Når hele verden i går stod i kø for at sige ord om Nelson Mandela, skyldtes det ikke mindst, at Sydafrikas første sorte præsident var så meget mere end det. Som et overflødighedshorn af værdier, karisma og humor havde han noget at tilbyde alle fra den mest skarptslebne politiske nørd til mennesker, hvis interesse for verden ellers sjældent ville række syd for ækvator.
Nelson Mandela var en Che Guevara med væg-til-væg smil, en Moder Teresa med selvironi, en Oprah Winfrey med dybde som et ocean, en John F. Kennedy, der var mere liv end legende, en Martin Luther King, der fik lov at se sin drøm blive til virkelighed.
Afrika beundrede Nelson Mandela som et frihedssymbol og en af de få ledere, som holdt fast i de idealer, der bragte ham til magten. Den rige verden elskede ham, fordi han som en Jesus-figur syntes at tilgive os et par århundreders koloniale synder i Afrika.
Som man siger i Sydafrika: Mandela sikrede det sorte flertal dets frihed efter mange års undertrykkelse. Men han gjorde mindst lige så meget for de sortes undertrykkere - det hvide mindretal - som ved landets overgang til demokrati i 1994 beholdt dets privilegier og blev befriet for den dårlige samvittighed over apartheid.
