Foto: Nanna Navntoft /NANNA NAVNTOFT

»Det er døden at stå stille. Se bare på parholdet i romanen. De går rundt som zombier i grænselandet mellem liv og død«

Familier søger tryghed i at skabe fælles fortællinger, men de skal udfordres, mener Josefine Klougart. Det er nødvendigt at insistere på sine egne fortællinger for at overleve. Hun udgiver en af dem, sin nye roman 'New Forest', netop nu.

Josefine Klougart er kun 31 år, et langt liv ligger sandsynligvis forude.

Hendes hund, den sort-hvide spaniel Molly, farer rundt på de nylagte plankegulve, og hun ville, hvis ellers hun havde modet, forsvare sin ejer med livet.

Det er så banalt, men ikke desto mindre en foruroligende indsigt: Min virkelighed er ikke din virkelighed

Plankegulvene ligger i en lejlighed, som forfatteren for nylig og ved et svineheld fik lov at købe af et dødsbo et sted nær Christianshavns Vold.

Derfor er det her, forfatteren kan tage imod for at tale om sin nye 700 sider lange roman ’New Forest’. Bogen lægger sig i forlængelse af et forfatterskab, der skabte opmærksomhed fra første bog. Fremtiden synes altså at være bristefærdig af løfter.

Alligevel er døden et af de motiver, den unge forfatter vender tilbage til igen og igen. I sine tanker og i sine bøger.

Og spørger man Josefine Klougart, er der faktisk kun to temaer, døden og kærligheden, det er værd at beskæftige sig med som forfatter.

»Allerede som barn var jeg optaget af døden, og jeg kan huske, at jeg som tiårig spekulerede meget på, hvorfor samfundet ikke falder sammen, når vi som individer lever med visheden om, at det hele skal tages fra os? Hvordan kunne folk stå op og tage på arbejde hver dag, som om intet var galt. Grundvilkårene var – og er – jo ganske horrible«.

Vi skal et stykke ind i samtalen, før vi når til tankerne om døden som menneskets og litteraturens alvorlige klangbund, men det er ikke første gang, vi taler om den indimellem afgrundsdybe alvor, der præger den unge forfatter. Forud for mødet på Christianshavn har jeg fundet et interview i en svenske avis, hvor Klougart forklarer, at hendes alvor somme tider synes at have større klangbund i Sverige end i Danmark.

»Noget af det spændende ved at blive oversat er at se den indfarvning, læsningen af bøgerne har i forskellige litterære offentligheder og traditioner. På den måde kan jeg se, at man i Sverige tit har endnu større følsomhed eller ligefrem forkærlighed for melankolien i romanerne«.

Lukket inde med et lig

Forfatterens nye roman fokuserer på tre kvinder. En pige, en ung kvinde og en ældre kvinde, og de forsøger hver især at frigøre sig fra de mytologiske fortællinger, som mennesker skaber, hver gang de indgår i sammenhænge med andre.

Hovedsporet handler om den unge, kvindelige forfatter med et krakelerende kærlighedsliv. Spor nummer to fortæller om en ung pige, der som voksen rejser tilbage til området ’New Forest’ i det sydlige England for at genbesøge et erindret sted. Svarer det til hendes egen erindring og historierne i familien? Tredje spor handler om en ældre kvinde, der isolerer sig i hjemmet med liget af sin netop afdøde mand, og ikke engang børnene bliver lukket ind.

»Vi har som alle andre kulturer stærke ritualer forbundet med overgangen mellem livet og døden. Når et menneske dør, gør vi dem i stand, vi vælger salmer og synger dem ud, og vi inviterer mennesker, de har kendt. På den måde åbner den nære familie rummet omkring den afdøde, man åbner i konkret forstand sit hjem eller sin sorg, men man åbner også for andres fortællinger om den døde. Fortællinger, som familien måske ikke engang har kendt. Eller som man har fortrængt, fordi de ikke passer ind i familiens større fortælling. Når den ældre kvinde lukker sig inde med liget af sin mand, er det at insistere på retten til at være i sin sorg som sin mands kæreste. Hun tager afsked med ham som hans elskede og ikke først og fremmest som børnenes mor. På den måde kommer det også til at handle om myten om moderskabet. Min bog kredser om, hvordan man bryder myter op, så man undgår at blive kvalt i dem«.

Foto: NAVNTOFT NANNA

Hvor er det, myterne spiller en rolle for to unge og deres ulykkelige parforhold?

»Allerede før kærligheden egentlig er brudt ud, ser de konturerne af en fortælling, de kender, de ser deres møde gennem et håb eller en idé om den kærlighed, der skal være for livet. Som skal rumme børn, og som på en måde skal redde dem fra sig selv ved at løfte dem ind i et liv som voksne mennesker, som en far og en mor med den bestemmelse og mening, der skal ligge i det. Men i stedet for at blive løftet ind i den vision bliver deres forhold en form for ulykke, og mens vi ser dem ødelægge hinanden langsomt, ser vi konturerne af den drøm og den kærlighed, der antændte drømmen til at begynde med – og det er ulykken, der bliver en klassisk tragedie. Der vil aldrig være nogen sejrherrer, forstår vi, der vil kun være sårede tilbage«.

Josefine Klougart ser sine unge hovedpersoner som nogle, der er i et forhold, som slår revner fra første øjeblik. De opdager for sent, at de forholder sig til nogle myter, de måske kun har forholdt sig til i et splitsekund, da forholdet begyndte.

»Nogle gange forfalder vi til de simple fortællinger, fordi de komplekse er for smertefulde. Det er de komplekse fortællinger, der tydeliggør det vilkår, at der ikke findes rigtige eller forkerte beslutninger. At man ikke kan følge en manual for det gode liv, ikke engang et godt råd fra en ven kan man sætte sin lid til. Og så er det, man finder sig selv tilbage ved det grundvilkår, de fleste af os gør meget for at fortrænge – at vi står alene«, forklarer Josefine Klougart.

Forfatteren opfatter sin roman som et frigørelsesprojekt, om vigtigheden af at man – om man er barn, yngre eller gammel – finder modet til at tage myterne op en for en og se på, om de nu også passer med den virkelighed, man oplever at stå midt i, og med det liv, man reelt har lyst til at leve; i parforholdet, i familien, med sine søskende.

»De fortællinger, der bliver myter for os, postulerer indirekte at være vigtigere eller stærkere eller sandere end andre fortællinger. Myter er fortællinger, der er slebet til, så de præsenterer et forenklet billede af verden, og her er det vores egen åndelige og sociale dovenskab, vi er oppe imod, for vi vil gerne falde til ro i en stabil fortælling om vores liv og vores virkelighed. Den dårlige nyhed er bare, at sådan en privilegeret fortælling ikke findes. Den er en konstruktion. At den er vigtigere end andre fortællinger, er en konstruktion«, siger Josefine Klougart og slår en latter op.

Hvad tænker du, at læserne skal have ud af de historier?

»Jeg har ikke noget klart billede af, hvad folk skal have ud af dem. Man skriver de bøger, man selv brændende behøver at læse selv. Det er i virkeligheden derfor, man skriver. Bogen er ikke skrevet, fordi jeg havde lyst til at blive dens forfatter, men når jeg læser den nu, kan jeg se, jeg havde brug for at blive dens læser. Alle tror, at det er lystfyldt at skrive, men for mig handler det om, at jeg har brug for at læse den bog, og hvis jeg ikke kan finde den på biblioteket, må jeg selv i gang og få beskidte hænder«, siger Josefine Klougart.

I krigszonen

Hun afstår fra at konkretisere, hvordan kvindernes fortællinger forholder sig til hendes eget liv, men i bogen er det ikke mindst kærlighedslivet og familielivet, fortællingerne kredser om. Som forfatter vil hun gerne pege på, at familiemedlemmer i udgangspunktet har hver sin version af de historier, som familien bygger sin identitet op omkring, men den tilstand varer sjældent ved.

Foto: NAVNTOFT NANNA

»Menneskers drift mod at være en del af et fællesskab er stærk. Der pågår hele tiden en forhandling af den fælles erindring – i parforholdet, i familien og i samfundet. Man blander så at sige personers subjektive og i øvrigt foranderlige oplevelse af virkeligheden sammen til én fælles erindring. Denne erindring bliver låst, og så har vi problemet. For når tiden går, og en datter måske selv bliver mor, vil hun uvægerligt få et andet blik på sig selv og på sin egen erindring. Det er her, familien kan blive en slags krigszone, fordi vi bliver nødt til at bryde den etablerede fortælling op, så vi kan få luft igen. Men det er et ustabilt rum, vi har med at gøre, og arbejdet med at bryde de brolagte stræk i den fælles erindring op rummer også den erfaring, at vi ikke lever i den samme virkelighed. Det er så banalt, men ikke desto mindre en foruroligende indsigt: Min virkelighed er ikke din virkelighed. Det burde ikke være sådan, men jeg tror, at mange af os føler os forladt, når nogen kommer og sætter spørgsmålstegn ved de fortællinger, vi har forstået vores fællesskaber og os selv igennem. Men vi bliver nødt til at turde nuancere disse med tiden forsimplede fortællinger, det skaber et bedre samfund og bedre liv, hvis vi tør befinde os i det opbrud, i den krigszone«.

Jeg tror, at mange af os føler os forladt, når nogen kommer og sætter spørgsmålstegn ved de fortællinger, vi har forstået vores fællesskaber og os selv igennem. Men vi bliver nødt til at turde nuancere disse med tiden forsimplede fortællinger, det skaber et bedre samfund og bedre liv, hvis vi tør befinde os i det opbrud, i den krigszone

Fortællingerne i ’New Forest’ bliver fortalt, uden at man får navne og oftest kun forbogstaver på personerne. Den unge kvinde i fortællingen har mange træk til fælles med Josefine Klougart, f.eks. de konkrete rejser som forfatter og den tidligere adresse på Islands Brygge, men forfatteren skynder sig at slå syv kors for sig.

»Kulturjournalister er, ofte på vegne af deres læsere, interesserede i virkeligheden bag fiktionen. Hele den debat er så uinteressant. Grundlæggende set kommer alt i den bog jo fra mig, men intet af det repræsenterer virkeligheden 1:1. Det er en helt anden form for sandhed, et andet liv, jeg er interesseret i. Jeg ser bogen som et forsøg på at skrive en stille, eksistentiel klang frem gennem en omhyggelig gestaltning af nogle tanker og billeder, som hidtil har været fremmede for mig selv, men som i skriften afslører en ny indsigt. Når det er det blik, du opererer med, virker spørgsmål om autofiktion eller ikke autofiktion ganske uinteressant, ja faktisk absurd.«

700 siders finpudsning

Hvad er bogen så bygget op omkring?

»Når jeg skriver, ser jeg det som et arkæologisk arbejde. Jeg skaber et stort tekstkorpus, og så starter jeg ellers med spaden«.

Du har gravet 700 sider fri?

»Ja, men mod slutningen bruger jeg en lille blød børste – som en arkæolog«.

En stor del af de tilbageværende (mange) sider handler ifølge forfatteren om, hvor vigtigt det er, at vi som mennesker – uanset alder – ikke står stille. Ikke stivner i myterne om, hvordan livet skal leves.

»Det er døden at stå stille. Se bare på parholdet i romanen. De går rundt som zombier i grænselandet mellem liv og død. Men litteraturen kan bevæge os, og på den måde bliver den en protest mod det grundlæggende forhold, at vi skal miste og dø. Litteraturen eller poesien kan ikke lære os noget nyt om verden i dén forstand. Den lader sig ikke veksle til simpel gajolindsigt og nyttig viden. Men den kan åbne for en erfaring af mening eller betydning i den verden, som – med og i et nyt sprog – bliver større og rigere, dybere. På den måde kan man sige, at poesien er et frontalangreb på døden: På den ene side sætter den mennesker i bevægelse, og på den anden side foldes verden ud for os. I al sin besværlige kompleksitet. Det kan godt være, vi ikke lever længere, hvis vi læser bøger, men hvert øjeblik kan med poesien udvides i dybden. Når en kemiker bremser lysets hastighed, er det ikke uden lighed med, hvad der sker, når en forfatter arbejder med poesi: Her er det sprogets betydningsdannelse, der trækkes ud, så vi får adgang til mere af den verden, som poesien gestalter. Kort sagt intensiverer og nuancerer poesien vores erfaringer, giver os adgang til mere liv og mere bevægelse simpelthen ved at udvide øjeblikket og lukke mere lys ind«.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce