Foto: Henrik Egede-Lassen

Forsker: Det er ikke de indfødte, der er primitive

Dybt inde i en regnskov på Borneo lever penanerne – et nomadisk folk, der jager med pusterør og kan lære os en hel del om, hvordan mennesket er blevet til, og hvad religion også kan være. Men man skal skynde sig, hvis man vil have en lektion, for folket kan snart være fortid. I næste uge udkommer en bog, som religionshistorikeren Mikael Rothstein har arbejdet på i 10 år.

Mikael Rothstein parkerer i en let, silende regn sin lille blå bil foran sit rækkehus i Albertslund. Vi går ind og sætter skoene, inden vi fortsætter op ad trappen til første sal. På afsatsen står et terrarie med en skildpadde, som (får jeg senere at vide) har fulgt ham i mere end 41 år. Vi går ind i arbejdsværelset, et ikke særlig stort rum, der er fyldt ud med et skrivebord og tungt lastede bogreoler. Her sætter vi os på hver sin stol.

Og så forsvinder vi ind i Borneos regnskov.

Det varer ikke længe, før vi begynder at tale om fugle.

»Som du ser her«, siger Rothstein og peger på en halv meter fuglebøger i reolen bag sig, »så har jeg en ornitologisk åre«.

På en hylde står i øvrigt en udstoppet måge og en skovsneppe, og lige til højre for mig er udstillet en overdådigt spraglet fjerprydelse, som engang har siddet på en brasiliansk indianer. Og det var sådan set fuglefjer, der første gang førte religionshistorikeren Mikael Rothstein til den regnskov, som er årsagen til, at vi sidder her.

Han og fotografen Henrik Egede-Lassen skulle for ti år siden i forbindelse med en udstilling om fjer og kultur på Zoologisk Museum finde et sted med mennesker, der havde noget særligt kørende med fugle. Fotografen foreslog at rejse ind i regnskoven i den del af Malaysia, der ligger i det nordvestlige hjørne af Borneo og hedder Sarawak, ’Næsehornfuglens land’.

De to danskere ville finde penanerne, et lille folk, der lever som nomadiske jæger-samlere. Det vil sige, kun nogle få hundrede af dem lever stadig sådan. Af flere årsager er det en uddøende livsform.

På det tidspunkt havde Mikael Rothstein i årtier studeret nye religioner og religiøse bevægelser og var blevet en kapacitet på området, men nu trængte han til kaste sig over et nyt emne. Han snusede lidt til indfødte folk på Hawaii og til nogle indianere i Brasilien. Det var fint nok. Det fængede bare ikke for alvor.

Men penanerne fængede.

Foto: Henrik Egede-Lassen

»En ting er, at folk kan være eksotiske og bo på den anden side af Jorden og have fjer i hatten. Men penanerne lever i ganske små grupper og er i permanent bevægelse. Det giver grundlæggende andre måder at være menneske på«, siger Mikael Rothstein.

Desuden opdagede han en fundamental forbindelse mellem mennesker og fugle. Fuglene findes alle vegne i penanernes myter og ritualer.

»Men det afgørende er, at penanerne tager varsler af fugle«, forklarer Rothstein.

»De iagttager fuglenes flugt og deres lyde og udleder betydningen af det. Oraklet opstår så at sige spontant ...«.

Tag nu den langnæbbede edderkoppejæger. En sjælden fugl, der i små ryk kan flyve baglæns, og som spiller en vigtig rolle i peanernes religion. Alt efter om denne fugl kommer flyvende fra højre mod venstre eller fra venstre mod højre, alt efter om den siger den ene eller den anden lyd, så kan det betyde: Stå stille, slå lejr her, gå først videre efter solopgang, skynd dig videre i den og den retning eller pas på, fare forude, gå hellere i dén retning.

»Fuglen aner det ikke. Den flyver bare rundt og gør det, den nu gør. Men mennesker kobler sig på fuglens biologi og former deres adfærd efter det. De fletter sig sammen med nogle andre arter. Det er altså ikke som bondemanden, som har magt over koen og malker den eller slagter den, når det passer ham ...«.

Foto: Henrik Egede-Lassen

Den kristne pestilens

Men hvorfor er det så interessant, at nogle indfødte på Borneo indretter deres liv efter, hvordan fuglene – og andre dyrearter, men især fuglene – gebærder sig?

»Jeg tror, det sker for at sikre en form for vilkårlighed i den menneskelige adfærd«, siger Mikael Rothstein.

»Vi mennesker er jo rationelle væsener, så lad os forestille os, at vi opdager, at der falder en masse frugter ned henne ved det der træ, og vildsvinene – som vi elsker at skyde, fordi de smager så godt – de lever af de frugter og kommer hele tiden hen til træet. Så hvad gør vi? Vi gemmer os naturligvis derhenne med vores pusterør, og så skyder vi grisebasser til den store guldmedalje. Og æder os tykke og fede ...«.

Du mener, at de bruger fuglevarsler til at lede sig selv væk fra grisebasserne, så de ikke skyder dem alle på én gang?

»Ja, nemlig. Det er et system, der forhindrer penanerne i en rationel adfærd, som i sidste ende er irrationel. Det er det mest hensigtsmæssige for overlevelse på lang sigt«.

Bruger de bevidst fuglene til dette formål?

»Nej, det er en form for kulturel og biologisk tilpasning, og det er selvfølgelig kun en teori. Men vi kan se, at i det øjeblik penanerne bliver overbevist om at forlade deres gamle religion og blive kristne, så er det første, de gør, at skyde alle de dyr, de kan komme i nærheden af. Til sidst er de nødt til at tage til købmanden og købe mad«.

Det er ikke et tilfældigt eksempel, Mikael Rothstein her giver.

En af truslerne mod de nomadiske jæger-samlere er de kristne missionærer, som med stigende succes får overbevist penanerne om, at den kristne gud er den eneste rigtige. Flertallet af de i alt omkring 9.000 penanere bor nu fast i landsbyer, og de fleste har ladet sig kristne.

»Missionærerne siger til dem: Det, I har, gælder ikke. Det er helt forfærdeligt, uhyggeligt og modbydeligt. Nu skal I gøre, som vi siger, for I er dyr, umennesker, hvis ikke I ændrer jer ...«.

Når først penanerne er blevet kristne, må de opgive deres gamle livsform, for den passer simpelt hen ikke til kristendommen. Missionærerne vil have dem i skole, så de kan lære at læse Bibelen, de vil have dem i kirke om søndagen, for nu bare at nævne et par af de ting, der er uforenelige med at være nomade.

»Når man snakker med penanerne om, hvad deres kristendom indebærer, så siger de: Vi behøver ikke længere at lytte til fuglene. Overånden Jesus beskytter dem mod alle de andre ånder, som ellers ville blande sig, hvis ikke de lyttede til fuglene. Og vi slipper for at komme i ilden, siger de. Fordi deres store rædsel er, at de skal brænde evigt i Helvede ...«.

Foto: Henrik Egede-Lassen

Det begyndte med et myggestik

Vi taler lidt om den myg af arten Aedes egypti, som under hans seneste rejse til Borneo for tre år siden plantede denguefeber i Mikael Rothstein. Tropesygdommen fik hans hud til at skalle af og satte ham mere eller mindre ud af drift i et års tid. På en måde var det på grund af denne myg, at han kom i gang med at skrive den bog, som netop er ankommet fra trykkeriet.

Feberen fik ham til at standse op og tænke, at han nok også havde skrabet så meget materiale sammen, at han lige så godt kunne komme i gang. ’Regnskovens religion’, hedder bogen, med undertitlen ’Forestillinger og ritualer blandt Borneos jæger-samlere’.

Du har skrevet en tyk bog om en meget lille gruppe mennesker?

»Det kan man roligt sige. En lille gruppe mennesker, som alle i øvrigt er fløjtende ligeglade med«, tilstår Rothstein.

»Som religionshistoriker er det jo min opgave at prøve at forstå, hvorfor og med hvilke konsekvenser mennesker producerer religion. Hvad pokker går det her mærkelige fænomen ud på?«.

De kulturformer, som er allermest skrøbelige og ved at forsvinde - sådan nogle som penanernes - er de allerældste og de allermest succesfulde. De har holdt i 200.000 år!

Og det er du nødt til at rejse dybt ind i Borneos regnskov for at finde ud af?

»Øh ja ... Grunden til, at jeg har suget mig ind i regnskoven, er jo ...«, siger han og tager fat på at forklare, hvad der er helt afgørende for ham, »det er jo – jeg bliver lige svimmel hver gang, jeg tænker på det – at vores arts historie måske er 200.000 år gammel. Og i hele homo sapiens’ historie har vi levet som small scale, nomadiske jæger-samlere ...«.

Først for cirka 10.000 år siden begyndte nogen at eksperimentere med landbrug, og først inden for de seneste årtier lever flertallet af Jordens mennesker i byer.

»Det vil sige, at det, som er almindeligt for os, i det store perspektiv er fuldstændig spritnyt! Uprøvet og et gigantisk eksperiment! Og de kulturformer, som er allermest skrøbelige og ved at forsvinde – sådan nogle som penanernes – er de allerældste og de allermest succesfulde. De har holdt i 200.000 år!«.

Foto: Henrik Egede-Lassen

Men kan vi lære noget af de der penanere?

»Ja! Vi kan lære, at vi ikke skal være så sikre på os selv«, siger Rothstein.

»Vi synes jo, det er os, der har skudt papegøjen. Vi er tilbøjelige til at kigge tilbage i tiden og sige: Ah, endelig er det blevet sådan, som det bør være. Vi er nået i mål. Men det er en grundlæggende forkert måde at tænke på«.

Hvorfor det?

»Fordi det ligesom forudsætter, at kulturer bevæger sig fra lavere former til højere. At der er en slags orden i verden, som betyder, at vi hele tiden gør fremskridt. Der er ingen tvivl om, at vi rent teknologisk gør fremskridt. Men spørgsmålet er, i hvilket omfang vi kan tillade os at kalde det en succes, når vi tænker på, at vi i dag slås med overbefolkning, klimaproblemer, forurening, våben, der kan slå os alle ihjel ... Hvor stor en succes er vi egentlig, hvis vi måler det mod en periode på 200.000 år?«.

Så penanerne indretter sig med andre ord, så det ikke er nødvendigt at smadre eller opbruge naturen?

»Ja, men nu får du det til at lyde, som om de er romantikere, der har sagt til sig selv, at uha, nu skal vi passe på naturen, fordi den er så skøn, så skøn. Sådan er det ikke. De har bare sagt til sig selv: Hvis jeg også vil have mad i morgen, er det smartest, at jeg gør sådan og sådan. Det er en pragmatisk, kulturel tilpasning til det nødvendige ...«.

Det lyder heller ikke videre romantisk at ligge i skoven på en bastmåtte i halvanden meters højde og blive bidt af alle mulige mærkelige dyr?

»Nej, men det er nu ikke værre end ...«.

End at bo i et rækkehus i Albertslund?

»Ja, hvor der er fest hos naboen, og det larmer, og man synes, det er irriterende ...«.

Hvor meget kender de der 200 mennesker egentlig til civilisationen?

»Ja, se ...«, begynder Rothstein og lægger an til en irettesættelse: »Jeg er modstander af det begreb. Når du siger ’civilisationen’, siger du jo også, at disse mennesker ikke har civilisation. Og jeg sidder jo lige her og fortæller, at de har et samfund, der faktisk hænger sammen!«.

Gamle penanere har vanskeligt ved at forestille sig, at verden kan strække sig mere end et par dagsrejser væk. De bruger det samme ord for ’skoven’ og ’verden’, og det er ikke så underligt, siger Rothstein.

»Man skal se for sig en penanmand, der – før verden gik af lave – kravler op i det højeste træ og kigger sig omkring. Han ser kun broccoliregnskov, så langt øjet rækker. Han kravler ned igen og går i to dage. Så kravler han igen op i et træ og ser stadig kun broccoli. Skoven er verden«.

Men når man klatrer op i dag, ser man vel mest fældede arealer og mænd med motorsave og store maskiner?

»Ja, og længere fremme vil du se oliepalmeplantager kilometer efter kilometer efter kilometer«, siger Mikael Rothstein og giver et hurtigt sammendrag af den økologiske katastrofe, som er godt i gang med at forvandle Borneo, som for blot 50 år siden var næsten helt dækket af regnskov, til noget, der mange steder ligner en ørken.

Foto: Henrik Egede-Lassen

En kosmologi falder fra hinanden

Med regnskoven forsvinder penanernes mulighed for at leve som nomadiske jæger-samlere. Deres liv er vævet uløseligt sammen med skoven.

»Penanernes grundopfattelse er fundamentalt anderledes end vores. De deler verden med dyrene og med de døde og med ånderne og med alt muligt andet halløj. De er til stede i den samme verden på samme tid, men under forskellige vilkår«, siger Rothstein.

Hvilken funktion har ånderne?

»De holder sammen på verden. De sætter normer for menneskers etiske omgang med hinanden. De skaber opmærksomhed om verden, så den ikke er ligegyldig. De giver ting struktur. I det hele taget forstår man bedst religion som ét stort klassifikationssystem, et system, der ordner og strukturerer verden ved at hælde kategorier og begreber ind i den ... Og ånderne er en meget vigtig brik i den proces«.

På et tidspunkt spurgte Mikael Rothstein en penan, om der også fandtes ånder i Danmark.

»Altså, hvis du spurgte en kristen, om Gud også gælder i Malaysia, så ville vedkommende sige: Ja, uden tvivl, han dækker det hele. Men så siger den her fyr: Det ved jeg ikke, jeg har jo aldrig været hjemme hos dig. Det må du da vide. Men hvis du ikke har set dem, så er de der nok ikke ...«.

Nogle vil kalde penanerne et primitivt folk, som tror på ånder og andet hokuspokus. Kan man overhovedet kalde det religion?

»Jamen, hvis vi har med mærkelige ritualer og forestillinger om ånder at gøre, og steder man må komme og ikke må komme, og noget, man skal og noget, man ikke skal, for ellers falder himlen ned om ørerne på en og alt det der ... Det plejer vi jo at kalde religion. Hvad skal vi ellers kalde det? Og primitive er de bestemt ikke!«.

Du skriver i din bog, at du hos penanerne for første gang står over for en religion, du føler, du forstår. Hvorfor det?

»Ja, det er lidt svært at forklare. Som religionshistoriker har jeg været igennem, jeg ved ikke hvor mange hundrede forskellige religioner. Og jeg har altid tænkt, at når det kom til stykket, så kunne jeg kun forholde mig til det intellektuelt, jeg kunne ikke mærke det«, siger Rothstein.

»Men når man så sidder midt i regnskoven og kan mærke iglerne gnave i ens kød, og man hører de der cikader hele natten, og man kigger ned, og det rumsterer lidt under ens platform, så er man til stede i et miljø, der kalder på opmærksomhed eller kalder på, at man sanser og føler anderledes, end når man er på besøg hos en eller anden menighed, sidder til et foredrag hos Scientologi eller noget andet. I hvert fald har det for mig været anderledes ...«.

»Og når man så bliver præsenteret for deres religiøse forestillinger og religiøse adfærd, som i alle henseender kobler sig på den fysiske, kropslige, sansemæssige erfaring, man gør sig, når man er i skoven, så bliver tingene meningsfulde ...«.

Det lyder som den rene idyl derude i regnskoven. Folk er enormt søde og skyder aldrig giftpile i hinanden, kun i dyrene ...?

Penanerne er det mindst voldelige folk, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Og det er alle enige om, det er ikke noget, jeg bare siger

»Det er ikke den rene idyl. Men penanerne er det mindst voldelige folk, jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med. Og det er alle enige om, det er ikke noget, jeg bare siger. Konfliktniveauet blandt nomadiske jæger-samlere af denne type er meget, meget lavt. Man går hver til sit i stedet for at slås. Vold er uhørt. Man er ydmyget, hvis man tyr til vold«.

Desuden er penanernes samfund det mest pandekageflade, Rothstein kender til. De har ingen høvding, men lytter til dem, der har noget at sige.

Og de har rørt ved noget i ham, indrømmer den garvede religionshistoriker. Jeg beder ham om at uddybe, hvad det for eksempel er, der rører ham, og han fortæller om engang, han stod sammen med en gammel penan og kiggede ud over regnskoven.

»Et sted nede i bunden af skoven kan man høre gibbonaberne råbe til hinanden. Og så siger han: De savner hinanden ... Men så går der et øjeblik, og han kigger over en anden bjergkam, og så siger han: Jeg kan ikke kende det mere. Og så er det, fordi der har været tømmerhugst ... Det er den der kontrast mellem den verden, han er vokset op i, og den verden, der er ved at forsvinde. Det er jo en kosmologi, der falder fra hinanden, en verdensorden«.

»Og der er ikke noget alternativ«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce