Fra Bergman til Duras, Brøgger til Knausgård, Nils Malmros, der deler sit livs tragedie på film, og nu en ung poet og hans kontaktperson, der skriver deres forbudte affære ud. Vi er helt inde i intimsfæren, hvor kunstnere tærer på hovedstolen. Men hvordan tør de? Hvad med børnene? Ekskæresterne? Familien, der skal læse med?
»Jeg pakker ingenting ind mere, jeg pakker det ud og siger det, som det er«, skrev Lone Hørslev i digtsamlingen ’Jeg ved ikke, om den slags tanker er normale – skilsmissedigte’ fra 2009. Skilsmissedigtene vakte stor opmærksomhed. Kunstnere har altid brugt af det selvoplevede, af familiemedlemmers neuroser, stambarens særlinge, venners overhørte samtaler, kærestens barske afskedssalut. Men i øjeblikket peger pendulet i endnu højere grad end tidligere på det virkelige i fiktionen. På autofiktionen, det private og 1:1-fortællingen.
»Der har været en voldsom udvikling de seneste 20 år. Der er sket et markant ryk, med hensyn til hvordan forfattere kan håndtere det skel, der altid har været – og som stadig findes – mellem forfatter og fortæller. Alle, der går i skole, får terpet, at der er et skel mellem forfatter og fortæller, men i dag er der rigtig mange forfattere, der excellerer i at overskride den grænse«, siger Poul Behrendt, litteraturforsker på Københavns Universitet.
Han har beskæftiget sig indgående med forholdet mellem virkelighed og fiktion i nyere litteratur og mener, at skellet er i gang med at blive udvisket.
