Foto: ULLSTEIN BILD/ullstein bild

Da brødrene Mann sloges om sandheden

Mens den tyske forfatter Heinrich Mann så Første Verdenskrig som en katastrofe, betragtede hans berømte lillebror, nobelpristageren Thomas Mann krigen som en velsignelse. En ny udstilling i Lübeck fortæller historien om de to brødres indædte kamp mod hinanden.

Midaldrende ægtepar, mange kvinder, ældre eftertænksomme akademikere og stort set ingen unge var tirsdag aften gæster i Slesvig-Holstens Hus i Berlin. Her fejrede de, på nogen afstand, at Buddenbrookhaus i Lübeck i morgen fredag åbner en udstilling, ’Broderkrig – Heinrich og Thomas Mann og Første Verdenskrig’. På den udstilling tørner Lübecks to store sønner, brødrene Heinrich og Thomas Mann, sammen på verdenshistoriens slagmark.

Folk taler lavmælt og i små grupper om præsident Putins annektering af Krim i det nye russiske rige. Angsten for, at krisen kommer ud af kontrol, er synligt og hørligt til stede blandt det tyske publikum.

Udstillingen bliver præsenteret af Hans Weisskirchen, leder af Lübecks museer. Han understreger, at vores viden om udbruddet af Første Verdenskrig er af stor betydning for krisestyringen i Europa i dag. Store ånders bidrag til opklaringen er mindst lige så vigtig som faktuel historisk kunnen. Det behøver han ikke belære forsamlingen om i dag.

Striden mellem de to Mann-brødre drejer sig om åndsmenneskers pligt til at stille sig på sandhedens side, når katastrofale begivenheder truer en nation. Symbolet er franskmanden Emile Zola, der i 1897 trådte ud af sin rolle som socialt engageret forfatter og meldte sig som journalist med indlægget ’Jeg anklager’ i avisen L’aurore.

Foto: FUGLSIG NICOLAI

Heri krævede Zola den uskyldigt dømte franske officer Alfred Dreyfuss renset og frigivet. Dreyfuss-affæren, der endte med at koste Zola livet i 1902, blev i det 20. århundrede selve symbolet på den intellektuelles ansvar over for sandheden. Heinrich Mann formulerede problemet med en styrke, der står usvækket i dag.

I den strid kom lillebror Thomas Mann, den senere nobelpristager, så katastrofalt til kort, at Weisskirchen måtte citere Marcel Reich-Ranicki, Tysklands store litteraturformidler, der i 2006 sagde: »I det 20. århundrede blev Tyskland personificeret af to personer: Adolf Hitler og Thomas Mann. Det ville være en ulykke for Tyskland, hvis man glemmer eller fortrænger den ene til fordel for den anden«.

Thomas Mann forsvarer krigen

Så stor er Thomas Manns betydning for det moderne Tyskland, og så stort var digterens svigt, da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, at dette skulle siges. For i sine politiske kampskrifter under verdenskrigen havde Thomas Mann forsvaret nationalistiske og radikale synspunkter og begreber med en så uhørt voldsomhed, at de kan have lettet vejen for Adolf Hitlers intellektuelle medløbere, da der blev fløjtet til afgang i årene op til 1933.

Den begejstrede Thomas Mann propaganderede for krigen, først omgående med et par avisartikler, et halvt år senere med en pamflet om prøjserkongen Frederik den Store og som grande finale i 1918 det mere end 600 sider gigantiske angreb på demokratiet. ’Et upolitisk menneskes betragtninger’ kaldte han sit monomane politiske bidrag til krigens forlængelse og Tysklands nej til underkastelse.

I dette historiske stridsskrift forsvarer Thomas Mann sin ret til at hæve sig over det politiske kaos, trygt beskyttet af det prøjsiske militær, som han udråber til tysk moral og kulturs værn mod »civilisationen«. Det sidste, civilisationen, er et fransk, kvindagtigt begreb, som Mann ikke vil vide af. Kan man forestille sig, spørger han i en af sine krigsbegejstrede artikler, at den fransk-britiske civilisation skal forsvares af »asiatiske og afrikanske hjælpetropper«.

»Civilisation og kultur er ikke bare ikke et og det samme«, skriver Thomas Mann. »De er modsætninger, de udgør et af de mangfoldige udtryk for den evige verdensmodstand og konflikt mellem ånd og natur«, mener den senere nobelpristager, der i denne sammenhæng sætter natur højest.

Sine journalistiske strøtanker fulgte digteren op med en hundrede sider lang genfortælling af de stolte øjeblikke, da Frederik den Store indledte Syvårskrigen fra 1756-63 med at bryde ud af stormagterne Østrig, Rusland og Frankrigs jernring omkring Preussen og invadere det neutrale Sachsen – en nøje parallel til det tyske kejserriges krænkelse af Belgiens neutralitet i august 1914. Skriftet er en hyldest til krigerkongen og Manns påstand om, at magt sætter ret.

Så havde Thomas Manns storebror, forfatteren Heinrich Mann (1871-1950), fået nok. Han satte sig ned og skrev et 85 sider langt essay om Emile Zola, om demokrati, om sandhed og social retfærdighed, bragt i et schweizisk tidsskrift i november 1915. Essayet er et langt opgør med det tyske militaristiske kejserdømme, i essayet forklædt som det franske under kejser Napoléon III. I bogens sidste tredjedel holder Mann, slet skjult bag Zola, en tordentale til tyske intellektuelle.

Hans budskab lyder således: »I, de åndelige medløbere, er mere skyldige end selv magthaverne, der lyver og bryder retten. For magthaverne forbliver den uret, de begår, uret. De gør intet andet end at forsvare deres interesser, som de forveksler med landets. I falske åndspersoner vender uretten til ret, og det endda på vegne af netop det folk, hvis samvittighed I skulle være«.

Thomas Manns danske vidner

Essayet stiller Thomas Mann op mod Emile Zola. Lillebror Thomas Mann svarede med det alenlange essay ’Et upolitisk menneskes betragtninger’, skrevet før krigens afslutning i november 1918. Mann følte sig ramt fra første til sidste side og citerer omhyggeligt netop broderens her citerede udfald mod medløberiet. Thomas Manns anonyme modpart kaldes her »civilisationslitteraten«, afvekslende med »civilisationsdemokraten« eller »civilisationspolitikeren«.

Vi får at vide, at Tyskland fører krig mod »demokratismen«, der i Manns version vil indføre et totalitært diktatur over åndslivet. De nationale fordomme står i kø.

For Tyskland gælder det ifølge Thomas Mann om at bevare den statslige »øvrighed« og kardinaldyden »lydighed«. Et helt kapitel er viet den kulturelle forfladigelse, som medierne vil udsætte borgerne i et demokrati for – den diskussion er som bekendt ikke forstummet.

Også danske forfattere føres som vidner for Thomas Manns sag. Bl.a. Georg Brandes, der ellers hadede det tyske junkervælde, og Herman Bang, hvis roman ’Tine’ om det danske nederlag i 1864, Mann næppe kan have læst. Værst går det ud over Johannes V. Jensen. Jensen havde i et essay fremhævet kultursammenstødet mellem tyske jøder og tysk ånd.

Mann tilslutter sig tanken, men tilføjer, at krigen ikke har løst dette problem. »Æggen har igen vendt sig indad, og dens greb bliver efter krigen blodigere end nogensinde«. Sætningen er dunkel, men hvad angår jøderne, fik Mann sørgelig ret.

Publiceret 22. marts 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce