Lærdom. Man kan lære noget om både Hamlet, kong Kreon, Machiavelli og globalisering, hvis man følger med i ’Game of Thrones’
Foto: HBO/Allstar Picture Library

Lærdom. Man kan lære noget om både Hamlet, kong Kreon, Machiavelli og globalisering, hvis man følger med i ’Game of Thrones’

Bare rolig klogesen: ’Game of Thrones’ er også for intellektuelle

En forsker fra SDU har analyseret de fem første sæsoner af den amerikanske fantasyserie i en ny bog. Han blev selv overrasket over, at Game of Thrones ikke er så dumt igen.

Hamlet og kong Kreon. Et magtspil »som et machiavellisk mareridt«, globalisering og selve meningen med livet. Figurernes udvikling og de mange »højaktuelle« temaer i ’Game of Thrones’ var det, der fik tv-serien til for alvor at blive et hit hos Steen Beck, litterat og uddannelsesforsker på SDU.

»Den ramte alle mine idéhistoriske og filosofiske interesser på en skæg og skæv måde. Pludselig kunne jeg se europæisk historie genopført med stamme- og jægersamfund, oldtiden, middelalderen, renæssancen. Og så har du en masse henvisninger til Shakespeare, græske tragedier og store temaer i europæisk litteratur«, siger han.

ANMELDELSE AF SÆSON 6

Steen Beck har skrevet bogen ’Vinteren kommer’, som udkom i sidste uge, med analyse af de fem første sæsoner af fantasyserien. Han havde aldrig troet, fantasy ville være noget for ham, men da sønnen fik ham overtalt til at se med, blev han hurtigt suget ind i seriens blanding af hård middelalderrealisme og fantasy.

»Realisme, fordi vi interesserer os for, hvad der foregår omkring os, og fantasy, fordi det rummer en åndelig dimension og konfronterer os med universets kræfter, så det hele ikke bare bliver leverpostej«, siger Steen Beck.

I 'Game of Thrones' er mennesket en blanding af et røvhul og et væsen, der også er i stand til at løfte sig i mod og visioner

Serien om kongemagten i Westeros er ifølge ham fuld af reflektioner over, hvordan man skaber et bedre samfund, hvordan man integrerer forskellige kulturer og om at udvikle sig til at blive en bedre statsleder og politiker. Til forskel fra andre serier som ’House of Cards’.

»I ’House of Cards’ ser jeg kun politikeren som et nedrigt væsen. Mennesket er et nedrigt væsen, og der er ingen visioner for det bedre. I ’Game of Thrones’ er mennesket en blanding af et røvhul og et væsen, der – i hvert fald hvad angår nogle karakterer – også er i stand til at løfte sig i mod og visioner«, siger Steen Beck.

Og så er bugner det med henvisninger til litterære karakterer, mener han.

Her fortæller Steen Beck om nogle af sine pointer ud fra en række af seriens vigtigste figurer.

Tyrion Lannister– to be or not to be

Fortællingen er polyfon og har ikke en egentlig hovedperson. Men Tyrion Lannister kan ikke undværes. Han er yngste søn af den rige, magtfulde – nu døde – Lord Tywin Lannister og bror til Cersei og Jaime Lannister. Og så er han dværg. Han er i begyndelsen en sut og en horebuk, men har alligevel smukke karaktertræk. Han dømmer ikke folk på deres stand og indflydelse, og han er helt bevidst om, at hans søster, Cersei, og slænget omkring hende er nogle løgnagtige hofsnoge.

Tyrion udvikler sig gennem sæsonerne til en shakespearesk skikkelse. Som Shakespeares Hamlet i et Danmark, hvor something var rotten, gennemskuer Tyrion råddenskaben og spørger sig selv a la Hamlets to be or not to be: »Hvordan kan jeg handle autentisk?«.

Han begynder som Hamlet at spille folk ud mod hinanden for at se, hvad deres egentlige motiver er. Til sidst slår han sin far ihjel – manden, der har proklameret at ville huskes i 1.000 år og var villig til at bruge kongeriget til at virkeliggøre sit perverse forehavende – mens han er på lokum. Ligesom Hamlet, der myrder den falske konge, slår Tyrion den falske konge – der dog er hans ægte far – ihjel.

Både Tyrion og den unge dronning Daenerys er eksempler på figurer, som både har magtstrategiske evner og vil det gode i et eller andet omfang. De ender ikke i det moralsk godes afmagt eller i det moralsk ondes magttyranni.

Daenerys Targaryen – den gode statsleder

Daenerys er ung, i bogforlægget er hun kun 13 år, da hun bliver gift med stammelederen Khal Drogo, og hun rejser sig i et voldeligt patriarkalsk stammesamfund som dronning for et stolt og vildt folk. Så der er en feministisk vinkel. Men der er også en politisk vision i figuren.

Flere gange refererer historien om Daenerys til den græske tragedie ’Antigone’ af Sofokles. Da hun ankommer til byen Meereen og har set en lang række korsfæstede slaver på vejen, reagerer hun ved at ville dræbe medlemmer fra den ansvarlige overklasse. Bagefter bliver hun opsøgt af en mand, der siger, at hun har dræbt hans far, der var uskyldig og nu ikke får adgang til dødsriget, fordi han ikke har fået en ordentlig begravelse.

Der er direkte citeret fra Sofokles’ ’Antigone’, hvor kong Kreon har besluttet, at en af Antigones brødre, der blev slået ihjel i kamp om kongemagten, ikke må begraves, men skal ligge uden for bymuren og rådne op. Antigone kræver, at Kreon giver tilladelse til at begrave ham, for at han skal få adgang til underverdenen, men Kreon vil ikke lytte og undsiges til sidst af alle omkring sig, fordi han ikke er i stand til at forstå den pragmatiske vej. Daenerys er en alternativ Kreon. Hun er på vej til at gøre det samme, men udvikler sig videre, end Kreon kunne. Blandt andet ved at bruge sin empati til at forstå dem, der tænker anderledes, end hun selv gør.

Gennem Daenerys forsøger serien at vise problemstillinger, vi kender fra europæisk historie, og skikkelser som den franske revolutions Robespierre og den russiske revolutions Lenin – at befrieren kan gå hen og blive en tyran, der skaber endnu mere uretfærdighed. Men Daenerys tænker over tingene og prøver at gøre det anderledes.

Ned Stark – den gode må dø

På mange måder er historien om Ned Starks undergang skåret over statstænkeren Machiavellis læst. Machiavelli siger, at en god leder skal have duelighed og være skånselsløs i sit forsøg på at bevare magten. Og ikke sky nogen midler i den sags tjeneste. Ned Stark fra Winterfell er en stoisk skikkelse, der bliver kastet ind i intrigerne om kongemagten. Han taler alt for sandt til de forkerte. Han har de dyder, vi idealiserer, men ikke evnen til at begå sig i spillet om magten. Derfor må han dø. Dyd uden politisk kompetence straffes hårdt i ’Game of Thrones’s dystre univers.

Cersei Lannister – den perverterede moderkærlighed

Cersei og hendes far, Tywin, lider af narcissistisk forkrøbling. Hun er en giftig person, der er skyld i mange menneskers død. Hun er et resultat af sin magtfulde fars dem-og-os-tankegang, hvor ’dem’ er alle andre end familien selv. Hun går så vidt, at hun har et incestuøst forhold til sin bror Jamie – spillet af Nikolaj Coster-Waldau. Så kan man klassificere hende som skurk og tænke: Hold kæft, hvor er hun en nar. Men hun har også andre sider: Hun elsker sine børn. Det er i virkeligheden en form for perverteret moderkærlighed, der driver hende.

Med de nuancer bliver hun ikke bare den onde dronning. Man kommer til at tænke over, hvordan kærlighed til éns nære kan gøre dømmekraften over for dem uden for familien virkelig dårlig.

Bran Stark– det kosmiske plot

Bran er søn af Ned og Catelyn Stark. Begge forældre bliver slået ihjel tidligt i serien, og børnene spredes for alle vinde. De vokser op som individualiserede væsner i et fragmenteret samfund, hvor de skal finde deres egen dannelsesvej. De eksperimenterer med identitet og havner de underligste steder – i forskellige subkulturer kunne man sige. Det er noget, der vækker genkendelse for mange unge.

Brans søster Arya uddanner sig som snigmorder, mens Bran uddanner sig som en slags healer med overnaturlige kræfter. Han lærer at gå ind og ud af andre væsner som ulv og menneske. Med Bran styrkes det kosmiske plot i serien. Han forbinder sig med jorden, fortiden og fremtiden på sin rejse ind i det ukendte. Han repræsenterer en slags new age-kosmologi kontra seriens andre to væsentlige religioner, troen på de Syv, der ligner præreformationens katolske kristendom og troen på Lysets Herre, der på teokratisk vis lader Gud og konge smelte sammen i et sammensurium af ånd og magt.

I realismen beskrives mennesket som et psykologisk og socialt væsen – der er mennesket, og der er samfundet. Når serien bruger fantasy, får man kosmos, natur og overnaturlige kræfter med – noget, der rækker ud over psykologi og samfund og helt ind i de allerstørste spørgsmål: meningen med livet og gudernes stemmer. Det kosmiske plot forbindes med et apokalyptisk plot, som er med, fordi mennesket – lidt plat og ’oldtidsgræsk’ sagt – har skabt en verden, der ikke fungerer. Der er et varsel om en mulig undergang på grund af menneskelig hybris. Med seriens leg med forskellige religioner og ikkerealistiske forklaringer genfortryller serien verden og giver os skæbne, der gør undergang såvel som utopi mulig, når mennesket bliver evalueret ud fra en kosmisk målestok.

Jon Snow– fredsmægleren

Jon Snow er – ser det ud til – Ned Starks uægte søn og derfor hadet af Catelyn, Ned Starks hustru. Han går fra at være udstødt og til dels uønsket i Stark-familien til at være medlem af Nattens Vogtere ved den store mur mod Nord. Snow udvikler sig gennem serien til fredsmægler mellem de vilde eller frie folk nord for muren og Westeros-folket, nærmest som seriens svar på FN-diplomati i forsøget på at løse problemer mellem forskellige kulturer.

Jon Snow køber ikke den nationalistiske diskurs blandt toneangivende kræfter i Westeros, men forsøger at forstå ’vildningene’, som de kaldes. Han overskrider kulturskellene og forelsker sig i vildningen Ygritte. I modsætning til de andre vogtere på muren, der er helt stivnet i fremmedskræk – som de indadvendte nationalistiske strømninger aktuelt i den vestlige verden – går Jon Snow empatiens vej.

Jon Snow er omgærdet af fanteorier. Vi tror ikke på, at han er død – eller rettere – han forventes at blive genoplivet efter at være blevet slået ihjel af sine kolleger på Muren. Min egen opfattelse er, at Jon Snow vil træde frem som en potentiel stor spiller i kampen om om jerntronen. Sådan må det være, for Ned Stark er en alt for pæn mand til at have været sin kone utro, så Jon er slet ikke hans søn. Borgerkrigen 17 år tidligere startede, fordi Neds søster blev bortført af den gale konges søn – kronprinsen. Og da de andre huse ville stoppe det, begyndte kongen at myrde omkring sig. Jeg tror, Lyanna (Neds søster) fik et barn med kronprinsen, bortføreren. Så Jon Snow har royalt blod i årene. Den historie er ikke kommet frem – endnu.

De apokalyptiske ryttere, ulven, dragen – myterne og fantasien

Vi er i første episode af serien. Ryttere fra Nattens Vogtere rider ud fra muren nord for Westeros. Det er dunkelt, der er stille. Pludselig finder de døde mennesker, der ligger hakket i stykker i formationer i sneen. Hvad betyder det? En af mændene ser en død pige, og kort efter viser det sig, at hun er en levende død: Hun åbner øjnene. Han flygter forfærdet og kommer til Stark-borgen Winterfell. Herefter begynder den røde tråd om kongemagten at folde sig ud. Men der er noget overnaturligt på spil. De uhyggelige hvide vandrere og deres hær af levende døde er på vej mod Muren.

De apokalyptiske ryttere kender vi fra Johannes’ Åbenbaring. De varsler dommedag. De er ikke-menneskelige og trænger ind i det menneskelige univers. Vi ved ikke, hvad de vil – det er gådefuldt. Det er en bombe under den menneskelige civilisation, der præsenteres. Pludselig kan kongedramaet blive reduceret til noget mindre væsentligt konfronteret med ’naturens hævn’.

Stark-familien finder et kobbel ulveunger ved deres døde mor. Også en slags varsel. Hvad laver disse kæmpeulve, der aldrig har været på disse kanter før, og hvorfor dukker de op hos denne familie, der har ulven i sit våbentegn? Børnene får en ulveunge hver. De er symbol på moralsk fællesskabsstyrke. Samtidigt er ulvemor død, hvilket varsler, at børnene snart vil blive kastet ud i en usikker verden uden far og mor.

Vi får i seriens begyndelse at vide, at drager var noget, der var engang, men vi ser drageæg, som senere i serien udklækkes.

De tre drager, som knyttes til Daenerys ’dragemoderen’, kan ses som et stort, ukontrollerbart våben. Eller som droner, der kan bruges til at bygge et godt samfund, men også kan ramme det forkerte sted – dragen kan komme til at spy sin ild på de forkerte, og det er lige netop det, der sker, da en af dem udsletter en gedehyrdes barn

De apokalyptiske ryttere, det menneskelige kongedrama, den døde ulv og ulveungerne. Dragerne, som skal tjene det gode, men indtil videre ser ud til ikke at kunne kontrolleres. Der lurer en undergang. Vi ved ikke hvilken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce