Natten før vi skal i rummet, sker noget uventet. Et vandrør på vores hotel er gået i stykker, og vi har kun varmt – nærmest kogende – vand i vandhanerne. Vi skal have vores sidste bad og blive fuldstændigt fri for bakterier, så vi ikke bringer smitte med op på rumstationen. Men det er umuligt at gå i bad. Jeg prøver at holde ud at stå under bruseren, det er afsindigt varmt. Jeg ved ikke, hvor de henter det fra, men pludselig kommer folk ind i badet med store spande fyldt med koldt vand. Der bliver sat tre spande foran mig. Tanken er, at jeg skal stå under bruseren og hælde koldt vand over mig, så det bliver blandet med det varme. Det virker aldrig helt godt, og det bliver et trist sidste bad.
Da jeg er færdig og får tørret mig, kommer min læge ind. Han tager prøver fra min krop med små vatpinde. Bagefter skal jeg desinficeres. Han rækker mig håndklæde efter håndklæde fyldt med sprit. Hver gang fortæller han mig præcis, hvad jeg skal gøre for at fjerne bakterier og undgå ubehagelig svie fra spritten.
Til sidst kommer et af de mindre glorværdige øjeblikke i en astronauts karriere, nemlig tarmudrensningen. Vi får den for at undgå, at vi bruger ‘det store toilet’ i Sojus-fartøjet. Jeg får stukket en slange op bagi, sprøjtet varmt vand op i tarmen og bliver bedt om at holde det inde så længe som muligt.
Sergej havde i forvejen understreget kraftigt over for mig og Aidyn, at vi skulle sørge for at gøre det ordentligt. Det ville lugte helt forfærdeligt, hvis vi skulle af med andet end urin i Sojus, der ikke er meget større end en telefonboks, og hvor man ikke bare kan lufte ud. Så under tarmudrensningen prøver jeg at holde vandet i mig, så længe jeg kan.
