Den før så dominerende skønlitteratur er forsvundet fra Ruslands samfundsliv. Og de unge bliver heller ikke undervist i den. Det viser en helt ny, endnu ikke offentliggjort sociologisk undersøgelse. Næsten 40 procent læser slet ikke.
Litteratur er traditionelt en ekstremt stærk kultur- og identitets-, ja sågar statsbærende – ikke blot kunstart, men institution i Rusland. Både den enkelte og statsmagten definerede sig i sovjettiden ud fra litterære scenarier, typer og konkrete personer i den klassiske eller sovjetiske litteratur. Især efter at religionen og kirkens ritualer, helgener og billeder, som tegnede det gamle russiske samfund, var undertrykt og kriminaliseret. Litteraturen var en erstatning og afløser for religionen. Og litteraturkritik erstattede samfundskritik. Derfor, når litteraturen mister sin prestige og sit tag i befolkningen, og når den ikke længere underkastes kvalificeret og lidenskabelig (om end ideologisk hæmmet) kritik, ja, så vækker det nærmest panik i det intellektuelle Rusland.
»Ruslands litterære kultur ligger i ruiner! Den bliver simpelt hen ikke givet videre til den unge generation. Vi ser et brud på alle planer: De unge har heller ingen historisk erindring, de kan ikke forholde sig til for eksempel stalintiden. Fortiden forekommer dem uvirkelig. De humanistiske værdier, intelligentsiaen levede efter, først og fremmest modstand mod vold, har ingen interesse. Og intelligentsiaen findes ikke mere. Med den gamle generations bortgang kommer der et tomrum, en kløft, som udarter sig til kynisme. Det er den, vi kan aflæse sociologisk«.
Den 67-årige Lev Gudkov leder Ruslands mest kendte og respekterede sociologiske institut, Jurij Levadas Analyse Center i Moskva. Hans lille kontor med det obligatoriske overfyldte skrivebord ligger på en gang, der bringer mindelser om sovjettidens videnskabelige institutter. Men analysecentret har dog noget at prale af: Det har til huse i Nikolskajagaden (den går fra Kreml til Lubjanka), i netop det hus, der i sin egenskab af hotel er beskrevet i en af Tjekhovs mest berømte noveller, ’Damen med hunden’ (1899). Vindeltrappen fra dengang, tjenerne bragte te og mad til værelserne, er der endnu.
