Man forventer hele tiden at høre lyden af et klaptræ og en filminstruktør, der træder ind foran kameraet og siger: »Tak, men vi prøver lige en gang til«. Men det sker ikke.
For det, der udspiller sig i spisesalen på Queen’s College lige for øjnene af os, er ikke en scene til en ny Harry Potter-film. Det er virkelighed, og det har det været for den danske professor Morten Kringelbach, lige siden han som 28-årig tjekkede ind på en af verdens ældste og mest anerkendte læreanstalter, Oxford University.
Morten Kringelbach er i aftenens anledning – ligesom de andre professorer – klædt i en sort kappe og er klar til at sætte sig til højbords, det traditionsrige ’high table’.
Et middagsselskab, hvor universitetets ansatte og studerende to gange om ugen kan invitere gæster på en 4-retters menu med udsøgte vine serveret af et hurtigløbende personale. For at der ikke skal herske tvivl om det akademiske hierarki, sidder de kappeklædte professorer ved langborde, som er hævet 10 centimeter over til de studerendes borde.
