Foto: Malthe Engelsted, KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg/KUNSTEN

»Lussinger var et praktisk redskab. De var lige ved hånden«

I morgen begynder fejringen af folkeskolens 200-års jubilæum. I hovedparten af årene har lærere tugtet skoleelever, når de skulle straffes. Selv om det var forbudt, var det alment accepteret af alle, at der blev delt lussinger ud.

Valborg Olivia Hansen husker tilbage på sin syv år lange skoletid i landsbyskolen.

»Lærerinden slog og og kneb os, så vi var både sorte, blå og grønne og gule på armene. Engang, da jeg var otte år, havde jeg skrevet brødbakke med to g’er, brødbagge, i stedet for med to k’er. Hun fik et raserianfald, så hun slog mig i hovedet, skiftevis med venstre og højre hånd, på højre og venstre side, så hovedet dinglede, og med fuld kraft i ansigtet, så næsen sprang op og blødte voldsomt og stærkt«.

Sådan beskriver Valborg Olivia Hansen sit minde om skolen i begyndelsen af 1900-tallet i en nedskrevet erindringsberetning, der i dag opbevares på Københavns Stadsarkiv.

I år fejrer den danske folkeskole sit 200-års jubilæum. I alle de år har skolen været centrum for uddannelsen af landets børn, stedet, hvor de opsamler viden og dannelse, hvor de leger med deres jævnaldrende i frikvartererne og spiser madpakker i fællesskab.

I langt de fleste af de 200 år har folkeskolen også været et sted, hvor eleverne har fået lussinger, slag, spark, pisk, stik med skarpe instrumenter og er blevet revet i håret. Et sted, hvorfra børn kunne komme hjem med blodige baller, hjernerystelse, forrevne ører, sprængte trommehinder og ømme og forslåede kinder. Nogle gange kom børnene slet ikke hjem, men blev bragt på hospitalet efter deres afstraffelse. Og enkelte gange kom de aldrig mere i skole, men blev begravet, viser overleveringerne. For eksempel den, A.P. Christoffersen, født 1891, har nedskrevet og efterladt sig på Københavns Stadsarkiv. I hans tid på Viskinde Skole i Nordvestsjælland straffede læreren en dag en klassekammerat, der ikke kunne udpege en bestemt by på kortet.

»Da tog læreren ham, løftede ham op og slog ham ned mod katederet. Det er første gang, jeg har hørt drengen skrige. Jeg og en anden kammerat slæbte ham hjem. Han blev sendt til København, men døde et par dage efter. Dette blev dysset ned«, skriver A.P. Christoffersen.

Fat fra venstre, sving fra højre

For børn har det i hovedparten af folkeskolens levetid været normalt at møde fysisk vold i skolen, ligesom det også uden for skoletid helt frem til 1997 var forældres ret at slå deres børn. Hundredvis af overleveringer fra tidligere generationer af skolebørn fortæller om, hvordan skolen og lærerne så det som deres opgave at disciplinere børn, og når de trådte uden for de regler og normer, som de voksne angav, var en lussing, et slag med spanskrøret eller det, der er værre, anset som glimrende metoder til at få barnet til at lære at makke ret.

På lærerseminariet modtog lærerne helt op i 1960’erne undervisning i, hvordan de skulle uddele lussinger til frække elever. Det husker Niels Egelund, som i dag er professor og uddannelsesforsker ved DPU under Aarhus Universitet. Han var i 1966 en 21-årig, håbefuld lærerstuderende, som »blev sendt på græs« som del af sit studie ved lærerseminariet i Odense. Egelund skulle til Gammel Hasseris Skole, hvor han skulle varetage et fuldt skema i et halvt år. Inden da lærte seminariets praktikvejleder fra sig:

»Han sagde, at nu, hvor vi skulle ud på skolerne, kunne vi komme ud for disciplinære problemer, og så gælder det om at markere sig hurtigt. Hvis man uden virkning har prøvet med det gode, kan der somme tider være en fordel i at bruge det onde, det vil sige at stikke eleven en på skrinet, sagde vores lærer. Så lærte han os, hvordan vi gjorde det. Hvis offeret sad ned, skulle vi sige: Rejs dig op. Hvis han stod op, skulle vi sige: Stå ret. Så skulle vi tage fat i kinden på venstre side og svinge den højre hånd. Fordelen ved at gøre det på den måde var, at eleven ikke kunne dukke sig, så man risikerede at ramme øret og skade det«.

Egelund var ingen slagsbror og havde på daværende tidspunkt aldrig slået nogen. Men det kom han til på Gammel Hasseris Skole, hvor han skulle være gymnastiklærer for skolens mest uvorne 8. klasse. Lidt af en udfordring for den 21-årige lærerstuderende, der aldrig havde interesseret sig for sport og da slet ikke boldspil og heller ikke var helt skarp i reglerne. En dag i en af timerne kom han til at dømme et indkast i stedet for et hjørnespark. Da de kom ind i omklædningen, protesterede eleverne mod den forkerte kendelse ved at skrige alt, hvad de kunne. Når den ene løb tør for luft, overtog den anden. Det blev ved i en evighed, sådan føltes det i hvert fald, husker Niels Egelund.

»Jeg tænkte, at nu måtte jeg gøre, som min praktiklærer havde lært mig. Så gik jeg hen til den forreste elev, der sad og skreg, og så råbte jeg ind i hans ansigt: »Rejs dig op! Stå ret!«. Han rejste sig op. Så tog jeg fat i kæben og stak ham en på skrinet. Der blev stille som på en kirkegård. Og de makkede ret i flere uger«, siger Niels Egelund, der flere gange siden måtte give elever »en på skrinet«.

»Det havde en fantastisk effekt. Dermed ikke sagt, at det er noget, vi skal genindføre, men der var et overraskelsesmoment i det, som havde en rigtig god virkning«, siger han.

Prygl som redskab

Lussingerne faldt på alle danske skoler. Men faktisk blev de forbudt helt tilbage ved folkeskolens fødsel. I 1814 udstedte kong Frederik VI fem anordninger, der blev grundlaget for folkeskolen, som vi kender den i dag. I anordningerne blev undervisningsretten og -pligten for første gang slået fast.

Anordningerne lægger også rammer for lærernes fysiske afstraffelse af eleverne i en særlig ’instruktion for lærerne’:

»Han må aldrig tillade sig at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem eller bruge skældsord imod dem«, står der. Dog er der undtagelser:

»De børn, som er under 10 år, har han desuden ret til at straffe med et lidet ris, de større børn med en tynd tamp uden knuder«. Senere, i 1860, blev det i en skrivelse fra ministeriet slået fast, at læreren kunne benytte et spanskrør i stedet for et ris.

Siden 1814 var det altså forbudt ved lov, at lærerne lagde hånd på eleverne. Virkeligheden så anderledes ud, fortæller skolehistoriker Ning de Coninck-Smith, der er medredaktør på fembindsværket ’Dansk skolehistorie’, der udkommer i år i anledning af skolens 200-års jubilæum.

»Det gode spørgsmål er, hvordan det kan være, at man har forbudt lussinger i 1814, og at antallet af lussinger, der alligevel er blevet stukket ud, er så stort, at vi slet ikke har tal på det. Jeg tror, der er flere forklaringer«, siger hun.

»Man ville ikke have, at der blev givet lussinger, for læreren risikerede at slå øret, og det kan give ørebetændelse, og ører og trommehinder kan blive slået i stykker, og det er der mange eksempler på er sket. Men lussinger var et praktisk redskab. De var lige ved hånden, og du skulle ikke hente et eller andet redskab for at give eleven sin straf. Desuden har børnene i stor udstrækning foretrukket at få en lussing frem for at få en eftersidning, og ofte har de fået valget. Hvis de tog en lussing eller fik med spanskrøret, var det overstået med det samme. Både børnene og deres forældre har haft en interesse i, at straffen blev klaret i skoletiden, for forældrene skulle bruge dem til arbejde efter skoletid, og derfor var eftersidninger ikke specielt populære blandt forældre og børn«, siger skolehistorikeren.

»Prygl har jo været en del af lærernes disciplinerings- og opdragelsesredskaber. Det var sådan, det forventedes, at en lærer fik respekt blandt kollegerne. En ordentlig lærer kan slå en ordentlig næve, sådan var det. Især som mand«, siger Ning de Coninck-Smith.

Ny opfattelse af vold mod børn

Det var da heller ikke sådan, at magthavere og ansvarlige ikke kendte til, at skolebørnene fik lussinger, selv om det egentlig var forbudt. Det vidner blandt andet en artikel på forsiden af dagbladet Nationaltidende i 1927 om. Her erkender daværende undervisningsminister Jens Byskov fra Venstre, at »lussinger er forbudt i skolen siden 1814«. Alligevel var der god grund til at prygle børn, siger ministeren med øverste ansvar for skolerne i artiklen:

»Jeg tror, at de prygl, børnene skal have, bør de have som små, at der er nogen mening i det tilsyneladende meningsløse ord, at ’de prygl, et barn får, glemmer det aldrig’. De prygl, der gives, før barnet er tre år, kan bedst forsvares, fordi der ofte i den alder kun er denne ene vej til at komme i kontakt med barnet«.

Og i en bog til lærerstuderende, ’Praktisk skolegerning’, fra 1933 forklarer forfatterne vigtigheden af at slå eleverne. En lærer, der ikke slår sine elever, »gør sig skyldig i pligtforsømmelse, såfremt han af slaphed eller fejhed undlader at revse et barn, som efter hans overbevisning har tugtelse behov«.

Set fra vore dage virker afstraffelserne af skolebørn voldsomme, umenneskelige, foragtelige og forkerte. Men en anden historiker, der har forsket i skolens historie, Anette Faye Jacobsen fra Institut for Menneskerettigheder, minder om, at opfattelsen af både vold og børn har ændret sig med tiden.

»Hvis man straffede børn i dag, ville det virke meget mere voldsomt, fordi børnene ikke forventer det. Men jeg er ret sikker på, at den fysiske afstraffelse har virket disciplinerende, og at børnene blev mere lydige og rolige. Der er dog også mange beretninger om børn, der har oplevet det som angstskabende at få prygl, og tidligere brugte man også den ekstra ydmygelse at straffe børnene foran alle de andre elever. Men der har været perioder, for eksempel med de store årgange i 1950’erne, hvor man kunne have én lærer til omkring 40 børn, og der kunne det let blive kaos, hvis man ikke kunne bruge de midler«, siger Anette Faye Jacobsen.

En af dem, der oplevede pryglene, var Annekristine Hoffmann, der begyndte i skole i 1960. På hende havde afstraffelserne ikke den store disciplinerende virkning. Heller ikke selv om hun fik dem at føle på egen krop utallige gange i sin tid på Gerbrandskolen på Amager.

»Det virkede ikke på mig. Nej, det virkede faktisk modsat for mig. Jeg var selvfølgelig bange for at få et par på kassen og var rædselsslagen for nogle af mine lærere, men samtidig var der en rebel i mig«, fortæller hun. Den værste omgang prygl, hun kan huske, stod en mandlig lærer for. I dag husker Annekristine Hoffmann, der er 60 år, ikke navnet på læreren, eller hvilket fag hun havde ham i.

»Jeg kan heller ikke huske, hvor gammel jeg var, da det skete. Men det har været i de små klasser, for jeg var ikke særlig høj. Vores lærer var forsinket, så vi stod ude på gangen og ventede på ham. Man skulle stå i to rækker, stå stille og tie stille, og det kunne jeg aldrig, det kan jeg stadig ikke. Jeg havde ikke set læreren komme, men lige pludselig fik jeg en syngende lussing, så min tinding røg ind i en stikkontakt. Dengang var kontakterne lavet med sådan nogle små dimser, der stak ud, og min tinding bankede ind i den«.

»Vi kom ind i klassen, og jeg sad og græd, fordi det gjorde ondt. Så fik jeg en lussing til, fordi jeg forstyrrede undervisningen. Jeg kan huske, at en af pigerne gav mig sit æble, fordi det var synd for mig. Så blev jeg sendt ned til skolens sygeplejerske, og hun sendte mig hjem, det vil sige, at jeg måtte gå over på fritidshjemmet og vente, til min mor kom hjem fra arbejde. Det viste sig, at jeg havde fået en hjernerystelse og måtte blive hjemme fra skolen i en uge«.

Andre gange, for eksempel når hun kom for sent i skole, blev hun sat til vægs sammen med de andre lømler, som gårdvagten tildelte lussinger, inden de blev sendt ind til time.

»Jeg oplevede det som noget voldsomt. Hver gang. Det var meget ubehageligt og også nedværdigende. Der var altid andre, der så det, og man skulle sørge for ikke at græde. Man skulle lade, som om man var ligeglad for ikke at gøre det endnu mere pinligt. Sådan var det jo bare dengang. Jeg har indtryk af, at lærerne følte, det var deres ret«.

En enkelt gang klagede Annekristine Hoffmanns mor over en lærers voldsomheder, og læreren fik en reprimande af skoleinspektøren. Som voksen har Annekristine Hoffmann en enkelt gang oplevet, at hendes egen søn fik en ’nød’ – et gok oven i hovedet – af en lærer.

»Der gav jeg læreren et møgfald. Der er ingen, der skal slå mine børn. Jeg ved jo, hvor slemt det er at blive slået, og hvor dårligt man har det fysisk og psykisk bagefter. I dag tænker mange nok, at det kun var ham lektor Blomme, der var sådan, men for os var det hverdag«.

Det var det også for Jørgen Grandt, der gik i 8. klasse på Østrigsgades Skole på Amager i vinteren 1956-57. Særligt klasselæreren uddelte jævnligt øretæver, husker Jørgen Grandt. Særligt en episode står tydeligt i hans erindring.

Det var den vinterdag, da den første sne var faldet, og efter skoletid kastede 10-12 drenge sig ud i kåd sneboldkamp uden for skolen. Nogle af sneboldene landede helt inde i pigernes skolegård, og det fik konsekvenser.

»Næste morgen havde en kollega fortalt vores klasselærer om den grimme handling. Vi var 8-10 drenge, der fik kollektiv afstraffelse«, fortæller Jørgen Grandt. Drengene blev kaldt ind i den klasse, hvor læreren underviste, og her fik de alle en syngende lussing. Lærerens højre hånd mod børnenes venstre kind. Den dag i dag, 50 år efter, kan Jørgen Grandt stadig høre lussingernes høje smæld for sig.

»Vi kastede aldrig igen sne ind hos pigerne. Men vi lavede meget andet ballede. Vi var børn, drenge, vi kunne ikke sidde stille med foldede hænder hele tiden. Men jeg synes da, det var forkert, at man brugte lussinger. En voksen mand på 30-50 år skal da slet ikke stikke lussinger ud på små børn. Så må de hellere give en svedetime«, siger Jørgen Grandt.

Trægt klagesystem

Med årene voksede modstanden mod den korporlige afstraffelse, blandt andet i takt med at arbejderbevægelsen vandt frem. Peter Sabroe, der var journalist, borgerrettighedsforkæmper og socialdemokratisk folketingsmedlem, var med til at tage hul på diskussionen, da han på Folketingets talerstol i 1910 opfordrede kulturministeren til at forbyde brugen af spanskrør »på alle danske børns vegne og på tusinder af hjems vegne (...) virkelig at gøre skridt til, at dette modbydelige torturinstrument kommer ud af skolen«.

I årevis havde det været naturligt at slå børn, men nu begyndte der at blive sat spørgsmålstegn ved det, fortæller Anette Faye Jacobsen.

»Ligestilling og individualisering vinder frem, og man begynder i stigende grad at mene, at det enkelte menneske skal respekteres, og det gælder også børn. Synet på barnet ændres til, at barnet i højere grad skal beskyttes, også mod vold. Det er også en faktor, at vi begynder at få færre børn, og derfor bruger man mere tid på at tage sig af det enkelte barn. Det er klart, at hvis du har fem-ti børn, kan du ikke give samme omsorg, som hvis du kun har tre«, siger hun.

En gang imellem kom der klager fra forældre, der mente, at læreren var gået for langt i sin afstraffelse. Men det var undtagelsen, og som regel havde klagerne ingen nævneværdige konsekvenser, fortæller Ning de Cininck-Smith, der har forsket i klagesagerne.

»Der har altid været nogen, der klagede, men der kom ikke noget som helst ud af det. Efter grundloven og det spirende demokrati kom der lokale skolekommissioner og kommunalbestyrelser, og der begynder at komme formaliserede klageforløb. Men i forhold til, hvor mange millioner børn der er gået igennem skolen siden 1814, er antallet af klager forsvindende lille«, siger hun.

Det bliver København, der har sine egne regler, der går forrest i 1952. I august indføres der en ny ordensregel i kommunens skoler: »Legemlig straf er ikke tilladt i nogen form«, står der. Men som bekendt bliver den nedfældede regel ikke overholdt ude i skolerne, hvor der stadig falder både lussinger og slag med spanskrøret på de uvorne elever som Annekristine Hoffmann på Amager.

Professor: Stram op

Først i 1967 blev der sat et punktum, som gør en forskel. 14. juni vedtager Folketinget bekendtgørelse om fremme af god orden i skolerne, som slår fast, at »Legemlig straf må ikke anvendes«. Og selv om der nok er faldet lussinger i skolen siden da, er tiden nu forbi, hvor lærernes vold mod eleverne var anset for at være god opdragelse. I dag er læreres straf af elever nærmest blevet så bandlyst, at det er skadeligt, siger Niels Egelund.

»Som jeg ser det, er skolen nødt til at have nogle sanktionsmuligheder. Vi fik afskaffet revselsesretten i skolen, og så kom den moderne progressive pædagogik, som siger, at du kun må belønne, men aldrig straffe. Det går altså ikke. Man er nødt til at have nogle sanktioner. Vi er nødt til at lære elever i skolen, at dårlig adfærd kan have en konsekvens«, siger han.

Det er ikke kun de urolige elever, adhd-børn eller børn, der tidligere blev sendt på specialskoler, men nu bliver inkluderet i skolen, som har brug for at mærke konsekvenserne af deres forkerte handlinger, mener Niels Egelund. »De, der får lov til at diskutere alting derhjemme, og som ikke er indstillet på at lystre en ordre, er ofte de værste. Man er nødt til at lære dem helt konsekvent allerede fra børnehaveklassen, at de ikke kan regne med, at alting går efter deres hoved«.

Stod det til læringsprofessoren, blev flere elever sat til at rydde op på skolen med pedellen efter skoletid, hvis de har lavet ballade. Reglerne giver også mulighed for at placere en elev i en anden klasse eller – for de større elevers vedkommende – bortvisning i op til en uge. Også i vore dage er der mange muligheder for at straffe elever, og skoler og lærere bør bruge dem oftere, mener professoren.

»Nogle vil synes, det er helt forfærdeligt, men jeg synes, der er behov for at stramme op. Vi har behov for at få gjort noget ved dette her«.

Fortællinger om straf i skolen

Vores lærerinde var frygtelig, tænk, hun tæskede os småpiger. Jeg havde tabt en maske på strikketøjet, fik en lussing så jeg faldt om. En af kammeraterne trak hun i øreflippen, så den blev revet løs så blodet løb hende ned ad halsen. Jeg turde ikke sige det hjemme, jeg vidste far ville blive rasende og stille på skolen, og måske var hun så blevet endnu mere ond mod mig. Hver morgen sad sidekammeraten og jeg med hinanden i hånden og hviskede: »Bare hun ikke kom i dag«.

Rigmor Larsen, født 1896, Charlottegades Betalingsskole, København

Vi havde en klasselærer, en rigtig sadist, han hev os i håret i nakken, det kaldte han 'at plukke høne'. Skoletavlens indfatning, trærammen det lange stykke, blev brugt til afstraffelse, drengens udstrakte hånd holdt han fast med venstre hånd, og med højre hånd tildelte han slag indvendig i drengens hånd. Han kunne lade en dreng stå i lang tid oppe ved katedret bøjet med hovedet mod gulvet. Hvis drengen ikke gav undskyldning, eller ville gentage hvad læreren sagde, fik han lov at stå timen ud i bøjet stilling. Når han sad ved katedret kunne han lægge drengen over sine knæ og ”plukke høne” på ham. Han slog drengene med knyttet hånd bag i hovedet eller nakken, det kaldte han et 'gys'.

Valdemar Henningsen, født 1901, Matthæusgades Skole, København

Jeg glemmer aldrig da jeg gik i 2. klasse. Jeg var uheldig at lande på to mælkeflasker ude i skolegården og fik derved pulsåren skåret over. Efter 9 dages fravær og ringe kraft i min skrive- og regnehånd, men i bedring, glædede jeg mig til at komme i skole. Jeg blev mødt med en kraftig lussing af min lærerinde, med spørgsmål om, hvorfor jeg ikke havde lavet mine regnestykker?

Søren Lund, født 1953, Markedsgade Skole, Randers

Jeg mindes en dag, at læreren bad en dreng komme op til sig, og bad ham vende sig om, hvorefter læreren med et kraftigt spark på drengens bagdel sparkede ham ned langs skolebænkene, så han derved fik flere skrammer.

Adolf B. Pedersen, født 1887, københavnsk kommuneskole

2. klasse. Drengene havde lavet et nummer med læreren. Han blev rigtig gal og sagde, at vi alle skulle straffes med en lussing, hvis drengene ikke meldte sig. Så blev vi stillet op i en række ved tavlen og først fik halvdelen af klassen en lussing. Da der stadigvæk ikke var nogen der meldte sig, fik den anden halvdel en lussing, drenge og piger. Der var en hel 2. klasse som sad og snøftede. Mine forældre havde aldrig lagt hånd på mig. Fra den dag af hadede jeg skolen og jeg stolede ikke på nogen mere. Jeg kunne tude her 60 år efter.

Edith Melse, født 1946, Markedsgade Skole, Randers

Der er en oplevelse, som jeg den dag i dag aldrig har glemt. En lille kammerat kunne ikke gentage et ord rigtigt, så lærerinden blev rasende, løftede hende op i hendes lange fletning, lod hende dumpe ned på gulvet, og gav hende et par øretæver, så hun faldt skrigende om på gulvet. Engang havde jeg skrevet ”jeg skal Hjem”, hjem med stort, hvor det skulle være med lille, den fejl lavede jeg kun den ene gang, idet lærerinden satte sig på kanten af bordet, og bankede det ind i mit lille hoved med kridt, så jeg blev helt øm.

Marie Jensen, født 1894, Kapelvejens Skole og Hans Tausensgades Skole, København

Når jeg skulle have en lussing, sagde læreren: ”Tag brillerne af!”, underforstået så jeg kan give dig en lussing. Men jeg tog ikke brillerne af og troede, at så ville han ikke slå mig, men nej, læreren slog og mine briller gik i stykker. Jeg turde ikke komme hjem og fortælle, at jeg havde været uartig, og fandt så på en løgn om brillerne. Der var ikke mange penge derhjemme, så det var en stor udgift med nye briller. Da jeg engang fortalte sandheden derhjemme, fik jeg en lussing af min stedfar.

Steen Severinsen, født 1951, Nyvangsskolen, Randers

Mine erindringer om skolen starter godt med en god modtagelse og en dejlig uvoldelig klasselærer, som desværre forlod skolen efter 1. klasse. Stor var glæden, da han vendte tilbage i 3. klasse. Men lige så stor var chokket, da han var som forvandlet: Hidsig og voldelig. Volden bestod mest i voldsomme ryk/løft i ørerne, undertiden så hårdt at der kom blødende revner ved ørets hæftning under øreflippen.

Johannes Steensgaard, født 1947, Østre Skole, Viborg

Inspektøren kom op i klassen med et tykt spanskrør og det kan nok være drengen blev mishandlet, han blev ved med at mishandle slog ham både over hænderne, hoved, hals. Vor flinke lærer ville flere gange standse inspektøren i mishandlingen, men det skulle han nok selv bestemme, når han ville holde op med at banke drengen, til sidst kunne drengen ikke røre sig mere, men så sparkede inspektøren til drengen og gav ham et vandfad vand i hovedet. Da han kom til sig selv, så han frygtelig ud, blodunderløbne striber overalt.

Edmund Anker Gjerløv, født 1885, Husumgade Skole, København

I første klasse havde vi skoleinspektøren en enkelt gang som vikar. Han opdagede da at et par af mine kammerater sad og sammenlignede deres nye fantomringe, som de havde købt i legetøjsbutikken nede i byen. Han kalder min kammerat op til sig og stikker ham en serie syngende lussinger med skiftevis den ene og den anden hånd, som får hans hoved til at ligne en boksebold. Min kammerat er fuldstændig rødflammet bagefter og nærmest i chok. Vi var alle dybt chokerede.

John Maul, født 1948, Søren Møllers Gades Skole, Randers

Publiceret 2. februar 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce