Hans forældre var frivillige før ham, og selv har han været frivillig hele sit liv. Allerede som 16-årig var Børge Hansen kustode på det lokale museum. I dag er han formand for museumsforeningen.
Lige nu står han i Bork Vikingehavn, der er en af museets afdelinger, og taler med Kurt Hundebøl, der også er frivillig. For blot få dage siden var vinden stadig varm. Nu bider den lidt i kinderne. Kurt Hundebøl står nede i en langbåd, der knager lidt, mens bådens lange flade bund rokker op og ned i vandet. Han står med let spredte ben, så han kan holde balancen, mens han fjerner de tunge sten fra bunden af båden, der normalt får den til at ligge roligt. Stenene skal op på land, og det samme skal skibet, for ny is og træbåde går ikke særlig godt sammen. Kurt Hundebøl får ikke en krone for at hjælpe.
Det her er ikke et billede på Danmark, men på Ringkøbing-Skjern. Et særligt sted, hvor 57 procent af beboerne udfører en eller anden form for frivilligt arbejde. Det er flere end de generelle 46 procent i Vestjylland. Og markant flere end de gennemsnitligt 38 procent i resten af landet.
Normalt er meget af det arbejde, man beskæftigede sig med i vikingetiden, besværligt. At tække huse, bygge både, slå reb. Det er tidskrævende. I vikingetiden var materialer dyre og arbejdskraft billig. Derfor var det meste arbejde professionaliseret. I dag er det arbejdskraften, der er dyr, og det er et problem.
