Reykjavik er en oprigtigt grim by, skønt omgivet af majestætisk natur. De få huse i byens centrum, der kunne have haft et oprindeligt, historisk præg, er tildækket af skingre butiksfacader. Resten ligner resultatet af et tilfældigt terningekast, hvad enten firkanterne er betongrå eller moderne elementbyggeri. Her, som så mange steder i klodens periferi, har ingen iderig byplanlægger været i nærheden af tegnebrættet. Discount-funktionalisme, planetens svøbe, dominerer.
Hvis Reykjaviks indbyggere forsvandt i en askesky i morgen, ville der ikke være noget Pompeji tilbage, blot en skrammelplads for moderne arkitekturs værste synder.
Intet ser ud til at være bygget for at vare. Midlertidigheden er måske også en tilståelse midt i denne ubønhørlige natur. Vi er her kun på besøg, synes Reykjavik at sige, en teltlejr på en kraterrand. For 1200 år siden havde intet menneske sat sin fod her. Og om 1000 år er der måske kun et fodaftryk tilbage i et stykke størknet lava.
Byens vartegn, Hallgrímskirkja, var undervejs i 43 år og stod først færdig i 1986. Den er støbt i beton og symboliserer ikke så meget kristendommen som troen på dens afløser, den robuste modernitet, der helst så verdens fremtid skrevet i cement. Nu kun 30 år efter færdiggørelsen, slår betonen sprækker, fortæller chaufføren på vej fra lufthavnen i Keflavik. Kirkens ene fløj smuldrer, det lækker gennem tårnet. Kirkeklokken ruster og er blevet stum. Så længe varede fremskridtets bombastisk proklamerede evighed. Et par årtier.
