I denne uge fremsatte transportministeren et lovforslag, der åbner for kontrollerede forsøg med selv-kørende biler, og hvis alt går glat, kan den første førerløse bil trille ud på en dansk vej i starten af 2018. Politiken fangede Ole Birk Olesen i minister-bilen med en chauffør.
Hvornår kommer den første førerløse bil ud i trafikken herhjemme?
»Vi håber, at lovforslaget om kontrollerede forsøg med førerløse biler bliver vedtaget inden sommerferien, og så vil der være åbent for ansøgninger. Konkret har Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune allerede meldt ud, at de vil ansøge om at gennemføre forsøg med selvkørende busser på særligt afgrænsede vejstrækninger«.
»Der er dog en række forudsætninger, der skal være opfyldt, før man får lov til at gennemføre forsøg med førerløse biler. Blandt andet skal en uafhængig ekspert – eller en assessor, som vi kalder det – gennemgå forsøgsansøgningen i detaljer og give sit bud på, om det førerløse forsøg er sikkert nok. Det skal bagefter godkendes af Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen og politiet, før jeg kan give grønt lys for et forsøg«.
