Natten til 24. marts sov jeg dårligt. Jeg var bekymret over det, der ventede mig. Om formiddagen blev der taget røntgenbilleder og blodprøver på Sahlgrenska Sjukhuset. Omkring klokken 11 mødte jeg Bengt Bergman, der er læge på lungeklinikken. Der var tredje gang, jeg mødte ham. Nu skulle det vise sig, om den stærke kemobehandling, som jeg havde gennemgået, havde haft en effekt eller ej. Det vender jeg tilbage til.
Jeg var begyndt at se ham som ’min’ læge. Jeg havde selvfølgelig mødt andre læger, men de gentog med én stemme, at kræftbehandling var et arbejde, der blev udført af et team af sygeplejersker, sygehjælpere og læger. Sådan er det naturligvis. Kræftdiagnoser og -behandlinger er umådelig komplicerede. Symptomerne er sjældent fælles for alle. Men det var alligevel vigtigt, at jeg kunne møde de samme læger, når tiden var inde til at få kontrolleret, hvordan kemobehandlingen skred frem.
En af de tilbagevendende kritiske kommentarer om det svenske sygehusvæsen er, at patienter konstant møder nye læger. Jeg forstår udmærket kritikken. At møde nye læger indebærer, at man bliver nødt til at starte forfra og indgå i dialog med en fremmed person. Det behøvede jeg ikke med Bengt Bergman. Ved vores tredje møde havde vi fundet en samtalekode. Han vidste, hvordan jeg talte og tænkte, og jeg vidste, hvordan han formulerede sig.
Nu sad vi på hans kontor, klokken var 11, og han havde analyseret de prøver og røntgenbilleder, som jeg havde fået taget om morgenen.
