld. Det er nemt at se karrierens unge piger i hende. Samtidig er der også en næsten moderlig varme og en villighed til at tage ansvar for de situationer, hun befinder sig i. Og den, der tager ansvar, slipper sjældent tøjlerne helt.

Man gider godt rejse en hel dag med to fly og krydse de islandske jøkler og gletsjere for at interviewe Sofie Gråbøl. Da hun stak i den færøske sweater for at spille den ikoniske hovedrolle som Sarah Lund i DR’s krimiserie ’Forbrydelsen’, sænkede et nordisk mørke sig over feltet for internationale tv-serier. Serien blev et definerende gennembrud for en stil og en genre, der har fået betegnelsen nordic noir, og siden har Sofie Gråbøl været et internationalt navn. Da hun for nylig var til koncert med Kate Bush i London, lå der en besked på hendes telefon, da hun tændte den uden for koncertsalen bagefter: »Kate Bush wants to meet you«. Den slags navn er Sofie Gråbøl blevet.

Ingen havde regnet med, at ’Forbrydelsen’ ville slå igennem i England. Ingen havde forestillet sig det, og da slet ikke mig. Det kom også virkelig bag på mig, hvor optaget jeg selv blev af den rolle, for da jeg sagde ja til at spille Sarah Lund, var jeg ved at blive skilt, og jeg havde kort tid forinden lavet ’Nikolaj og Julie’ og faktisk svoret, at jeg ikke ville røre tv-serier i lang tid efter. Det er så sindssygt hårdt at spille en stor rolle i en tv-serie, og jeg var fuldstændig kørt ned over det. Men så ringede de, og så tænkte jeg, at måske ville det alligevel være meget godt, for ’Forbrydelsen’ ville være en lang proces, og man arbejder ikke hver dag. Mine børn var jo små, min datter var kun halvandet.

Og så var det befriende, at det var en rolle, som ikke krævede den store udkrængning. Sarah Lund holder følelserne inde i kroppen. Hun var en skole i ’less is more’. Og det passede ret godt til det tidspunkt i mit liv. At det ikke var mig, der skulle bære hele følelsesregistret.

Helt aktuelt spiller Sofie Gråbøl en hovedrolle i den nye danske film ’Der kommer en dag’, som er baseret på den virkelige og grumme historie om danske børn på børnehjem i 1960’erne – som Godhavn, hvor tidligere beboere nu i 12 år har krævet en officiel undskyldning fra staten. Og samtidig er hun altså ved at indspille anden sæson af ’Fortitude’ her i bjergene og ved fjordene i Island. ’Fortitude’ er et meget godt udtryk for nordic noir-tendensen, for her er der tale om en britisk produktion, men med en handling, der skal se ud, som om den foregår på Svalbard. Personerne i serien taler engelsk, men har nordiske navne, som Sofie Gråbøls rolle, der hedder Hildur Odegard. Og så er der meget sne og kulde på skærmen. Og blod og isbjørne.

Planen er, at vi skal tilbringe en hel fridag sammen næste dag, før jeg flyver fra Egilsstadir om aftenen, men vi har forskellige ønsker til samtalen. Sofie Gråbøl vil gerne dreje opmærksomheden over på filmen om børnehjemsbørnene, som hun mener er en vigtig film, der fortjener at blive set – og som fortæller en endnu vigtigere historie, som fortjener at blive hørt. Hun føler sig menneskeligt forpligtet. Mens jeg også gerne vil tale om livet efter ’Forbrydelsen’, efter det internationale gennembrud og efter den kræftsygdom, hun var i behandling for i 2013. Livet efter sweateren, på godt og ondt. Dilemmaet bekymrer hende.

»Jeg bliver jo ved med at spørge dig, hvordan fanden du skal kunne skrive det her – hvordan skal du få de ender til at mødes, filmen, Island, ’Fortitude’, mig? Det er selvfølgelig sådan noget, du kan, men jeg tænker over det«, som hun siger.

Men en hel fridag får vi ikke til at løse det dilemma sammen. Det viser sig, da vi samme aften sidder i hotelbarens stole sammen med nogle af de andre skuespillere i serien.

Jeg tror, jeg ville læse manuskriptet og tænke: »Øh, hende, der græder hele tiden, og så tager hun tøjet af? Og så græder hun lidt igen? Det gider jeg da ikke

»Vi skal lige tale om noget, Gudrun«, siger hun, »for jeg har fået at vide, at vi skal have taget nogle pr-billeder i morgen. Til serien. Vi skal af sted i morgen formiddag. Men det kommer ikke til at tage så lang tid, så vi skal nok nå det interview«, siger hun.

»Det er kun en kort køretur«.

Stolene, vi sidder i, har den samme skrappe lilla farve som de vimpler, der keder sig på parkeringspladsens fem flagstænger udenfor. På bardisken bag os står en sule, der er blevet udstoppet midt i et liv og nu har permanent næbretning mod vejen bag vimplerne, hvor en bil fra tid til anden kører forbi. Bag det hele, langt væk, ligger de lave bjerge, og det er, som om alt, hvad menneskene ikke har rørt ved på Island, er afsindig smukt, mens resten ikke rigtig er. Hotellet medregnet.

I sofaen ved siden af Sofie Gråbøl sidder den irske skuespiller Michelle Fairley, som har spillet lady Stark i tv-smækhittet ’Game of Thrones’, og i stolen overfor sidder den unge britiske skuespiller Eloise Smyth. De tre kvinder skal have noget at spise, men det er svært at vælge, når man har gloet på det samme menukort 30 gange, som Sofie Gråbøl siger. Det er 5. gang, hun er på Island med ’Fortitude’, og en vis mathed har meldt sig. Michelle Fairley har været på hotellet hele ugen uden at indspille noget, fordi produktionen venter på vejret, og hun er ved at blive skør af ventetiden, siger hun.

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

»Der er jo ikke så meget at lave. Vi må ikke ride på heste, vi må ikke selv køre bil, vi må faktisk ikke rigtig lave noget på grund af forsikringen. Man kan gå de mest fantastiske ture, og her er virkelig smukt, men så mange forskellige ture er der jo heller ikke«.

»Hvis jeg måtte, sad jeg på de der heste hele tiden«, drømmer Eloise Smyth.

Så ankommer Dennis Quaid. Sofie Gråbøl rejser sig og falder hollywoodstjernen om halsen i baren: »Dennis! How are you?«.

Hun taler til ham med samme interesse, samme tilstedeværelse, bare på engelsk, og dermed alligevel en smule anderledes. Hun tilpasser sig det internationale, rank ryg og britisk overskud. Den form har hun også styr på.

Dennis Quaid har været i Reykjavik og set demonstrationerne i gaderne, hvor islændingene protesterer mod deres statsminister, som angiveligt har været involveret i skatteunddragelse, en skandale, som Panama-papirerne har kastet lys over. Han er tydeligvis optaget af emnet.

»Det interessante er, at det ikke er ulovligt. Men det er umoralsk«, siger han.

»Hørte I, hvad Cameron sagde? Hørte I ham? Han svarede helt politikeragtigt på spørgsmålet, om han eller hans familie havde været indblandet. »Jeg har personligt ikke«, sagde han. Men det har hans far jo. Det er alle de der rige folk ...«.

Dennis Quaid trækker mundvigen lidt op i skepsis. Så smutter han, men vender hurtigt tilbage med en sort guitar, som han spiller et Pink Floyd-nummer på. Mens han underholder kollegerne, taler Sofie Gråbøl om, hvordan det er at arbejde på en international tv-serie. Det er der en del danskere, der gør for tiden. Tv-seriernes storhedstid har skabt et nyt internationalt jobmarked for skuespillere.

»Jo større stjerne du er, jo kortere tid kan du få lov til at binde dig til en serie«, siger hun, »så de største har kun forpligtet sig til at være med i en sæson. For det er jo et sats hver eneste gang. Du aner ikke, om det bliver fantastisk, eller om det bliver noget lort. Og så er 5 år lang tid. Der er forskel på folk på den måde«.

Til gengæld er det uofficielt, hvor mange sæsoner hver skuespiller har skrevet under på. For hvis det er kendt, at en skuespiller kun er med i en serie i én sæson, hvor folk bliver slagtet som islandske får i september, er det for nemt at gætte, hvilken skæbne karakteren får.

Der er i det hele taget et andet fokus på status i det britiske filmmiljø, fortæller Sofie Gråbøl, og hun har skullet vænne sig til at være en af stjernerne.

»Jeg vil jo helst have, at vi alle sammen er af sted på den der spejderlejr sammen ...«, siger hun og bliver i samme sekund opmærksom på lejrbål-stemningen omkring Dennis Quaid, som har fået selskab af den irske skuespiller, der spiller sheriffen. Og hans ukulele.

»Apropos spejderlejr!«, siger hun.

Dennis Quaid lukker øjnene, lægger nakken tilbage og synger omkvædet til et nummer med gangsta-rapperen Snoop Dogg: »Uh-uh, sippin’ on gin and juice«. Så åbner han dem igen og smiler det bredeste smil uden for Texas. »Dennis is a demon«, som en fra settet siger. Han ligner ikke en, der skal i seng.

Men det skal Sofie Gråbøl.

»Man bliver simpelt hen så udmattet af at indspille heroppe. Det er kun alt det udendørs, vi filmer her på Island, og det er koldt at være ude så mange timer. Og så skal jeg simpelt hen have 8 timers søvn, ellers kan jeg ingenting. Jeg fatter ikke dem, der kan være oppe til klokken 5 og så stå op og spille. Jeg forstår det simpelt hen ikke«.

Nu lyder hun lidt farmor igen. Hun smiler.

»Sov godt, Gudrun. Vi ses i morgen, og vi skal nok nå at få talt rigtigt sammen«.

Den klassiske stjerneskuespiller på en produktion som denne her har folk til at sidde i lyset for sig. Mens holdet sætter lys, så er der nogen ansat til at sidde i dét lys, for det skal den store kunstner ikke. Den store skuespiller skal egentlig sidde ude i sin garderobe og bede om en cappuccino og nogle sesamfrø, som folk så styrter rundt efter, og først komme ind, når scenen er klar til at blive optaget, og levere noget outstanding. Men der sker bare det for mig, at hvis jeg sidder ude i min trailer og kukkelurer, bliver jeg skidenervøs, når jeg kommer ind. For så er det sådan en begivenhed: »Nu kommer hun!«. Så det er i virkeligheden af egoistiske grunde, at jeg arbejder imod det. I Danmark har vi en stiltiende aftale om, at hver gang der er noget, der er ulige fordelt, så hjælpes vi lige ad med at jævne det ud. Det synes jeg er enormt smukt. I starten bliver man jo bare duperet af det andet. Men man opdager hurtigt, at når produktionslederen ringer om aftenen og undskylder og beklager og spørger meget høfligt, om de allernådigst må hente én næste morgen klokken 6, så er det jo ikke et spørgsmål. Det er bare en måde at formulere en ordre på.

Sofie Gråbøl er ikke så social om morgenen, siger hun fra forsædet af bilen, der skal bringe os frem til hendes kostume og sminke før fotosessionen. Hun tjekker sin telefon. Klokken er lidt i 10 om formiddagen.

»Alle mine mails for tiden begynder med: »Nu punker jeg lige lidt igen ...«, siger hun og lyder træt af det. Det er premieren på ’Der kommer en dag’, som gør det.

»Jeg er nok en af de sidste skuespillere i Danmark, som ikke har en agent, for jeg kan godt lide at styre det selv. Men det betyder så også, at jeg har meget ekstra at tænke på hele tiden ... Jeg er jo af den opfattelse, at alle problemer kan løses ved, at man taler sammen. Men, Gudrun, jeg bliver nok lige nødt til også at bruge lidt tid i dag på at besvare mails og tage nogle opkald, men vi må lige se, hvor lang tid det tager med de her billeder«, siger hun.

Den irske skuespiller med ukulelen er med i bilen. Han hedder Richard Dormer, og det er ham, Dennis Quaid og Sofie Gråbøl, der skal fotograferes til pr-billederne. Han klimprer løs, mens skuespillerne taler om, hvor svært det er at blive fotograferet ude i sneen, hvor lyset er så stærkt.

»Jeg har hørt om et trick. Du skal lukke øjnene og se mod solen i 5 sekunder, og så åbne dem, lige når billedet skal tages. Så bliver du ikke blændet«, siger han til Sofie Gråbøl.

Efter en halv times kørsel gennem dale med sneplettede bjerge parkerer chaufføren uden for en nedlagt fiskefabrik i den lille by Reydarfjordur. Her har produktionen hovedkvarter. Sofie Gråbøl trækker sig tilbage til kostume og makeup.

»Det tager jo lige lidt tid, men du kan måske tage en kop kaffe i hallen imens«, siger hun.

I den store hal, som engang var fiskefabrikkens hjerte, er der morgenmad til alle, som arbejder på serien. Der er måske 40 mennesker i gang med kaffe, mens tv-folkene går ud og ind i et væk. Jeg når at stumhilse på den dansktalende chauffør, som ikke talte dansk. I dag har han en T-shirt på med teksten ’Keep calm and kill zombies’. Og kan smile. Dennis Quaid giver en krammer til en ældre dame, der står ved en stor industriopvaskemaskine. Hun har et lyserødt tørklæde om sit grå hår og fniser, mens han løfter hende op i luften.

Efter en times tid er Sofie Gråbøl færdig. Nu er hun tv-seriens Hildur Odegard i en højhalset grå sweater, men ligner ellers sig selv.

»Jeg er begyndt at få lidt stress over vores tid, Gudrun. For nu vil de også have taget et billede, når vi kommer tilbage til Egilsstadir. Men vi to skal jo også nå at sidde ned og tale sammen«.

Det eneste sted, hvor jeg ved, hvad jeg vil, er, når jeg arbejder. Jeg er næsten flov over at sige det, men dér ved jeg, hvordan det hele skal være. Jeg kan mærke det. Og det er det, jeg så godt kan lide ved det her arbejde, for sådan har jeg det slet ikke i mit liv udenfor. Jeg ville ønske, at jeg havde det. For det er sådan en rar følelse. Mine impulser er tydelige, når jeg arbejder. Det er de ikke ellers. Der er så meget støj på senderen, så meget tab af signal. Jeg er retningsløs, i virkeligheden, privat. Jeg træder i pedalerne, men jeg ved ikke, hvor jeg skal hen.

Sofie Gråbøl er ikke alene om at begynde at blive stresset. Klokken nærmer sig 12, og vi er ikke engang på den location, hvor pr-billederne skal tages.

»Det er heldigvis kun en kort køretur herfra«.

Der er nogle ting inde i mig, der er blevet blødgjort, uden at jeg kan sige dig helt, hvordan det er sket. Men på ’Der kommer en dag’ er jeg for første gang blevet personligt berørt, imens jeg har arbejdet. Det er aldrig sket før, og jeg har faktisk tit tænkt, at jeg ikke var en rigtig skuespiller eller en rigtig kunstner, men mere en håndværker eller en tekniker, fordi jeg netop ikke er følelsesskuespiller. Jeg har ofte stået og set med misundelse og undren på skuespillere, der ikke kan komme ud af en scene bagefter. Som har mere flydende grænser, på den måde. For jeg har altid kunnet se på arbejdet og vende og dreje det og kigge på det fra alle vinkler, uden at det bliver en del af mig, før til allersidst, hvor jeg så går ind og spiller det. Men på den her film har jeg lavet scener, hvor jeg gik ud i kulissen bagefter og stod og græd. Der er for eksempel en scene i filmen, hvor verden udenfor for første gang spørger drengene på børnehjemmet, hvordan de egentlig har det. Og alt brænder jo i de her drenge for at fortælle om det helt forfærdelige, de har været ude for, og så kan de ikke. De tør ikke. For det er så svært for børn at sige sådan noget højt, at turde stole på voksne, når de først er blevet svigtet – se, nu bliver jeg berørt bare af at tænke på det – men altså, det kunne jeg slet, slet ikke bære.

Uden for fiskefabrikken holder en sort bil. Den skal bringe de tre skuespillere, der skal fotograferes, op i bjergene, hvor billedet skal tages. Vi hopper om bord. På den første del af turen er det tørre græs og vejen fri for sne, men efterhånden som vi kører opad, bliver der mere og mere hvidt. Det er faktisk slet ikke nogen kort tur, hvilket Sofie Gråbøl også bemærker. Til gengæld er den smuk. På hver side af vejen tårner snebjergene sig op, og pludselig forsvinder vejen, asfalten og farverne, mens bilen fortsætter i nogle hjulspor, der er kantet på begge sider af høje kridhvide snedriver.

»En kæmpemæssig pavlova«, siger Sofie Gråbøl og griner.

»It’s gorgeous«, istemmer Dennis Quaid fra sit sæde, hvor han er i kostume. Armygrøn fiskevest og Rayban Aviator-solbriller.

Kort efter stopper bilen midt i sneen, og chaufføren stiger ud og begynder at pille ved hjulene.

»Han lukker luft ud af dækkene. Det giver bedre greb«, siger Dennis Quaid.

Det ændrede noget for mig at være syg. Altså, den fundamentale angst er jo at dø. Og i det øjeblik, man oplever den frygt rent – så rent, som man gør, når man er så syg, som jeg var – så bliver alle andre former for angst mærkeligt fjollede. Jeg kan huske, at da jeg var allermest syg, tænkte jeg: Hold kæft, hvor har jeg spildt meget tid på at være bange. Bange for at turde. Eller bange for at fejle. Det har afholdt mig fra at gøre virkelig mange ting i det her liv. Ikke at jeg ikke kan blive bange mere, for jeg var da rædselsslagen, da jeg skulle til London første gang og arbejde. Men jeg gjorde det.

Bilen slingrer fra side til side. Tinderne bliver højere, sneen dybere, og lige pludselig kan man langt væk i det hvide se nogle sorte prikker, der bevæger sig. Det er settet for i dag, hvor de skal tage billeder og optage dagens scener.

Da vi er kommet frem, får Sofie Gråbøl travlt med at kindkysse og smalltalke. Med producenten, med instruktøren, med sminkøren og en hel række andre, som alle har noget, de skal tale med hende om. Hun troede, at billederne var det første, der skulle tages, men i stedet begynder de med prøver på dagens scener.

»Gudrun, skal vi sætte os ned og tage den snak nu? Vi kan jo sætte os op i en af bilerne. Jeg er lidt bange for, at det godt kan komme til at trække ud«.

Jeg svarer hende, at jeg egentlig hellere vil vente, til vi har mere ro omkring os. Det kan hun godt forstå.

Så kommer producenten over og vil tale lidt igen. Noget med en scene, hvor Sofie Gråbøl skal være i vand.

Tre uger efter min sidste operation sad jeg til læseprøve på ’Fortitude’ på et fint hotel i London, og sjældent har jeg været så bange. Det foregik i et kæmpe konferencerum, hvor de havde sat bordene i en firkant, så det lignede et stormøde i FN. Jeg tror, vi sad 50 mennesker omkring de borde, og jeg kendte ikke en eneste og følte mig totalt intimideret af situationen. Hele vejen rundt langs væggen sad så holdet sammen med de amerikanske producenter og dem fra tv-stationen, Sky. Og så skulle man ellers kaste sig ud i at læse tre afsnit på engelsk. Jeg var stoppet med kemo om sommeren, og det her var i januar, så jeg havde lige fået en centimeter hår og var ved at blive en form for mig selv. Men jeg lignede jo stadig en pillet fugl, der var faldet ud af reden. Og det var bare et meget hårdt klip, ikke? Et jumpcut, som man kalder det på film. Tre uger før lå jeg med drop og slanger og morfin, og pludselig sad man her. Det var aldeles rædselsfuldt.

Men samtidig havde jeg det også sådan: Tænk at få lov til at blive så bange i en alder af – hvad var jeg der? 45? Tænk at få lov til at føle sig så sprød og ny og usikker. At være på glatis på den måde. Og måske er jeg ved at komme mere til fred med, at de to ting hænger sammen, og at livets store oplevelser er forbundet med at miste fodfæstet. Det er i risikoen for at ryge fuldstændig på røven, at man oplever noget nyt og får lov til at genopdage sig selv.

Makeup-artisten nærmer sig for lige at rette det sidste til, før billederne – endelig – skal tages.

»Should I flip?«, spørger Sofie Gråbøl og sender håret en tur ned mellem benene og så hurtigt op igen.

Få minutter efter står Sofie Gråbøl, Dennis Quaid og Richard Dormer med hvide bjerge på begge sider og bag dem, langt, langt nede, en azurblå fjord. Alle tre med lukkede øjne og ansigterne vendt mod solen. Sådan står de i 10 sekunder, indtil fotografen siger til. Så åbner de øjnene samtidig og ser ind i linsen med et fast blik.

Der er færre roller til kvindelige skuespillere over 40. Til gengæld er de ofte virkelig interessante. Jeg ville nødigt spille nogen af de roller, jeg spillede, da jeg var ung, i dag. Jeg tror, jeg ville læse manuskriptet og tænke: »Øh, hende, der græder hele tiden, og så tager hun tøjet af? Og så græder hun lidt igen? Det gider jeg da ikke. Helt ærligt«.

Turen ned ad bjerget, i de hvide hjulspor, er værre end turen op.

»Det er ligesom at ride på en kamel. Eller en elefant. En virkelig fuld elefant«, siger Sofie Gråbøl og spørger chaufføren, om han nogensinde har haft en ulykke.

»Hvad laver I egentlig på projektet?«, vil han vide.

»Nåh, vi er bare turister«, siger Sofie Gråbøl muntert.

»I’m only in it for the beer«, siger Richard Dormer tørt.

Jeg har opdaget noget paradoksalt. Da jeg var ung, kunne jeg ikke sige nej, det ord var slet ikke i mit ordforråd, og det er jo ikke så godt. Det var i forhold til arbejdet, det var i forhold til mænd, det var i forhold til alt, og nej, hvor jeg led, hvis jeg skulle afvise nogen eller noget – det var ledsaget af de vildeste krumspring og danse og svinkeærinder og forviklinger og undskyldninger og kæmpe skyldfølelse. Sådan tror jeg desværre, mange unge kvinder har det. Men nu har jeg fået det modsatte problem. Jeg har fået svært ved at sige ja. Altså, nu er dét i virkeligheden blevet tilsvarende skræmmende. På mange planer. Og det er jo heller ikke så godt.

Chaufføren taler om protesterne i Reykjavik og om Panama-papirerne.

»Det er forfærdeligt. Tænk, at folk – på højeste sted – har sagt én ting til folket og så selv gjort noget fuldstændig andet. De har sendt penge ud af landet og bedt os andre om at kæmpe for Island. Det er utroligt. Det, man tænker, er jo, at vi simpelt hen ikke er parat til at være selvstændige. Vi skulle aldrig have givet slip på danskerne. Vi har jo samme niveau som russerne i korruption«, siger han.

Før vi kan komme tilbage til Egilsstadir, skal Sofie Gråbøl og Richard Dormer hen til fiskefabrikken igen for at lægge kostumet og komme i deres eget tøj.

Da det er overstået, og vi kører mod byen, er klokken næsten 16.

»Jeg er virkelig ked af, at det trak sådan ud«, siger Sofie Gråbøl.

»Det har været en mærkelig dag – det har det virkelig. Jeg er træt nu, men jeg har jo ikke lavet noget. Overhovedet. Andet end det her frem og tilbage i biler og så de der billeder, som jeg hader at få taget. Jeg bliver småaggressiv og spids af det. Det er sådan en dag, hvor man er træt, men der er ikke kommet noget energi ud. Giver det mening?«.

Hun kører hænderne gennem håret og lukker øjnene et øjeblik.

Vi bliver nødt til at tale om filmen også. Jeg vil være virkelig ked af, hvis jeg giver et interview til Politiken om mit spændende liv i udlandet, og så sidder der nogle Godhavns-drenge tilbage med håret ned ad nakken. Jeg føler et kæmpe ansvar for den film, og jeg har lyst til at formidle den, for jeg synes virkelig, den er fantastisk, og det er en vigtig historie. Men en fantastisk film er jo ikke noget værd, hvis der ikke er nogen, der ser den.

Jeg har høj integritet, og jeg siger ikke noget, jeg ikke mener. Så det er altså ikke for at sælge noget. Men jeg tror faktisk, at hvis folk går i i biografen og ser ’Der kommer en dag’, så vil de blive dybt berørt og få en stærk filmoplevelse. Det er bare et sindssygt godt manuskript, og de er sjældne. Jeg ved godt, at folk kan blive bange og tænke: ’Åh nej, hvorfor skal vi se noget med børn, der har det dårligt?’, men det er jo ikke den oplevelse, man får, når man ser filmen. Det er en urhistorie om menneskelig overlevelse, om den lille mod den store og om retfærdighed. Jeg synes jo, at de børn, der har været udsat for de her frygtelige ting på statsejede børnehjem i 1960’erne, skal have en officiel undskyldning. Punktum. Basta. Sådan. På vegne af os alle sammen. Det ligger ikke inden for mine beføjelser at give dem den, til gengæld ligger det inden for mine beføjelser at være med til at fortælle deres historie. Og det betyder meget for mig at have fået mulighed for at gøre det. Så det håber jeg, at du får med.

Dagens sidste billede skal tages i et lokalt fotostudie lige over for hotellet i Egilsstadir. Det tager en time. Da klokken er 17.15, er Sofie Gråbøl færdig med sit arbejde på den dag, der skulle have været en fridag sammen med mig. Vi skal spise på en restaurant, der ligger ved en sø.

Kort efter sidder vi over for hinanden på restauranten. Hun sænker skuldrene.

»Nå, nu skal man spore ind. Nu skal man spore ind på ’Der kommer en dag’. Hvad er klokken egentlig nu? 17.30? Og du skal flyve kl. 19.45? Okay, vi har masser af tid, du skal bare være i lufthavnen 20 minutter før. Nu snakker vi. Nu bliver det en god dag, Gudrun«.

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce