Præstens prædiken er monoton og lav, men den fylder kirken ud. Der er omkring 100 kirkegængere på denne torsdag morgen. Han russiske tale bliver dybere og han skifter til en syngende række af visdomsord, som bliver afbrudt kirkegængernes samtykke, et ligeså rungende og mørkt »amen« som præstens.
Prædikenen slutter, og torsdagskirkegængerne roterer fra det ene hellige relikvie efter det andet, som de kysser og holder panden ned til i et halvt minut ad gangen. De siger ikke noget, men stiller blot op i lange køer efter hinanden.
Den længste kø er til billedet af helgenen Kazanskaya, som beskytter familien og lægger navn til kirken, den største i Skt. Petersborg. Den ligger i centrum nær byens hovedgade og tordner i vejret i en halvcirkel af gigantiske søjler.
Kirkeskibet er voldsomt og udover kirkegængere fyldt med præster og små boder, som sælger vievand, bøger og billeder af helgener.
