»Hvad helvede er der galt med jer? I ligner en fucking harmonika, der er kollapset! Jeg har kunnet høre jer klage og jamre på en halv kilometers afstand!«, råber oversergent Nielsen med dirrende stemme og øjne, der er ved at springe ud af kraniet.
Hvis der er noget, ingen soldat har lyst til, så er det at have en gal oversergent på nakken. Specielt når man er træt og sulten, har gået hele dagen, og stropperne på ens forbandede rygsæk skærer sig ned i skuldrene, så det føles, som om armene snart falder af.
Det er lige præcis i den situation, de 48 værnepligtige i 1. deling fra Den Kongelige Livgarde befinder sig her og nu.
Med trætte øjne, beskidte ansigter og maver, der ikke har fået noget at spise i dagevis, ligger rekrutterne på en eller anden grussti dybt inde i Gribskov. En af dem er lige besvimet af udmattelse, og det er han ikke den første, der gør i dag. Resten af delingen benytter lejligheden til gispende at smide sig i en klump på jorden.
