Præstens prædiken er monoton og lav, men den fylder kirken ud. Der er omkring 100 kirkegængere på denne torsdag morgen. Han russiske tale bliver dybere og han skifter til en syngende række af visdomsord, som bliver afbrudt kirkegængernes samtykke, et ligeså rungende og mørkt »amen« som præstens.
Prædikenen slutter, og torsdagskirkegængerne roterer fra det ene hellige relikvie efter det andet, som de kysser og holder panden ned til i et halvt minut ad gangen. De siger ikke noget, men stiller blot op i lange køer efter hinanden.
Den længste kø er til billedet af helgenen Kazanskaya, som beskytter familien og lægger navn til kirken, den største i Skt. Petersborg. Den ligger i centrum nær byens hovedgade og tordner i vejret i en halvcirkel af gigantiske søjler.
Kirkeskibet er voldsomt og udover kirkegængere fyldt med præster og små boder, som sælger vievand, bøger og billeder af helgener.
»Vi prædiker det rigtige liv for kristne og fortæller, hvordan Gud vil, at de skal leve det«, siger Igor Marehuk, en 35-årig præst med skæve, gule tænder, der er iført en sort kjole med bindebånd på maven.
Han fortæller, at fordi kirken er bygget til ære for familiebeskytteren Kazanskaya, handler mange af prædikerne om de forhold, mennesker har til hinanden. Derfor sker det af og til, at prædikenen berør spørgsmål om homoseksualitet.
»Biblen giver os ikke andre modeller end forholdet mellem en mand og kvinde. Den siger desuden, at det er et tegn på jordens undergang, at der findes homoseksuelle«, siger Igor Marehuk.
Han gestikulerer roligt og kontrolleret med hænderne, når han forklarer, hvordan biblen og Herren mener, mennesket skal leve sit liv.
»Herren har bestemt, at der kun kan eksistere forhold mellem mænd og kvinder. Biblen fortæller, at hvis en person ikke har de forhold, skal han eller hun dømmes til døden«, siger han.
Mener du også selv, at han eller hun skal det?
»Ja, selvfølgelig. Jeg er præst, så jeg skal tro på det, der står i biblen«.
En spirituel sult
Igor Marehuk forsvinder igennem en dør til bagsiden af et af kirkens mange altre. Det er udsmykket med imponerende mængder sølv og gulv, men igennem døråbningen ligner bagsiden et almindeligt, kedeligt kontor med sennepsgule træmøbler og et gråt gulvtæppe. Efter nogle minutter kommer Igor Marehuk tilbage i foldepressede bukser og en lys sweater.
Det er ikke usædvanligt, at der er flere end 100 mennesker i kirken, selvom det er torsdag formiddag. I weekenden er kirken fyldt til bristepunktet, og siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991, er russerne strømmet til den ortodokse kirke for at få stillet en knurrende, spirituel sult, fortæller den 35-årige præst.
Han er venner med flere politikere i Skt. Petersborgs bystyre, som ofte spørger ham til råds, inden de fremsætter lovforslag. Han ønsker sig, at kirken har endnu større indflydelse på den førte politik.
»Det er ikke et problem, at kirken blander sig i politik. Kirken er en forudsætning for politik«, siger han.
Socialdemokrater er politiske mutanter
Skt. Petersborgs bystyre holder til i et overdådigt palads, som får danske rådhuse til ligne faldefærdige hytter fra det forrige århundrede. I flere etager snor gange, som er flere etager høje, sig, der forbinder politikernes kontorer.
Vitaly Milonov, formanden for bystyrets lovgivende udvalg og forfatteren til en lokale udgave af homoloven, er en rund mand med rødt hår og markerede briller. Hans kontor er delt op i et stort, rektangulært lokale med tre hjørner, unge, politiske rådgivere og en flittigt brugt espressomaskine.
Midt i det hele står er ovalt bord, som Igor Marehuk og en håndfuld andre mænd på hans alder står om. De har dunjakker, skæg og cowboybukser på, og de er alle sammen præster.
Milonov holder ryggen rank og skuldrene tilbage, når han går. Hans kontor er aflangt, malet i grønt pastel og udsmykket med billeder af Jomfru Maria. Han har været politisk aktiv siden 1991 og er en del af partiet Forenet Rusland.
I 2011 fremsatte han et lovforslag om at forbyde oplysninger om ’utraditionelle seksuelle relationer’ for mindreårige. Loven blev stemt igennem i februar 2012 og blev føderal i juni 2013, hvor den allerede fandtes i 11 variationer i Ruslands regioner.
Spørger man, hvor og hvornår han så et behov for homoloven, svarer han, at det i sig selv er et meget europæisk spørgsmål.
»For russere er der ikke tale om et problem. Lovgivningen understreger bare den holdning, vi har i forvejen«, siger Vitaly Milonov.
Han mener, at han har været forudseende i udformningen af loven, fordi han har forhindret, at venstrefløjspartier som Socialdemokraterne og SF i Danmark har »forurenet den førte politik, som de politiske mutanter, de er«.
»Vi vil ikke have den samme syge forandring, som I har haft i Skandinavien«, siger Vitaly Milonov og fortsætter:
»I begyndelsen af 1990’erne var det helt umuligt for nogen med normale politiske standpunkter at acceptere den frygtelige forandring, som siden gav homoseksuelle rettigheder«.
Legalisering af en synd
Milonovs blik flakker, og han engagerer sig ikke i uskyldige forsøg på smalltalk. Han har ingen interesse i at kigge journalisterne, han taler med, i øjnene, og han udstøder et opgivende suk med det samme, spørgsmålet falder på homoseksuelles rettigheder i Rusland.
Han er træt af vestlige journalister, siger han, og særligt dem fra Skandinavien. Han har besøgt Danmark flere gange og ser det danske samfund som ukultiveret og dyrisk, fordi homoseksualitet ikke bare er tilladt, men bliver hyldet til gay prides.
»Jeres kirker er ikke særligt kristne, og at det er et problem for jer. Der er flere mennesker, der går til gay prides, end der går i kirke i Danmark. Vi vil gerne have, at vores holdninger bliver, hvor de er i den konservative og kristne tro«.
Han føler sig overhalet, nærmest chikaneret, af de mange spørgsmål, han får til Ruslands behandling af homoseksuelle. Han bliver vred, for han mener, det er Europas forsøg på at sprede en skadefuld propaganda. Vi skal bare passe os selv, siger han.
»Hvis I vil lade sodomitter kysse hinanden, så er det jeres eget problem. Du skal ikke pålægge os at acceptere sodomi (homoseksualitet, red.) som om, det er normalt. For det er ikke normalt«, siger han.
Vitaly Milonov mener, at det russiske samfund er avanceret og intellektuelt, fordi det ikke accepterer homoseksualitet, og derfor er homofobi ikke et skældsord.
»Homofobi er naturligt og fremragende. Det er meget naturligt at have det sådan. Homofobi er accept af de traditionelle værdier. Måske har I en anden mening i Europa, men homofobi er en naturlig del af livet i Rusland«, siger han.
Homoseksualitet er beskrevet flere tusinder af år tilbage i tiden. Hvordan kan det så være en ny måde at leve på et og nyt problem?
»Der har også altid været mordere, og der findes mord overalt i verden, som der har gjort i tusindvis af år. Skal vi gøre det lovligt at dræbe andre mennesker af den grund? Nej, det synes jeg ikke«, siger Vitaly Milonov.
Hvordan er mord og homoseksualitet det samme?
»I begge tilfælde er der tale om at legalisere en synd. Hvis du vil legalisere en synd, er det dit problem. Det er din måde at leve på. Vi legaliserer ikke synd eller forsøger at skrive biblen om«, siger Vitaly Milonov.
Han giver et eksempel på konsekvensen af at legalisere synd, som er beskrevet i biblen. Da han bliver afbrudt og bedt om at holde sig til emnet, hæver han stemmen.
»Du er ikke kristen, men det er jeg, så hvorfor skal du presse mig til at ændre min mening«, siger han.
Homoseksuelle kan ikke føle kærlighed
Vitaly Milonov kalder ikke homoseksuelle for dyr, men mener, de har en dyrisk adfærd. Han vil ikke have homoseksualitet tilbage på listen over sygdomme, når han bliver spurgt direkte.
»Men det var ikke læger, der bestemte, at homoseksualitet skulle fjernes fra listen over sygdomme. Det var nogle svage politikere«, siger han.
Milonovs homolov handler dog ikke om at chikanere homoseksuelle, men om at beskytte børn, forklarer han. Børnene skal beskyttes fra homoseksuel propaganda, fordi den udelukkende handler om sex, og det er skadeligt for børn at blive udsat for.
»Alle historier om homoseksuelle handler om sex. Det er alt, de kæmper for«, siger han og fortsætter:
»Homoseksuelle kan ikke elske hinanden. De kan kun have lyst til sex. Det er ligeså primitivt, som nogle der har lyst til at have sex med en død person eller med deres hund«.
Han spytter ordene spidst ud og prikker hårdt til luften i hvert af sine sidste ord. Kærligheden mellem en mand og en kvinde er naturlig, og alt andet er unaturligt. Føler man den unaturlige kærlighed, har man en dysfunktion i hjernen, siger han med foragt.
»En normal person kan ikke blive homoseksuel, medmindre han bliver angrebet med propaganda, når han er barn, hvor hans hjerne ikke er færdigudviklet, så han ikke er stærk nok til at bekæmpe det. Det er derfor, vi beskytter mindreårige fra den her frygtelige propaganda«, siger han med en højere, spidsere stemme.
Hvorfor bliver du vred, når jeg spørger ind til homoseksuelle og deres rettigheder?
»Deres rettigheder er ikke mit problem. Jeg bekymrer mig om russiske børn, og om at de ikke bliver påvirket af den aggressive propaganda, der kommer fra Danmark, som påstår, at det er normalt at leve som homoseksuel«, siger Vitaly Milonov.
LGBT og vold mod homoseksuelle findes ikke
At der findes en kamp for homoseksuelles rettigheder i Rusland er ifølge den russiske politiker »et eventyr, som vestlige journalister bliver bildt ind«. Kampen eksisterer slet ikke, og det gør LGBT-aktivisterne heller ikke.
»Jeg har aldrig set en stor gruppe kæmpe for homoseksuelles rettigheder. Det er et eventyr, du er blevet bildt ind som vestlig korrespondent«, siger han.
Det er ikke mere end et døgn siden, Politiken mødte det officielle LGBT på deres kontor, som fortæller, de har 40 medlemmer, der arrangerer demonstrationer, og endnu flere, der arbejder for politisk indflydelse og arrangerer begivenheder for LGBT’ere.
»Det er skuespil. Der er kun 10-15 stykker i virkeligheden«, siger Vitaly Milonov.
Han mener dog, at de få, der findes, er gode til at gøre opmærksomme på sig selv i de vestlige medier, som »tager helt ukritisk imod det, de siger«. Aktionerne, de få aktivister afholder, handler nemlig ikke om rettigheder, men om organisationens overlevelse.
»Det er meget vigtigt for LGBT’erne at udsende den her form for propaganda, for ellers kan de ikke få nye homoseksuelle medlemmer til deres bevægelse«, siger den russiske politiker.
Siden homoloven blev indført i Skt. Petersborg i 2012 og på landsplan i 2013, er antallet af hadforbrydelser i landet eskaleret ifølge LGBT, men ikke ifølge Vitaly Milonov.
»Det har jeg ikke hørt om. Der er ikke mere vold mod homoseksuelle end mod andre minoriteter i Rusland«, siger Milonov.
I november 2013 blev LGBT-kontoret i Skt. Petersborg stormet af en gruppe voldelige ekstremister, som slog og sparkede alle homoseksuelle, de kom i nærheden af. En ekstremist havde taget et luftgevær med og skød en LGBT-aktivist i ansigtet. Aktivisten mistede både øje og syn, men det tror Vitaly Milonov ikke på.
»Åh, det er en falsk historie«, siger Milonov.
Det er en falsk historie?
»Det var en performance, lavet af hans venner. De ville have det til at se ud som om, der var aggressioner mod sodomitter i Rusland, så de fik nogle af deres venner til at invadere LGBT-kontoret og skyde efter dem med en legetøjspistol. Og så mistede han øjet ved et uheld«, siger han og fortsætter:
»Det er de homoseksuelle, som er aggressive. De vil inficere alle hjem med sodomi og propaganda«.
Publiceret 23. februar 2014