Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Foto: MUNIR NASR

Palæstinensisk fotoarv reddet fra opløsning: »Jøderne tog alt fra os. Alt«

I årtier lå FN’s store palæstinensiske fotoarkiv på lagre og var ved at gå i opløsning. Men med dansk støtte og ekspertise er det unikke materiale nu ved at blive digitaliseret og restaureret.

Den 77-årige palæstinensiske kvinde Latife Marboo’r glemmer aldrig den dag, da israelerne kom til deres landsby og sagde, at de skulle forsvinde.

»Det var midt om natten. Pludselig var israelerne i vores landsby og råbte i megafoner, at alle skulle væk. Vi løb ned i vores lastbil og kørte af sted mod Ramle. Vi mistede alt den nat«, siger Latife Marboo’r og ser frem for sig.

»Jeg var 11 år, og jeg kan stadig huske, hvor bange jeg var«.

Det er en kold decemberdag i den lille palæstinensiske flygtningelejr Al-Am’ari i udkanten af Ramallah, og Marboo’r er pakket ind i tæpper.

»Jeg har ikke råd til gas«, siger hun og peger på den lille gasvarmer, der står på gulvet i det første af de to nedslidte værelser, hun bor i.

Efter flugten fra Al-Na’ani, en lille landsby ved siden af Ramle, kørte familien mod Ramallah, men der var forhindringer undervejs.

»Vi blev stoppet flere gange, og mange af de unge mænd i lastbilerne blev arresteret. Og de konfiskerede også de får og geder, som nogle havde taget med sig«, siger hun.

»I Ramallah sov vi de første mange måneder under et træ. Så fik vi et telt. Alle fik et telt, uanset hvor stor familien var, fik man kun et telt. Og noget mad, meget dårlig. Noget gammel dåsemad«, siger Marboo’r og forklarer, at omkring 2.000 mennesker flygtede fra landsbyen. De fleste kom enten hertil eller til Jordans hovedstad Amman.

Den palæstinensiske billedarv

Marboo'rs historie er en lille brik i fortællingen om palæstinensernes flugt. For tiden kan et halvt hundrede billeder af fordrevne palæstinensere ses på fotoudstillingen ’Den lange rejse’ i Al-Ma’mal-centeret i Østjerusalem.

Alle fotografierne er taget af UNRWA, den FN-organisation, der blev oprettet i 1949 for at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, og udstillingen er kun en lillebitte del af det enorme palæstinensiske fotoarkiv, FN’s fotografer har opbygget gennem årene.

»Der er omkring en halv million fotografier og hundreder af timers filmoptagelser. Det er et helt unikt historisk vidnesbyrd«, siger Chris Gunness, der er talsmand for UNRWA.

Samlingen er et visuelt panorama over palæstinensernes hårde skæbne siden oprettelsen af staten Israel – det, palæstinenserne kalder al-Nakba, katastrofen.

Der er billeder fra flugten i 1948-49, fra de tidlige flygtningelejre i nabolandene, så igen flugten efter Israels erobring af Vestbredden og Gaza i 1967; fra massakrerne i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Libanon i 1982 og frem til vore dage. Og samlingen bliver stadig udbygget.

»Det er et levende arkiv«, siger Chris Gunness og forklarer, at samlingen er blevet anerkendt af Unesco som et ’Memory of the World’.

En fælles arv

Indtil for kort tid siden var den enorme samling dog ikke just i god stand, og ligesom palæstinenserne selv har den levet et noget omtumlet liv.

Først blev negativerne opbevaret i Libanons hovedstad Beirut. Derfra røg de til Wien i 1982, da UNRWA’s hovedkvarter blev flyttet til Østrig på grund af borgerkrigen i Libanon. Så i 1996 gik turen tilbage til Mellemøsten, da UNRWA rykkede sit kommandocenter til Jordan.

Det meste af arkivet blev sendt til Amman og en mindre del til Gaza, hvor det indtil for nylig har ligget så hengemt, at negativerne begyndte at gå i stykker, og palæstinenserne dermed risikerede at miste et helt unikt historisk materiale.

Men ikke længere.

Udstillingen i Østjerusalem er en slags visitkort for et storstilet projekt, hvor hele fotoarkivet bliver restaureret og digitaliseret, så det bliver tilgængeligt for alle. Ikke mindst takket være Danmark, der er projektets hovedsponsor med knap tre millioner kroner. Herudover har Frankrig støttet med omkring en halv million kroner, og private palæstinensiske virksomheder og foreninger har givet over halvanden million kroner.

Ud over at være den største sponsor af projektet spiller Danmark også en central rolle i restaureringen af billederne. Arkivet fra Amman på godt 400.000 negativer er blevet overført til Det Kongelige Bibliotek i København, hvor de bliver restaureret og scannet.

Arkivet i Gaza på omkring 100.000 billeder bliver scannet og restaureret af lokale palæstinensere, mens de mange hundrede timers filmoptagelser er sendt til Paris for at blive digitaliseret og istandsat.

»Det er en meget unik samling af foto, film og videooptagelser, som UNRWA har haft liggende på deres arkiver«, siger Anders Tang Friborg, der er repræsentationschef ved den danske repræsentation i Ramallah.

»For enhver befolkning er det vigtigt at værne om den fælles historie og forstå, hvor man kommer fra. For palæstinenserne er UNRWA’s billedmateriale helt centralt. Det giver et godt indtryk af flygtningenes livsvilkår over 60 år både på Vestbredden, i Gaza og i nabolandene«.

Og ud over at redde arkivet for eftertiden håber Friborg, at det bliver en aktiv ressource for palæstinenserne fremover.

»Målet er, at samlingen bliver en levende del af den palæstinensiske historie. At den ikke er gemt væk i et mørkt rum. En del af projektmidlerne er derfor afsat til at sikre en aktiv brug af materialet. Gennem udstillinger, undervisningsmaterialer, adgang for journalister og forskere etc. Det er ikke mindst vigtigt, at palæstinensere i alle aldre får mulighed for at se billederne«, siger han

Israelsk kritik

Ifølge den danske repræsentation i Ramallah skrider restaureringsarbejdet på Det Kongelige Bibliotek planmæssigt frem.

Men i den hede Israel/Palæstina-konflikt kan selv et så tilsyneladende uskyldigt projekt som at restaurere fotografier skabe debat, og udstillingen er blevet kritiseret af Israel.

»Hvornår var sidste gang, et FN-organ rejste så mange penge og brugte så meget energi på at organisere en specifik gruppes lidelser? Svaret er aldrig«, sagde Yigal Palmor, der er talsmand for Israels udenrigsministerium, til et pressemøde i forbindelse med udstillingens åbning.

Spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninge og deres fremtid er et af de mest ømtålelige i hele Israel-Palæstina-konflikten, og UNRWA har ifølge talsmanden Chris Gunness netop derfor gjort sig stor umage med ikke at gøre udstillingen politisk.

»Billederne er valgt, så de ikke fremstiller en særlig fortælling, men er et udpluk fra hele arkivet«, siger Gunness, der blankt afviser den israelske kritik.

»Alle har ret til at forstå deres historie. Også palæstinensere. Det er en basal menneskeret«, siger Gunness.

Guldet og pengene blev glemt

Det er 65 år siden 77-årige palæstinensiske kvinde Latife Marboo’r tog flugten fra sin landsby Al-Na'ni.

»Vi havde et godt liv, før vi flygtede. Min far var bare landmand, men vi havde vores egne marker, vores eget hus. Jeg kan huske, hvordan vi plantede majs, okra, græskar, alt hvad man kunne ønske sig. Og ved høsten festede vi, sådan som vi aldrig har kunnet gøre siden«, siger hun og ser sig omkring i sit lille hjem.

»Se på dette sted. Jeg sover på gulvet, det trækker, og det hele er ved at falde fra hinanden. Selv dyr har det bedre«.

Flugten skete i sådan en hast, at Marboo’rs mor glemte sit guld og hendes far sine penge, men familien turde ikke tage tilbage.

Først efter at Israel indhentede dem igen, da den jødiske stat erobrede Vestbredden og Ramallah under Seksdageskrigen i 1967, tog Marboo’r tilbage til landsbyen.

»Der var intet tilbage. Alle husene var blevet revet ned, kun et enkelt stod tilbage på en bakketop. Hele landsbyen var blevet til en israelsk plantage. Jøderne tog alt fra os. Alt«.

Publiceret 20. december 2013

Læs mere

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce