Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: KATINKA HUSTAD

Politiken går på jagt efter den gode og den mindre gode kunst

Hvordan ser man forskel på et genialt kunstværk og et elendigt kunstværk? Tilsyneladende er der ikke nogen klare retningslinjer for det. »Smag og behag«, er der nogle, der siger; som om det hele kan være lige meget. For at få den københavnske kunstscene lidt på afstand rejste vi til Aalborg og drøftede spørgsmålet med en gallerist, en kunstsamler, en museumsinspektør og en kunstner.

Jeg sidder på et toilet i Aalborg og får på fornemmelsen, at det her er den mest åndsforladte idé, jeg nogensinde har fået: at finde ud af, hvad der er god kunst, og hvad der er dårlig kunst. Sådan i bred forstand.

Håbløst, selvfølgelig.

Alle vægge på det lille toilet er proppet med ... kunst? I hvert fald med billeder. Jeg løfter blikket og betragter en keramisk penis monteret på en juleplatte. Skråt nedenunder er to fasaner (vist begge af hankøn) i færd med at have sex. »SCHEISSE«, siger den ene. »SCHEISSE«, svarer den anden. Jeg drejer nakken og ser et orange lerfad, som er udsmykket med en blondine, der (trusseløs) sidder på hovedet af en person af ubestemmeligt køn. »STAY SLIM ... EAT PUSSY«, står der på fadet.

Er det godt eller dårligt? Det er i hvert fald muntert. Og jeg gætter på, at de fleste af værkerne – som alle forholder sig til temaet: kønsorganer – må være fremstillet af kunstnere, der er tilknyttet galleriet, hvis toilet jeg befinder mig på. Galleri Wolfsen.

Foto: HUSTAD KATINKA

Jeg tager mig en lille pause fra Kent Wolfsen, den energiske galleriejer, og hans to meter høje assistent, Rasmus Ejaas Fischer. Ikke at jeg har fået nok af dem, slet ikke, for de har modtaget fotografen og mig med upåklagelig gæstfrihed, jeg har bare lige brug for at tænke mig om.

Det har altid irriteret mig, at der tilsyneladende ikke findes nogen retningslinjer for, hvad der adskiller et godt og et dårligt kunstværk. Det er »smag og behag«, er der mange, der siger. Som om det hele kan være lige meget. Når vi taler om bøger, film, musik, teater og andre kunstneriske genrer, har vi i højere grad et sprog for, om det er genialt eller noget lort: Dårligt sprog. Elendigt plot. Håbløst skuespil. Violinisten spiller falsk. Og så videre. Men når det kommer til billedkunst, så bliver det hurtigt noget rod. Et eller andet i stil med: JEG kan lide det, ergo er det stor kunst.

Med andre ord: rent nonsens.

Jeg ved godt, man har diskuteret det her, lige siden Marcel Duchamp udstillede en pissekumme og malede overskæg på Mona Lisa, og endnu længere tilbage end det, men det gør jo ikke spørgsmålet mindre interessant.

Og selvmorderisk! Det er det, jeg sidder og når frem til på Wolfsens toilet. Jeg har ikke en chance for at finde et svar. Mit blik flakker hen over væggen efter hjælp ... Det standser ved et billede af en dame i sorte nylonstrømper, der bøjer sig ned, så hendes nøgne balder strutter op i luften. På den ene balde spæner Tintin derudad i hælene på Kaptajn Haddock. Kaptajnen er allerede nået over på den anden balde.

Så skyller jeg ud.

Det handler om høj puls

Historien begynder en dag tidligere, da fotografen og jeg parkerer ved en statelig rødstensbygning i det vestlige Aalborg. Vi har en aftale med Martin Nielsen, som er i tøjbranchen og desuden kunstsamler.

Vi tager elevatoren og træder ud på tredje sal, hvor en oldgammel mand sidder på hug på en sort kasse og stirrer gnavent på os. Han er i tætsiddende shorts, sort læderjakke og hvid paryk.

Der er i det hele taget fyldt med kunst. Og nu dukker Martin Nielsen op.

Han er en veltrænet mand i slutningen af 40'erne, afslappet klædt i nogle af de tøjmærker, han importerer til Skandinavien. Han fører os op ad en stejl trappe til sit kontor under taget, hvor vi sætter os ved det lange mødebord. Han fortæller i korte træk, hvordan han for 20 år siden blev grebet af kunst.



»Jeg købte et hus, der havde de rigtige rammer, og jeg følte, jeg havde brug for et eller andet spændende til det«.

Han kørte hen til Kent Wolfsen, som han havde kendt, siden de begge gik på teknisk skole, og som nu drev galleri. Wolfsen prøvede altid at sælge ham noget kunst, men indtil da uden held.

»Så ser jeg, at der står tre værker nede i bunden af hans galleri, det var Erik Bille Christiansen, og jeg siger: Hvad med dem der? De malerier var sådan lidt neobarokke og passede godt til vores hus. De var perfekte. Og lige pludselig ...«.

Han knipser med fingrene.

»... så var jeg der«.

Kunsten havde fået tag i ham. Han begyndte at købe ind i betragtelige mængder. Uden egentlig at vide noget om kunst.

»Jeg er ikke den samler i verden, der har det største intellekt«, siger han.

»Hvad mener du«, spørger jeg.

»Jeg er ikke så lærd. Jeg har ikke læst så meget om kunst, som andre har. Men jeg er meget videbegærlig, og jeg tillader mig at bruge mine sanser ... Hvis jeg kan mærke, at jeg får en højere puls af et værk, så er der en stor chance for, at jeg tager det med hjem«.

En nabo-knockout

Martin Nielsens far styrede en kran på Aalborg Portland, og hans mor var uddannet på cementfabrikkens kontor. De boede i et parcelhus.

»Det vildeste kunst, vi havde på de gule murstensvægge, var de to grædende børn, dem med træskoene, du ved. Det var helt klassisk bad taste. Og så en reproduktion af Oluf Høst. Resten var strapudemaj, gulstensvægge og bordeauxfarvede veloursofaer«.

Selv blev han tømrer og udførte dette håndværk i nogle år, inden han via nogle »sindssyge U-turns« endte i tøjbranchen. Han har altid haft et talent for at vende tingene på hovedet, som han siger. Og et talent for at tjene penge, tilføjer jeg inde i mit hoved. Den side af sagen har han ikke lyst til at tale om. Ligesom han heller ikke vil tale om, hvor meget kunst han ejer, men det er vilde mængder, finder jeg efterhånden ud af.

Derimod vil han hellere end gerne tale om, hvad der for ham er god kunst:

»Jeg falder for de kunstnere, der har noget, ingen andre har, dem, der på en eller anden måde er autistiske ...«.

»Se lige det værk bag ved dig«, fortsætter han og farer op af stolen og går hen til et isbjerg af hvid og blå filt. Man ser også den del, der ligger under vandet. En gul gravko kører rundt på toppen, og noget, der ligner en brolæggerjomfru, balancerer på en isflage.

»Ikke ret mange vil synes, det er et fedt kunstværk, men for mig ... det er Andreas Schulenberg, og det er jo beviset på, at ni tiendedele af isbjerget er under vandet«.

»Hvorfor får du høj puls af det der?«, indskyder fotografen, som ser lidt overrasket ud.

»Fordi det jo er sindssygt at lave sådan et værk af flamingo og filt ... Det skal præmieres, tænkte jeg, og så købte jeg noget af ham«, svarer Martin Nielsen.

»Er du ligeglad med, om andre synes, det er fed kunst«, spørger jeg.

»Ja«, lyder det prompte svar. Han er ikke interesseret i sikkerhedskunst, som han siger.

»Det er for eksempel at købe Michael Kvium. Alle snakker om Kvium, og jeg har stor respekt for ham, men der er en masse folk, der gerne vil vise deres hjem frem, og så køber de et Kvium-maleri, for alle ved, det er dyrt, og alle kan se, det er Kvium ... Det er det, jeg kalder en nabo-knockout«.

Kunst for evigt

Stinna Toft kan også lide Kvium. Hun er museumsinspektør på Kunsten, der før hed Nordjyllands Kunstmuseum, og vi opsøger hende i håb om at få et mere statsautoriseret bud på, hvad der er godt og skidt i kunstens verden.

»Når vi køber et kunstværk, bliver det til dansk kulturarv og skal bevares for evigt«, siger hun, da vi har sat os ned i bunden af museet med en kop kaffe.

Så det gælder om at gøre sig umage, når man køber ind. Det skal være vigtige værker. Værker, der kan gøre krav på en plads i kunsthistorien. Eller sagt på en anden måde: værker, der holder mere end en enkelt sæson.

»Vi kan ikke indkøbe med den umiddelbarhed og passion, som en kunstsamler gør. Men vi kan lave særudstillinger ... Der kan vi være vildere«, siger Stinna Toft.

Foto: HUSTAD KATINKA

Jeg går med hende ovenpå for at se, hvor vilde de kan være. Lige nu har de særudstillingen ’Drømmeland’, som handler om det, der foregår inde i vores hoveder, når vi ligger og sover. Lige fra de lyseblå drømme, lette som papirklip, til de surrealistiske og motorsavsfræsende mareridt. Det er ret vildt.

»Vi har selvfølgelig også Kvium med«, siger Stinna Toft, da vi når ind i et rum, der er helliget de monstre, man om natten kan møde under sin seng.

Hun har selv været med til at købe et af museets store Kvium-billeder, som ikke er en del af særudstillingen. Vi traver hen til det, så jeg kan høre, hvorfor hun synes, det er et godt maleri. Det hedder ’Bigfoot’ og forestiller en blegfed kvinde, der jogger gennem en giftiggrøn skov iført enorme kondisko. Det tager sådan set kun 10 sekunder at afkode billedet, siger Stinna Toft.

»Men det, der gør det til god kunst og ikke bare overfladisk provokation, er, at der faktisk er en dybde i det. Kvium har et kunstnerisk projekt. Noget, han gerne vil kommunikere ud til os«.

»Hvad går det projekt ud på?«.

»Det handler for eksempel om danskhed og vores selvforståelse og måske selvfedme. At vi er de her vesterlændinge, som tror, vi har en civilisation, der er værd at stræbe efter. Han udstiller os med røde pølser og en lidet skøn krop, man har jo ikke lyst til at se sig selv malet på den her måde, vel?«.

»Nej, der er lovlig meget appelsinhud ...«, siger jeg.

»Ja, det er rimelig væmmeligt ... Samtidig har han det her med, at det uskønne også rummer en skønhed. Det er ikke entydigt for ham ...«.

Skønheden findes blandt andet i den grønne skov, som Stinna Toft synes er godt malet. Men hvad vil det sige, at den er godt malet? Hun siger noget om strøgene ... Og så konkluderer hun:

»Men på et eller andet tidspunkt slipper ordene op ...«.

Pubeshår som overskæg

Vi vender lige tilbage til Martin Nielsen. Han giver os en hektisk rundvisning i sit tøjfirma, mens han peger på det ene kunstværk efter det andet. Vi passerer den skulende olding, der viser sig at være Andy Warhol, som han ville have set ud, hvis han var blevet 83, ifølge den irske kunstner Edgar Askelovic.

»Prøv lige at se, hvor fantastisk han er«, siger Martin Nielsen. »Man kan se alle hudormene og så videre. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg kan lide ham, men ...«.

Vi fortsætter over til privatboligen på den anden side af vejen. Et hvidt, palæagtigt hus med sortglaseret tegltag og et nyere anneks, som rummer den del af kunstsamlingen, Martin Nielsen har lyst til at vise frem.

Foto: HUSTAD KATINKA

Bjerge af kunst er dynget op på de to etager sammen med hjemmebiograf, videospil, poolbord, dart, bordtennis og et Sega Rally, den klassiske køremaskine fra 90’erne. Det er ren drengerøv, forklarer Martin Nielsen, til ham og hans fire sønner.

Med årene er han nok blevet skarpere til at vurdere kunst. Det er lidt ligesom med litteratur, filosoferer han.

»Du starter med at læse Jan-bøger, og så ender du med noget fuldstændig knaldet. Jeg har ikke fortrudt nogen af mine tidlige indkøb, de har alle været naturlige trin på stigen til det næste værk ... Jeg har nogle af de største internationale kunstnere, og jeg har noget af det tyndeste saftevand. For mig er det også et spørgsmål om clash, om at sætte noget fuldstændig mærkeligt op ved siden af noget meget stringent. Det er dér, der opstår fed musik. Prøv lige at se her ...«.

Han peger på et portræt malet af den ustyrlige tysker Jonathan Meese.

»Han har skåret sine egne pubeshår af og brugt dem som overskæg. Og her står så en rigtig hyggelig gammel stenfigur af Henry Heerup ...«.

»Hvordan definerer du egentlig kunst?«.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Hvis du er kunstner og tager et karton mælk ud af køleskabet og siger, det er kunst, så ER det kunst«.

»Hmm ... men hvordan ser du så forskel på god og dårlig kunst?«.

»Jamen, i min verden er det noget med, hvordan ens krop reagerer på værket. Det er mavefornemmelse, og hjertefornemmelse og rigtig meget PULS! Som kunstsamler flytter du hele tiden grænserne; det skal være vildere og vildere for at få pulsen op«.

Den digitale Jorn

Det hele lyder stadig lovlig diffust efter min smag. Men måske kan Kent Wolfsen hjælpe os? Dagen efter åbner vi døren til hans galleri, som er byens absolut største og mest dominerende.

Wolfsen tager imod med et fast håndtryk. Han er nogenlunde lige så bred som Cimbrertyren, Aalborgs vartegn af bronze, der står lige rundt om hjørnet. Ved siden af Wolfsen tårner Rasmus Ejaas Fischer sig op. Han har titel af kurator og sover med kasketten på, hævder han.

I lokalet i stueetagen har de arrangeret en lille særudstilling til ære for fotografen og mig. Det er værker af en god håndfuld af galleriets for tiden mest fremtrædende kunstnere. Vi tager en runde.

»Hvorfor synes I, det der er et fedt billede«, spørger jeg, da vi begynder med et stort maleri af Morten Andersen. Det er et abstrakt billede fyldt med kanter og bevægelse.

»Jeg kan godt lide, når der er arbejdet med tingene«, siger Kent Wolfsen. »Morten bruger jo afdækningstape og skabeloner og linealer, og det er et kæmpe arbejde. Kvaliteten af det billede giver det en sjæl og en nerve ... Der ligger så mange ting inde bagved, at det giver fornemmelsen af at træde ind i et helt nyt univers. For mig har god kunst noget med kvalitet at gøre. Jeg er selv gammel håndværker«.

»Jeg vil kalde Morten Andersen for Jorn version 2.0«, lægger Rasmus Ejaas Fische til.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Jorn gav os jo den organiske, bløde abstraktion og det indre ursprog, og her kommer universets ursprog, i min optik. Det er en fragmentering af det, der sker ude i universet, tempokunst ...«.

»Du mener en slags digital udgave af Asger Jorn?«.

»Fuldstændig«, bekræfter Rasmus.

80 procent er dekoration

Galleristen og hans unge kurator forklarer sig igennem et par billeder mere, inden vi når frem til endevæggen, hvor der hænger et enormt maleri, der forestiller en ældre herre på en pløjemark. Manden holder et knækket jagtgevær i hånden og står med de bare fødder plantet i mulden. Omkring ham myldrer det med fasaner.

Billedet er malet af Jacob Rantzau og hedder ’Det danske efterår’. Jeg stiller Wolfsen mit sædvanlige spørgsmål: »Hvorfor er det et godt billede?«.

»Igen, det er exceptionelt godt håndværk«, svarer han.

»Jacob står med en syl og ridser ned i malingen ... og bruger fingrene ... Det lever. Han er en håndværker efter den gamle tradition. Det her er fandeme et masterpiece i dansk kunst, og hvis det ikke ender på museum en dag, bliver jeg meget skuffet«.

»Men hvor originalt er det? Minder det ikke lovlig meget om norske Odd Nerdrum?«, siger jeg.

»Jo, det er også en af hans store helte, men der er forskel. Jacob behandler det, der er relevant for et moderne menneske, og propper det ind i en kunsthistorisk reference«, forklarer Rasmus.

Så vender vi os mod et stort sort-hvidt portræt af en skægget og hjemløs mand. Det er spraymalet med fotografisk præcision af den tyske streetart kunstner, der går under navnet ECB.

»I mine øjne ser det tyndt ud«, siger jeg. »Det minder mig om de gamle fidusmalerier af sigøjnerpiger ...«.

»Det viser bare kunstens styrke, at det er umuligt at afgøre, hvad det enkelte øje synes er fedt«, siger Rasmus.

Foto: HUSTAD KATINKA

»Sådan er det med kunst«, fastslår Wolfsen. »Vi kan ikke blive enige om, hvad der er god smag, og hvad der er dårlig smag. Men vi kan godt diskutere det«.

»Kunsten må også gerne bare være dekorativ og se godt ud«, tilføjer Rasmus.

»Ja, man skal huske, at 80 procent af den kunst, vi sælger, er dekorativ«, siger Wolfsen.

»Hvad ligger der i ordet dekorativ?«.

»At det er en nydelse at se på. At man bliver i godt humør af at se på det. Og så er det ligesom med vin og ure og biler: Folk køber statussymboler ...«.

Nede i kælderen

Apropos vin: Kent Wolfsen har kælderen fyldt med den slags, og nu skal vi ned og smage på den. Plus noget smørrebrød. Mens vi spiser, spørger jeg værterne, om de tror, deres kunstnere vil holde om 50 år?

»Jeg tør da godt sige, at meget af vores kunst ikke holder om 50 år«, svarer Wolfsen oprigtigt. Selv om han har store ambitioner for galleriet, så påstår han ikke at sælge kunst i den tungeste ende.

»Her får du gode, gedigne kunstnere, som er seriøse og hårdtarbejdende, og som koster 15.000 kroner. Det er ikke sikkert, at potentialet rækker til, at et værk skal koste 50.000, men det har vi jo heller ikke taget for det!«.

Wolfsen tager en frikadelle og bekender, at han ikke er en stor fan af videokunst eller arkitektoniske installationer i stil med »et legehus, der vender på hovedet«.

»Jeg vil da godt sige, at jeg er en bonderøv, og det har jeg altid været ... Jeg samarbejdede engang med en kunstner, der havde taget en video fra Charles de Gaulle-lufthavnen ind til Champs-Élysées ved at holde kameraet ud af taxaen hele vejen. Han var selv ved at få orgasme over det, men jeg sad og tænkte: Hvad fanden kan man bruge det her til? Jeg synes, det er fint, det er der. Det skal være der ... Men det er ikke mig. Det er jeg nødt til at sige. Jeg er ikke den rigtige person til at italesætte det«.

»Det er jeg heller ikke«, siger Rasmus Ejaas Fischer.

Et billede skal splittes ad

Det er rart, når nogen siger tingene ligeud, siger jeg til fotografen i bilen på vej ud af Aalborg. Hun nikker.

Alligevel føler jeg ikke, vi er blevet særlig meget klogere. Men der er stadig et stop tilbage. Vi kører sydpå med kurs mod en lille landsby mellem Skanderborg og Horsens, hvor maleren Jacob Rantzau bor og arbejder.

Han har indrettet sit atelier i en gammel lade og har udstyret det med udstoppede fugle, kranier, en espressomaskine, masser af fotos og kunstbøger, en hængekøje, en gammel skrivemaskine plus en hel del andet. Og så er der selvfølgelig væggene, hvor han hæfter lærrederne op.

Vi anbringer os i nogle slidte møbler, og jeg går lige til sagen:

»Har du et godt bud på, hvordan man ser forskel på et godt og et skidt billede?«.

»Man kan blive manipuleret til at synes, at noget er godt«, siger Jacob Rantzau.

»Nogle gange, når jeg har været på kunstmessen i Forum, tænker jeg: Arh, det der er kraftedeme noget lort. Hvad fanden skal det forestille? Så når dagen er gået, er det meste af det solgt, og så bliver jeg nødt til at gå hen og kigge på det. Hold da kæft, nå! Og det kan være, jeg bliver vendt rundt og pludselig synes, det er skidegodt, bare fordi der er andre, der har ment det«.

Han har for eksempel et eller andet med maleren Tal R, han kan ikke rigtig se, hvorfor så mange mennesker er vilde med hans billeder.

Men han vender hele tiden tilbage til Tal R for at forstå, hvad der gør ham god.

»Kan du sige, hvad der for dig trækker et værk op, og hvad der trækker ned?«.

»Når det gælder mine egne billeder, så handler det om at have følelserne med. Jeg arbejder med maven. Og jeg stopper ikke, før jeg er forelsket i mit eget maleri ...«.



Når det gælder figurative billeder som Jacob Rantzaus, kan man et stykke hen ad vejen vurdere det på, om teknikken er i orden.

Fungerer kompositionen? Er der styr på farverne? Lever strøgene?

Man kan stemple et maleri som dårligt, alene fordi det håndværksmæssige ikke er i orden. Men omvendt kan man ikke slutte, at et billede er godt, bare fordi det teknisk er perfekt. Der skal mere til.

»Nogle gange mangler der en følelse og en nerve ...«, siger Jacob Rantzau. »Efter min mening er man nødt til at splitte billedet ad. Det skal ødelægges og bygges op igen ...«.

Ligesom en forelskelse

Hvem er det i øvrigt, der skal afgøre, om et kunstværk er godt, spørger Jacob Rantzau.

»Er det kunstneren, kunstkritikeren, samleren eller galleristen? Hvis kunstneren er stærk nok, vil han sige: Jeg er ligeglad med, hvad I synes. Følelsen af at lave det her billede er unik for mig og fantastisk ... Den er skidesvær. Tænk, hvis der var nogen, der kunne bestemme, hvad der er kunst!«.

Jeg bringer emnet Odd Nerdrum på banen, den norske kunstner, der kæmper for at male ligesom Rembrandt. Jacob Rantzau prøver ikke at løbe fra, at Nerdrum har været et af hans forbilleder.

»Sidste år slap jeg ham helt og sendte ham faktisk et maleri af hans eget hoved, der var hugget af. Det hed ’Kill Your Darlings’. Og så skrev jeg bagpå: Tusind tak for den store inspiration, du har været. Det er tid for mig at stå på egne ben. Venlig hilsen Jacob Rantzau ...«.

Nu bliver hans malerier mere og mere hans egne, føler Jacob Rantzau. Og det samme mener de åbenbart på Kunsten, for museet i Aalborg vil vise nogle af hans malerier, når det åbner efter en omfattende renovering. Et af billederne bliver den gamle mand i pløjemarken, som Rantzaus morfar i øvrigt har stået model til.

»Men nogle gange er det der med at kunne håndværket og male så figurativt også en hæmsko for mig. Det er den der med: ER det kunst det her?«.

»Tænker du sådan om dine egne billeder?«.

»Ja, det gør jeg sgu. Tvivlen er der tit. Både om det er kunst. Og om det er godt, fordi det er så klassisk, som det er. Hører det til i den her tid?«.

»Hvad svarer du, når du spørger dig selv om det der?«.

»Jeg skubber det væk. Jeg har ikke rigtig noget svar. For jeg er i tvivl. Jeg tror, mange er i tvivl om, hvorvidt de er kunstnere. Jeg har aldrig sagt: JEG ER KUNSTNER. Men jeg føler det mere og mere«.

»Og du har altså heller ikke noget svar på, hvornår et kunstværk er godt?«, forsøger jeg en sidste gang.

»Nej«, svarer Jacob Rantzau. Han står og ser eftertænksom ud. Så siger han:

»Men er det egentlig ikke det samme som at være forelsket i en pige? Det kan du vel heller ikke fortælle alt om. På et tidspunkt er du nødt til at stoppe, fordi det er så STORT ...«.

»Du mener, at god kunst er som en forelskelse ...?«.

»Det tror jeg«.

[billedhjul-1]

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce