Mojn«, siger manden. Klokken er ni aften på Haderslev Katedralskole, vi siger farvel efter et foredrag.
Jeg har optrådt her en aften i marts. Efter pausen har jeg vendt kanonen og spurgt ud i salen, om der er nogen fra det tyske mindretal til stede? Det er der tilfældigvis ikke, men lysten er stor til at tale om dem, hjemmetyskerne; de tysk-sindede sønderjyder; mindretallet; kære børn med mange navne, tyskerne er en populær befolkningsgruppe.
Mojn-manden er fuld af anekdoter, også en om, hvor rige de var i Slesvig-Holsten før katastrofen i 1864: »Hvis en bondepige var til kaffe på en af gårdene og fik en splint i numsen af at sidde i sofaen, så kunne du være sikker på, at splinten var af mahogni«.
Samme sønderjyde har kun godt at sige om de tysksindede i dag, og det gælder hele salen rundt: lutter positive historier. En har lige sat sit yngste barn i en af mindretallets skoler, en anden fortæller, hvor populære de tyske børnehaver er blandt danske forældre. En tidligere lærer på katedralskolen husker de tyske elever som særligt engagerede – og det bliver ved: Positive og kun positive aktuelle historier pibler frem.
