Jens Otto Krag filosoferede i sin dagbog over udsigten til det forestående valg. Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen prægede valgkampen med deres nystiftede partier, der havde vind i sejlene, og veteranen over alle veteraner i efterkrigstidens politiske liv sukkede: »Flygtigheden forplanter sig til politik. Overfladiskheden også. Pop er trumf. Den 4. december bliver ingen kvalitetsoplevelse«.
Da resultatet af valget tonede frem på skærmene, noterede Krag:
»Skæbnedag. Den dag da stabiliteten forlod dansk politik og hvor demagogerne satte sig på de ledige pladser – grinende af hinanden og ikke mindst af dem, der har stemt på dem. Fuld af glæde over at få gode penge for at lave skæg og ballade, dårlig politik – uden ansvar. De kan ikke leve op til deres løfter siger man om Glistrup og Erhard. Men det er ikke det værste. De har aldrig drømt om at holde, hvad de lover. Og de er rede til at love hvad det skal være for at få endnu mere skæmt ud af situationen«.
Den politiske håndværker var skuffet, både over de nye partiers kynisme og over vælgernes valg. Og han var klar over, at jordskredsvalget havde forandret det politiske landskab. Den underliggende forståelse mellem de fire gamle demokratiske partier, der havde været omdrejningsakse i dansk politik siden 1930’erne, var med ét udfordret af kræfter, der ikke delte deres opfattelse af, at det var gennem gradvise reformer omkring den politiske midte, at Danmark skulle udvikles. De fire partier var uenige om mangt og meget. Men de var enige om det meste, og de delte opfattelsen af at repræsentere en fornuft, der var forankret dybt i det, de anså for Danmarks nationale interesse.
