I en sky af fattet vrede og barbersprit står Bent Andersen ud af sin folkevogn. Blæsten flår i fløjlsbukserne, som han skridter fra sognegården i Ringe og over Søgade. Traver ind mellem de lave kvadratiske bøgehække og ud på grusstien foran søen.
Kulden tvinger en tåre frem, som lægger sig i rynkerne om Bent Andersens højre øje. Han er høj, bredskuldret og skaldet, og i sine 76 leveår har han aldrig demonstreret mod noget. Indtil nu. Et kunstværk har fået skovlen under Andersen. Det er ikke til at bære.
»Sådan et cementmonstrum kan vi simpelthen ikke gå ind for«, konstaterer han skuende ud over vandet. Bent Andersen er blevet spydspids i en modstandsbevægelse, der for alt i verden vil forhindre, at kommunen og Statens Kunstfond stiller et kunstværk op på søbredden i Ringe. En såkaldt kunstbænk, som folk skal sidde på. En bænk lavet af beton.
»Det er ikke os, der er vanskelige«, siger Ny Andersen, hustru og medsammensvoren, der ret konsekvent omtaler det planlagte kunstværk som rædslen, men også anvender varianterne fremmedlegeme og kolos til at beskrive, hvad de protesterer mod.
