Første gang Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, for alvor lagde mærke til, at der var kommet et nyt og anderledes medie til Christiansborg, var i midten af december 2006. Dansk Folkeparti fik fyret den daværende konservative forbrugerminister, Lars Barfoed. Og det blev dækket på en helt anden måde, end partiet var vant til.
»Der var lige pludselig nogen, der lavede breaking news på det og stod og ventede på gangene på os, så de kunne rapportere, mens det skete«, husker han.
Kun 14 dage tidligere – i dag for præcis 10 år siden – var TV 2’s nye 24-timers nyhedskanal, TV 2 News, skudt i luften med en ambition om at dække Danmark og verden time for time i stil med internationale forbilleder som CNN og BBC World. ’Først. 24 timer i døgnet’, lød sloganet.
Ovre hos konkurrenten DR kunne daværende nyhedsdirektør, Lisbeth Knudsen, blot se til, da TV 2 etablerede den kanal, hun længe brændende havde ønsket sig, men ikke kunne overbevise den daværende generaldirektør Christian S. Nissen om.
