Skumringstimen har ramt den gamle toldbodsplads i Padborg. Dagslyset er stille ved at forsvinde, men lyser stadig det meste af rastepladsen op. Små menneskegrupper står lænet op ad deres lastbiler iført beskidte arbejdsbukser og åbne termojakker, med dåseøl i hånden. Toilethuset, et mindre rødt betonhus midt på pladsen, huser to toiletter til de op mod 1.000 lastbilchauffører og er flittigt besøgt, ligesom der ved den nærliggende Shell-tank har dannet sig en kø af tre-fire trucks, der venter på at fylde diesel på deres 575-liters tanke.
Det er her foran kiosken, at Gabriel Popescu kommer gående 14. november 2013. Ud ad glasdøren i løse grå arbejdsbukser, grøn firma-T-shirt, blå termovest, sort jakke og sikkerhedstræsko. Hans gang er langsommelig, han kigger frem for sig og får pludselig øje på mig og rygsækken, der rager en halv meter op over hovedet på mig. Hans blik flakker, mens han justerer sin retning og går mod mig. Skaldet, rundt ansigt, en anelse stænk i det korte skæg, omkring 180 centimeter høj og i hvert fald 90 kilo. Han er 45 år, rumæner og lastbilchauffør på ottende år. Da han kommer helt frem til mig, slår det mig, at han er et komplet fremmed menneske. Mine kolleger, især de mandlige af dem, har vantro spærret øjnene op, hver gang jeg har fortalt om mit projekt. »Hvad fanden har du gang i?«, har deres reaktion været. Deres øjne har sagt alt.
Det er et år siden, jeg mødte Gabriel første gang. Han stod i bagenden af en tom lastbil på toldbodpladsen og vippede med foden, mens han kiggede ud i regnen. Hans kollega Puiu var gået ud for at hente endnu en øl. Pete, en tredje kollega, var trængt lidt længere ind i trucken for at tørre sine briller, da han var kommet til at tænke på sin kone, han snart havde sølvbryllup med. Pludselig forvildede der sig et par berusede litauere hen i rumænerlejren, og Pete, Puiu og Gabriel gik hen til dem. Her stod de lidt. Stirrede på hinanden med stive kroppe, mens luften sitrede af frustrationer. Gabriel stillede sig forrest, smilede roligt, lagde en hånd på skulderen af den ene litauer, grinede og sagde et eller andet. Litauernes spændte krop blev blød, skuldrene sænkede sig, han tog sin litauiske kollega og gik, og Gabriel sagde stille: »Jeg tror ikke, der er nogen, der forstår, hvordan truckerlivet forandrer en mand«.
Det er den sætning, der fangede mig. Den, der gør, at jeg nu står her igen.
