»Syng os, gudinde, om vreden der greb Pelëiden Achilleus«, lyder den første strofe i Homers ’Iliaden’ i Otto Steen Dues oversættelse. Den europæiske kulturs første ord er vrede. Den vuggesang, der lyder ved vor civilisations begyndelse, er en hyldest til krigen. Men er det menneske, der optræder i et 2700 år gammelt græsk krigerepos også det samme som os? Er krigeren på slagmarken foran Troja ikke i overmægtige lidenskabers vold, et besat væsen, der ikke er andet end et redskab for lunefulde guder?
»Intet moderne menneske kan leve sig ind i en tid hvori krig og lykke udgør en meningsfuld konstellation. For Homers første tilhørere er de et uadskilleligt par«, skriver den tyske filosof Peter Sloterdijk i en analyse af Iliaden i sin bog ’Zorn und Zeit’.
Men Sloterdijk har tydeligvis ikke læst de soldatererindringer, der er skrevet efter hjemkomsten fra Afghanistans slagmarker. Den britiske officer Patrick Hennesy skriver i sin bog ’The Junior Officer’s Reading Club’ om nærkampens adrenalinpumpende, euforiske øjeblikke, at »de er bedre end det vindende mål i fodbold, det første kys, det triumferende øjeblik, når du omsider får trusserne af hende«. For Hennesy er krigen »den ultimative form for livsbekræftelse«.
Også moderne soldater kender til den altopslugende eufori foran Troja.
