Det er nu knap to måneder siden, jeg fik min kræftdiagnose. Jeg er netop midt i min anden omgang kemobehandling. Indtil nu er jeg gået fri af egentlige bivirkninger. At der foregår en tvekamp i min krop, er nærmere en diffus fornemmelse frem for en klar og tydelig følelse.
Jeg har rigtig mange grunde til at være taknemmelig. Det tænker jeg hver morgen, når jeg vågner. Den indsats, som personalet på Sahlgrenska Sjukhuset yder, kunne næppe være større, hurtigere eller mere effektiv.
Men selvfølgelig er der ingen, hverken jeg eller lægerne, som ved, hvordan jeg egentlig har det. Hvordan kemoterapien virker inden i mig. Om nogle uger skal jeg til kontrol, og der får jeg mere at vide. Jeg kan kun håbe på det bedste.
Det ville være løgn at påstå, at jeg efter disse par måneder helt kan forstå, hvilken betydning min kræft har. Jeg vågner stadig med et sæt om natten og tænker: Det kan umuligt være sandt.
