'Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ fra 1985 er Murakamis fjerde roman. Det er en af Murakamis mest helstøbte romaner, hvor to parallelle verdener bindes sammen af papirclips, enhjørningekranier og smukke bibliotekarer, og det kan næppe blive mere murakamisk.
Haruki Murakami har siden sin debut i 1979 leget med indfaldsvinklerne i sine romaner. Hans tidligste romaner er skrevet i første person med en ung mand som den navnløse fortæller. Efterhånden som romanerne blev større, kunne de ikke bæres af en enkelt jegfortæller. I ’Trækopfuglens krønike’ suppleres jeg-personens fortælling med andre stemmer, ’Kafka på stranden’ er skrevet som to handlingsforløb i første og tredje person, og ’Efter midnat’ er skrevet i viform, hvor læseren er en udenforstående betragter.
I den tidlige ’Hardboiled Wonderland og Verdens Ende’ har Murakami valgt at skrive to parallelle handlingsforløb med hvert sit jeg som hovedperson, nemlig et formelt ‘watashi’ og et privat ‘boku’. Boku-handlingen foregår i en tidligere industriby omgivet af en mur, hvor tiden synes at være gået i stå. Watashi-handlingen finder sted i Tokyo i en nær fremtid, hvor der foregår en hektisk informationskrig.
På dansk findes der ikke to jeg'er, men jeg ville gerne formidle forskelligheden i de to verdener. Jeg har derfor skelet til den engelske oversættelse af Alfred Birnbaum, hvor ’Hardboiled Wonderland’ foregår i datid som i en kriminalroman, og ’Verdens Ende’ i nutid, hvilket nærmest får tiden til at gå i stå. På den måde kan man ligesom på japansk, når man slår op på en tilfældig side i bogen, straks se, hvilket jeg man er sammen med.
