Hun har forandret sig, når jeg lige at tænke, inden vi støder frontalt sammen i en omfavnelse.
Det har stien, der fører op til Esther og Michaels hus også. Til det værre.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har zigzagget og sprunget fra side til side op og ned langs grøften, der gennemskærer den skrånende sti. En åben, betændt flænge, der fungerer som både afløb for regntidens voldsomme regnskyl og køkkenkloak for de mennesker, som bor langs stien.
Jeg har fulgt grøftens udvikling med jævne mellemrum, siden jeg første gang gik her i maj 2003. For mig er den et slags barometer over slumområdet Kinawatakas fysiske tilstand. Nogle gange har den været dyb, andre gange fyldt op med jord og murbrokker. Nogle gange har den været dækket med skidt og lort, andre gange forholdsvis ren. Nu er den styg. Bunden er overtrukket med et slimet grågrønt fluidum og siderne foret med en af Afrikas mange svøber, de evindelige plastikposer. Fordærvede madrester, køkkenaffald og skrot af forskellig oprindelse er trådt ned i det røde ler langs med grøften.
