I dagslyset var der kun jagende fredløshed. I udsigten fra vinduet i den hjørnelejlighed på Istedgade, Ole Jastrau, 34 år og litteraturanmelder ved Dagbladet, som en artig borger var flyttet ind i med sin kone og lille søn. Som springbræt til afgrunden. Og i det hvide flimmer, der rejste sig af siderne i den bog, han forsøgte at læse. Det var den whisky fra i går. »Noget levende lå på lur i tingene og kunne med ét myldre frem, bølge, opløse alt i hallucination«. Det var umuligt at sidde stille. »Bare den sol snart ville gå ned«, sukkede han.
»Hvorfor det?«, spurgte Steffensen, den unge, uhøvlede digter, et ekko af Jastraus egen ungdoms rebelske jeg, som både kaldte på hans sympati og fik ham til at føle sig belejret.
»Jo, mørke, du. Det beroliger. Skal vi for resten ikke tage at gå«.
Det skulle de. Over Vesterbros Passage, forbi Frihedsstøttens obelisk, der »lyste med en farve som gammel chokolade«. Og videre ind ad Vesterbrogade med en brændende eftermiddagståge af sol hængende over tagene. Gennem en verden, Jastrau ikke kunne komme ind i. Med dens »gule, prosaiske sporvogne«, der »stille og surrende« gled af sted »med sollys flimrende i de store ruder, men stive og nøgterne mennesker, ryg ved ryg«.
