Han ser jaget ud i øjnene. Det kan jeg ikke nægte.
Det tror måske fanden.
Men selv om Justin Timberlake har været verdensberømt, siden han var 15, og det er altså 20 år siden, spiller han spillet bedre og mere jovialt end nogen. Man fornemmer, at der skal ganske meget til at ophidse ham, og han har styr på at være den godmodige dreng, ham man ikke nænner at stille trælse, indiskrete spørgsmål til.
Men da han endelig når op til mig denne eftermiddag i Cannes, efter at have forceret en lang bro fyldt med fotografer og journalister, ser han altså jaget ud. Med det der stressede, lettere frygtsomme blik. Er det det med rette øgede terrorberedskab et år, hvor både han og Steven Spielberg er her, der gør det? Er det måske det mareridt, at han ikke kan gå ét skridt i fred, der endelig er ved at indhente ham?
