Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Nuclear Security Summit/AP
Foto: Nuclear Security Summit/AP

Mysteriet om politiets ordre i Tibetsagen: »Tag flaget fra dem, kom«

Det er ikke hver dag, statsmagten glemmer grundloven. Men det skete ved flere kinesiske statsbesøg, hvor politiet fratog demonstranter deres tibetanske flag. Men hvem stod bag ordren? Og hvorfor løj de om det? Nu begynder kommissionsundersøgelsen af skandalen.

Sara Berthou stod i menneskemængden på Christiansborg Slotsplads, da kortegen med de sorte limousiner gled forbi. Den unge ph.d.-studerende fandt sit tibetanske flag med den gule sol i midten frem. Netop som bilen med Kinas præsident, Hu Jintao, passerede, fik hun øjenkontakt med statslederen.

»Der går nærmest kun sekunder, fra jeg har løftet flaget, til der kommer flere politibetjente løbende imod mig. Det virker voldsomt«, husker hun.

En betjent trak hendes flag ned og sagde, at »det flag skal væk«.

»Det er da ikke ulovligt«, forsøgte Sara Berthou.

»I dag er det«, svarede betjenten og beordrede demonstranten og hendes kæreste til at forføje sig.

Det var fredag 15. juni 2012, og Kinas præsident, Hu Jintao, var på officielt statsbesøg i Danmark. Han var selve årsagen til, at Sara Berthou stillede sig op for at demonstrere. Hun kender tibetanere gennem sin interesse for meditation og mener, at Kina begår overgreb mod Tibets befolkning.

Andre aktivister oplevede det samme. Der var adskillige beretninger om betjente, der konfiskerede flag, og politibiler, der spærrede for lovligt anmeldte demonstrationer mod styret i Kina.

I et nærmest profetisk læserbrev i Politiken sammenfattede Sara Berthou problemet 6 dage efter Hu Jintaos besøg:

»Det centrale spørgsmål er (...) om politiet overskred deres magtbeføjelser, eller om de ligefrem havde fået direkte ordre til at krænke helt almindelige danskeres rettigheder«.

Spørgsmålet er nu kernen i den skandale, som ’Tibet-sagen’ har udviklet sig til. Det står klart, at betjentene i deres adfærd over for demonstranter flere steder i København overtrådte to paragraffer i grundloven: retten til ytringsfrihed og retten til at demonstrere.

En alvorlig sag, hvis man spørger Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia:

»Ytrings- og forsamlingsfriheden er rettigheder, der ikke kan ofres af hensyn til udenlandske gæsters subjektive grænser for acceptable ytringer. Ligesom danske politikere må finde sig i kritik og demonstrationer på dansk grund, gælder det også udenlandske«, siger han.

Men var det blot enkelte betjente, der i misforstået tjenstlig iver gik for vidt? Eller handlede de efter ordre fra deres overordnede?

Daværende justitsminister Morten Bødskov (S) svarede første gang Folketingets Retsudvalg i august 2012: Ingen politifolk med ledelsesansvar havde givet ordre til, at demonstranter ikke måtte være synlige for gæsterne, forsikrede han i et åbent samråd.

Men svaret byggede på oplysninger fra Københavns Politi, der var forkerte. I de følgende tre år blev løgnen gentaget i flere svar, der stammede fra Københavns Politi, men passerede både Rigspolitiet og Justitsministeriet, før skiftende justitsministre serverede dem for Folketinget.

Chefer i Københavns Politi spillede med på den falske melodi, da de afgav forklaring i Københavns Byret og Østre Landsret.

Først i løbet af nogle hektiske døgn i september 2015 blev historien pillet fra hinanden. Sagen var så alvorlig, at justitsminister Søren Pind (V) umiddelbart efter iværksatte en undersøgelse. På torsdag indleder Tibet-kommissionen sine afhøringer, der skal besvare flere centrale spørgsmål:

Stammede ordren til betjentene alene fra chefer i Københavns Politi, eller kom den fra et sted højere oppe i magtpyramiden? Og hvem vidste og medvirkede til, at både Folketinget og domstolene blev ført bag lyset?

Kinas præsident havde længe haft en stående invitation fra dronning Margrethe om at komme til Danmark, og nu var Hu Jintao på vej. Det var kæmpestort, ikke mindst for dansk erhvervsliv, for Kina er et gigantisk marked.

Betjente fjernede Tibet-flagene fra demonstranter, da Kinas præsident besøgte Danmark. Kilde: Jens Conrad-Petersen

Tidligere havde der været knas på linjen mellem København og Beijing, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2009 modtog Tibets åndelige leder, Dalai Lama, til et besøg i den officielle residens Marienborg. Handlingen blev tolket, som om Danmark anerkendte Tibet som et selvstændigt land og Dalai Lama som statsoverhoved.

Den slags straffer kineserne kontant, og Løkkes omfavnelse af lamaen blev forsøgt løst med en omstridt verbalnote, der slog fast, at Danmark er modstander af et selvstændigt Tibet.

Hvor vigtig Kina er for danske virksomheder, viser et enkelt tal fra forberedelserne til Hu Jintaos besøg: Ved en ceremoni forventede Udenrigsministeriet, at der ville blive underskrevet aftaler til 18 milliarder kroner.

En minutiøs forberedelse af besøget gik derfor i gang med Udenrigsministeriet, Statsministeriet, Kongehuset, Politiets Efterretningstjeneste og Københavns Politi som de vigtigste aktører.

Udenrigsministeriets opgave var at mødes med deres kinesiske modparter og bringe deres ønsker angående arrangementet videre. Kineserne var ifølge Udenrigsministeriets referater stærkt optaget af særligt to ting:

At præsident Hu Jintao ikke skulle »tabe ansigt« under besøget. Det handlede om, at »præsidenten og hans delegation får et klart indtryk gennem program, protokol og form af, at de bliver behandlet så fint og godt som nogen anden gæst på dette niveau«.

Præsidenten kunne med kinesiske øjne også tabe ansigt, hvis han i København blev konfronteret med demonstranter, som protesterede mod Kinas behandling af Tibet eller mod den hårde medfart, som medlemmer af Falun Gong-bevægelsen lider under.

Politiken har fået aktindsigt i dokumenter fra forberedelserne, hvor både Udenrigsministeriet og PET gentagne gange gengiver de kinesiske synspunkter. Men ingen steder bliver det oversat til et ønske om, at dansk politi skal holde demonstranter og deres Tibet-flag ude af præsidentens synsfelt.

Men da dagen kom, og Hu Jintao kørte i kortege gennem København og sejlede forbi Langelinie i kongeskibet, skete det alligevel. Demonstranters beretninger om, hvordan de blev frataget flag, frihedsberøvet eller fjernet med magt – mange af dem understøttet af fotos og videooptagelser – blev flere og flere.

I løbet af sommeren stævnede seks demonstranter Københavns Politi for ulovlig frihedsberøvelse. Under sagen blev en vicepolitiinspektør, en politikommissær og en vicepolitikommissær spurgt, om der var givet en central ordre til, at politiet skulle fjerne alle tegn på demonstrationer fra præsident Hu Jintaos synsfelt. Alle tre benægtede eksistensen af en ordre.

Intet at komme efter

Samme budskab viderebragte Morten Bødskov, da han i august 2013 blev kaldt i endnu et samråd. Den daværende justitsminister sad tilbagelænet og kiggede gennem sine uindfattede briller på Enhedslistens Pernille Skipper, der for anden gang rejste spørgsmålet om politiets behandling af demonstranter ved kinesiske besøg.

»Der tegner sig unægtelig, set fra Enhedslistens og Dansk Folkepartis side, et mønster af, at man gerne vil skærme officielle besøgende mod kritik; måske til fordel for nogle handelsaftaler og for at pleje et godt forhold«, begyndte Pernille Skipper, der blev bakket op af sin umage politiske makker i Tibet-sagen, DF’s udenrigsordfører, Søren Espersen.

Morten Bødskov afviste blankt, at der var noget at komme efter. Ligesom under samrådet et år tidligere henviste han til den grundlovfæstede »ret til både at forene sig, at ytre sig og til at forsamle sig«:

»Det er politiske frihedsrettigheder, som regeringen anser for at være helt grundlæggende og afgørende elementer i ethvert demokratisk samfund, og som regeringen derfor også vægter meget højt«, læste justitsministeren højt af sit talepapir.

Han redegjorde for de forskellige episoder med tibetanske demonstranter og sagde, at Københavns Politis indsats blev »tilrettelagt under behørig hensyntagen til såvel delegationens sikkerhed, herunder færdselssikkerheden, som til eventuelle demonstranters ret til at udøve deres demokratiske rettigheder til at forsamle sig og ytre sig«.

Det var politiet, som på »egen hånd havde planlagt afviklingen af det kinesiske besøg«, tilføjede Morten Bødskov:

»Hverken jeg eller nogen andre i Justitsministeriet eller Udenrigsministeriet har blandet sig i politiledelsens beslutninger om, hvordan den politioperative indsats i forbindelse med besøget skulle organiseres og tilrettelægges. Og som jeg også har været inde på, afviser Københavns Politi klart, at det har været et element i den udarbejdede strategi at ville skærme den kinesiske delegation for synet af demonstranter«.

Den kritiske konsulent

Hvad justitsministeren tilsyneladende ikke vidste var, at hans egen embedsmand lige til højre for ham ved samrådet var begyndt at blive loren ved politiets officielle forklaring. For nylig kunne Radio24syv afsløre, hvordan embedsmanden, konsulent Anne Berg Mansfeld-Giese, advarede to af sine chefer i Justitsministeriet mod problemer.

I en mail fra sommeren 2013, som nogen har lækket til Radio24syv og har fået Tibet-kommissionen til at indgive politianmeldelse for muligt brud på tavshedspligten, skrev konsulenten til sine foresatte, at Justitsministeriet kunne få svært ved »fuldt ud at forsvare og stå på mål for politiets ageren«.

Baggrunden var, at ministeriet havde modtaget »mange henvendelser med beskrivelser af politiets mere eller mindre hensigtsmæssige adfærd over for de personer«, der ønskede »at tilkendegive deres støtte til Tibet«. Ud fra »en umiddelbar betragtning tyder meget på, at politiet har været lovlig hurtigt ude med henstillinger og påbud«:

»Vi mener derfor, at det vil være nyttigt og øge ministerens mulighed for at komme gennem samrådet betydeligt, hvis Københavns Politi kommer med en eller anden form for indrømmelse, og vores tanke er, at vi relativt hurtigt skal have fat i Rigspolitiet og TFO (Thorkild Fogde, politidirektør i København, red.) herom«, skrev Anne Berg Mansfeld-Giese til sin daværende afdelingschef i Justitsministeriet.

Det er stadig uvist, om konsulenten fik noget svar på sin mail fra nogen højere oppe i hierarkiet. Til gengæld lader embedsmænd i Rigspolitiet til at have været utilfredse med, at Anne Berg Mansfeld-Giese spurgte ind til sagen. Da hun for anden gang bad om at få uddybet uenigheden mellem politiets og demonstranternes forskellige version af sandheden, blev det øjensynligt for meget for sagsbehandleren i Rigspolitiet.

Sagsbehandleren indrømmede i en mail over for sin afdelingschef i Rigspolitiet, at »der er ret stor diskrepans mellem udlægningen i klagerne og i det, Københavns Politi havde registreret« om demonstrationerne mod Kina. Men hvad stillede politiet op med spørgsmålene fra embedsmanden i Justitsministeriet?

»Kan du ikke prøve at forklare hende, at hun nu må stoppe sin egen lille private efterforskning? Det er ikke godt at rode ministeren/ministeriet ind i detaljer, der i løbet af behandlingen af klagesagerne kan vise sig ikke at være helt korrekt/præcise«, skrev afdelingschefen i Rigspolitiet tilbage til sagsbehandleren i en mail, som Radio24syv også har haft adgang til.

»Hvis det bliver nødvendigt, bistår jeg gerne med at forklare hende (venligt naturligvis ...), at festen stopper hér«, tilføjede afdelingschefen videre.

Det blev dog ikke nødvendigt, for der blev indgået en form for ’kompromis’ med konsulenten i Justitsministeriet, der holdt inde med sine kritiske spørgsmål. I stedet viderebragte Morten Bødskov få uger senere politiets officielle version i Folketingets Retsudvalg: at ordensmagten på ingen måde »ville skærme den kinesiske delegation for synet af demonstranter«.

Året efter blev politiets falske melodi gentaget i endnu et åbent samråd. Nu var det Mortens Bødskovs afløser, Karen Hækkerup (S), der forsikrede Retsudvalgets medlemmer om, at der ikke var »givet nogen instrukser om, at politiet skulle forhindre demonstranter i at fremvise tibetanske flag endsige fratage dem flagene«.

Siden blev Socialdemokratiets nuværende formand, Mette Frederiksen, udnævnt til justitsminister og afsang ligesom sine to forgængere den falske melodi over for Retsudvalget.

Alt roligt på Højbro Plads

Den borgerlige regering nåede kun at sidde et par måneder, før justitsminister Søren Pind også skulle redegøre for Tibet-sagen over for Retsudvalget. Her lød beskeden endnu en gang, at Københavns Politi ikke havde udstedt nogen generel instruks om at fratage demonstranterne deres flag under de kinesiske statsbesøg.

Men i løbet af september 2015 tog begivenhederne pludselig fart. Københavns Politi havde konsekvent nægtet at udlevere lydoptagelserne med politiets radiokommunikation under de kinesiske statsbesøg. Men det blev de pålagt af Østre Landsret, og båndene gav mildest talt politiet et forklaringsproblem. Blandt andet kan man høre, hvordan en betjent får denne besked: »Tag flaget fra dem, kom«.

Radiokommunikationen trak også tæppet væk under politiets forklaring om, at der havde været optræk til ballade ved Højbro Plads og Christiansborg Slotsplads, som Kinas præsident kørte forbi i bil.

»En broget flok asiater og danskere, flag og balloner ... Alt roligt. 4 golfer (politiets mandskabsvogne, red.) er kørt ind foran demonstrationen«, kunne man høre en betjent meddele fra Højbro Plads.

I klagesagen mod politiet stadfæstede Østre Landsret, at en demonstrant ulovligt var blevet frihedsberøvet. Samtidig slog dommen fast, at vidneforklaringer, radiokommunikation og tv-klip »samlet viser«, at politiet »udfoldede bestræbelser på at hindre personer i at holde det tibetanske flag op, så det var synligt for den kinesiske præsident«.

Desuden gjorde dommeren en dyd ud af at nævne, at Københavns Politi – »trods et tydeligt foto« – ikke kunne identificere politifolkene, der havde tilbageholdt demonstranten.

Et par dage senere stillede tre menige betjente sig frem i deres eget fagblad og fortalte, at ledelsen i Københavns Politi udmærket kendte deres navne. De forklarede, at de havde fået direkte besked på at fjerne tibetanske flag.

Eller som en af dem udtrykte det:

»Det var en ordre oppefra. Og vi bad om at få den gentaget, fordi det ikke var helt i overensstemmelse med grundlovens rettigheder«.

Om det var betjentenes udtalelser, der fik dominobrikkerne til at vælte, er uklart. Men i hvert fald indgav Københavns Politidirektør, Thorkild Fogde, få dage senere en anmeldelse til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Den gik på, om nogle af hans ansatte havde overtrådt loven ved af afgive urigtige oplysninger til brug for skiftende justitsministre.

Samtidig måtte politiet indrømme over for Justitsministeriet, at der fra begyndelsen havde eksisteret en skriftlig operationsbefaling fra 13. juni 2012 om, hvordan den kinesiske præsidents besøg skulle håndteres. Det gør der altid i forbindelse med statsoverhoveders besøg, og ifølge en central kilde er det højst ejendommeligt, at ingen i Justitsministeriet eller den øverste politiledelse øjensynligt insisterede på at se instruksen?

Operationsbefalingen er et alenlangt dokument, erfarer Politiken, men i teksten kan man blandt læse, hvordan kineserne ifølge PET »ikke er bekymret for præsidentens sikkerhed under opholdet i Danmark, men det er meget afgørende for dem, at »de ikke taber ansigt« ved konfrontation med demonstrationer eller lignende«.

I instruksen får betjentene også besked på at sikre, at »evt. demonstranter ikke kan ses fra eskorten og objekter, ligesom de ej heller skal have mulighed for at bringe sig i en position, som er synlig fra escortruten og objekter«.

Med andre ord: En klar ordre om at sørge for, at den kinesiske præsident ikke blev konfronteret med Tibet-tilhængere.

Det er en dybt alvorlig sag at lyve over for Folketinget og retten. Og da der nu var »rejst betydelig tvivl om, hvorvidt de tidligere afgivne oplysninger har været fyldestgørende og korrekte«, så justitsminister Søren Pind ingen anden udvej end at nedsætte Tibet-kommissionen. For som han skrev til Retsudvalget:

»Forløbet har bl.a. resulteret i, at Folketinget igennem længere tid er blevet bibragt oplysninger, som nu ser ud til at være urigtige«.

Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia har svært ved at mindes en mere betændt sag end den, myndighederne er blevet fanget i:

»Det er selvfølgelig alvorligt, at der bliver grebet ind i borgernes grundlovssikrede rettigheder. Men når man efterfølgende systematisk og gentagne gange lyver om forløbet frem for at lægge sig fladt ned og erkende, at man gik for vidt, går vi fra bekymrende til en skandale«, siger han.

Rigets mægtigste

Tibet-sagen har allerede fået følger for flere ledende politifolk i Københavns Politi, der som en direkte konsekvens er blevet flyttet til andre stillinger og kredse. Imens fortsætter Den Uafhængige Politiklagemyndighed sit arbejde med at afhøre og undersøge næsten 400 ansatte fra politidirektøren og nedefter for tjenestemisbrug og pligtforsømmelse. Undersøgelseskommissionen i Søborg skal inden for de næste par år opklare og skrive en beretning om, hvilken rolle tidligere ministre, topembedsmænd, PET-chefer og politidirektører spillede. På forhørslisten er en lang række af rigets mægtigste mænd og kvinder, og flere kan nå at komme til.

Både Morten Bødskov og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har på forhånd afvist at kende noget til den lovstridige instruks om at tage flagene fra demonstranterne. De øvrige hovedvidner henviser til, at de først vil udtale sig i Tibet-kommissionen.

Mens der tegner sig et klart billede af begivenhederne ved i alt tre kinesiske besøg, er det uvist, hvem andre end Københavns Politi, der har noget i klemme. Der findes flere mulige forklaringer fra den mest konspirationsteoretiske til en kulturkløft og kæderække af misforståelser ikke mindst mellem Udenrigsministeriet og politiet.

Eller sagt på en anden måde: at diplomatiet opbyggede en stor forventning om, at intet måtte gå galt under særligt den kinesiske præsidents besøg, og at politiet tog opgaven for bogstaveligt og i farten kom til at glemme grundloven.

Ligesom i tidligere politiske skandaler kan forsøget på at dække over løgnen dog meget vel gå hen og blive det mest alvorlige for de implicerede.

En rygende pistol

Det var Enhedslistens Pernille Skipper, der først rejste Tibet-sagen i Folketinget. Hun har svært ved at forestille sig, at der ligger en »rygende pistol«, hvor en minister eller departementschef udsteder en decideret ordre.

»Personligt hælder jeg mest til, at embedsværket har holdt ministrene i bevidst uvidenhed. Men efter flere samråd og utallige skriftlige spørgsmål skal man være godt dum som minister, hvis man ikke har fattet, at der var noget alvorligt galt. Det var så åbenlyst og systematisk ved flere kinesiske statsbesøg, at demonstranter blev frataget muligheden for at vifte med tibetanske flag«, siger hun.

Dansk Folkepartis Søren Espersen betegner sagen som »dybt alvorlig, for det er grundloven, vi er inde at røre ved«:

»Selvfølgelig skal vi passe godt på vores gæster. Det gør man ved alle statslige besøg. Men der er intet farligt ved en T-shirt, hvor der står Free Tibet, eller ved et tibetansk flag. Når man lukker for folks mulighed for at ytre sig for at tækkes den kinesiske præsident, er det helt galt«.

I demonstranten Sara Berthous tilfælde er der ingen tvivl om forløbet, for hele optrinnet ved Christiansborg Slotsplads blev foreviget på video. Alle kan selv se, hvordan politiet tog hendes tibetanske flag og førte hende bort:

»Samtidig var der kinesiske flag, som der ikke blev grebet ind over for. Så jeg fik sådan en fornemmelse af, at det var fuldstændig planlagt«, siger hun i dag.

Hvor planlagt, det skal Tibet-kommissionen nu opklare.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden