Foto: Vilhelm Rosenstand/Sønderborg Slot

Krigen i 1864 var kun et håndslag fra dansk succes

Havde Danmark ikke i det afgørende øjeblik truffet en skæbnesvanger beslutning, var den danske strategi i 1864 formentlig lykkedes. En ny bog af historiker Rasmus Glenthøj gør - i forbindelse med 150-årsdagen for slaget ved Dybbøl - op med det danske nationaltraume.

Den mest almindelige fortælling om Danmarks nederlag i krigen i 1864 er historien om et lille land, der gik i nationalistisk selvsving og i overmod troede, at man kunne bide skeer med Bismarcks mægtige prøjsere. Det er fortællingen om tapre landsoldater, der blev sendt til slagtning på slagmarken af politikere i København, der stadig troede, at landet var en stormagt. Det er en historie om en vanvittigt blodig, unødvendig og nytteløs krig, som var vores egen skyld.

I et nyt mammutværk om begivenhederne, der førte frem til Danmarks nederlag, gør historiker Rasmus Glenthøj op med den fortælling, der i hans udlægning er imprægneret med en selvpiskertradition, som dansk historieskrivning om 1864 har været fanget i gennem mere end hundrede år.

»Selvpiskertraditionen er alt for ensidig. Der er elementer af den, der er rigtig. For der var bestemt folk, der tænkte på den måde. Men så dumme var toppolitikerne ikke. De var godt klar over, at lokummet brændte, og prøvede af al magt at finde på nogle løsninger«, siger Rasmus Glenthøj.

Vi har ifølge historikeren forstået 1864 i bagklogskabens lys. Dels fordi det passede i eftertidens politiske kram. Dels fordi den nuværende grænsedragning efter sprogligt og kulturelt tilhørsforhold, der blev en realitet efter genforeningen i 1920, står som selvindlysende rigtig og naturlig. Men det var den langtfra i 1800-tallet – hverken i Danmark, Slesvig-Holsten, Tyskland eller for den sags skyld i resten af Europa.

Glenthøj forsøger at vurdere politikere på samtidens præmisser, og det kaster et betydeligt mere forsonende lys over dem, om end de langtfra fremstår som fejlfri.

Den slesvigske knude

I Glenthøjs udlægning står 1864-generationens politikere i den måske vanskeligste udenrigspolitiske situation i hele danmarkshistorien. Læg hertil en ustyrlig offentlighed og presse, en permanent forfatningskamp, en arvefølgestrid om tronen og en fundamental uenighed om, hvad Danmark overhovedet er for en størrelse.

Foto: Fotografisk Atelier. DKB./Det Kongelige Bibliotek

Politikere har gennem hele perioden næsten kun dårlige valgmuligheder, og alligevel er de forbløffende tæt på at sikre en grænse, der ligner den, vi kender i dag.

Rasmus Glenthøjs alternativ til selvpiskeriet tager udgangspunkt i 1814.

Efter Napoleonskrigene samles Europas stater til den såkaldte Wienerkongres for at fastlægge en ny europæisk orden. Danmark er som en af Frankrigs nødtvungne allierede på det tabende hold og må afstå Norge til den svenske konge.

Den såkaldte danske helstat består herefter – ud over de nordatlantiske besiddelser og nogle kolonier – af kongeriget Danmark og de tre fyrstedømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Før 1814 bestod Danmark af 75 procent dansktalende – man henregnede hertil almindeligvis nordmændene – og 25 procent tyskere. Nu er balancen rykket til 60-40.

Det er allerede her – og ikke først efter 1864 – at Danmark rykker ned fra europæisk mellemvægt til småstatskategorien. Og der er en udbredt og begrundet frygt for, at den danske stat simpelthen er blevet for lille til at overleve. En eksistentiel grundangst, der styrer de kommende års politik.

Det er fra dette udgangspunkt, de mange forskellige tråde spindes, der i de kommende år bliver filtret sammen til en slesvigsk hårdknude, der får dens gordiske slægtning til at ligne en kællingeknude.

Det fortælles, at dronning Victoria engang spurgte sin premierminister, lord Palmerston, hvad al denne ballade om Slesvig egentlig handlede om. Han svarede, at spørgsmålet var så kompliceret, at kun tre mænd forstod den. Den ene var desværre død, den anden blevet gal, og den sidste var Palmerston selv, men han havde glemt alt om det.

En af de tråde, der er viklet ind i sagen, er periodens nationale oprustning. Det er efter tabet af Norge, at man første gang hører, ’hvad udad tabes, skal indad vindes’. Nationalromantikken skyller hen over landet, og bøgen spejler sin top i bølgen blå i både Oehlenschlägers nye nationalsang og på guldaldermalernes lærreder. Sproget bliver med Grundtvig og Rasmus Rask til det bærende element i den danske identitet.

Kombineret med en tilsvarende national oprustning i Tyskland underminerer det identitetspositionen for de borgere i den danske stat, der har tysk som modersmål.

»De tysktalende borgere kaldte sig ofte Dänen, hvor uforståelig den identitetskonstruktion ellers kan synes i dag. Man ville kalde sig slesvig-holstener, men dermed også tysker. Men i statsborgerlig forstand dansker. Det ser ingen i begyndelsen af 1800-tallet som et problem«, forklarer Rasmus Glenthøj.

Tidligere var det en styrke, at det blandede Slesvig udgjorde en flydende overgang mellem Danmark og det tyske Holsten. Men nu, hvor de nationale tanker vinder frem, bliver Slesvig til en krudttønde.

Demokrati dødsdømmer helstaten

En anden af de vigtigste tråde i den slesvigske knude er også spundet på Wienerkongressen. De sejrende magter lægger uforvarende en giftig depotpille i den danske helstat, der først giver en let svie, så et åbent sår og siden en livstruende koldbrand.

I Wien bliver stormagterne enige om, at Holsten på en gang skal høre under den danske konge og således indgå i den danske helstat. Men samtidig skal fyrstedømmet være en del af det nye tyske forbund på 40 millioner indbyggere sammen med blandt andre Østrig og Prøjsen.

Konsekvensen er, at et par af Europas tunge stormagter har ret til ikke blot at blande sig i, hvad der sker lokalt i Holsten, men også i de regler, der gælder for hele det danske kongerige. Det underminerer helstatens selvstændighed.

Men Holstens dobbeltstatus lægger også kimen til demokratiseringen af Danmark. I Wien er det vedtaget, at alle tyske stater skal have en eller anden form for forfatning. Derfor må Frederik VI acceptere, at der i 1831 nedsættes stænderforsamlinger i alle den danske stats dele. Det bliver første skridt hen imod enevældens afskaffelse og junigrundloven i 1849.

Men reelt umuliggør helstaten også en meget liberal grundlov. For de tyske hertugdømmer vil ikke regeres af et dansk flertal. Og danskerne vil ikke acceptere de tyske forslag om genindførelse af enevælde eller tysk flertal.

»Demokratiseringen af helstaten betyder dens undergang. Det er uomtvisteligt«, siger Rasmus Glenthøj.

Uafgjort fejres som storsejr

I 1848 springer denne cocktail af nationalisme og demokratisering i luften for første gang.

I København er de nationalliberale, der presser på for enevældens afskaffelse, for første gang kommet med i regeringen, og en liberal forfatning er under opsejling.

Foto: Fotografisk Atelier. DKB./Det Kongelige Bibliotek

De nationalliberale taler for et Danmark til Ejderen. Lad bare tyskerne løbe med Holsten og Lauenborg. Så længe hele Slesvig bliver indlemmet som en del af det danske kongerige med en fælles dansk grundlov.

Set fra det nationalistisk påvirkede København er alle slesvigere i virkeligheden urdanske. De har bare glemt det under uheldig indflydelse fra tysk sprog og kultur, men med en solid ’fordanskningspolitik’ med krav om dansk sprog i skoler og kirker kan de genfinde deres rette identitet.

Det vinder ingen genklang hos tysksindede sydslesvigere, der med rette ser ’fordanskningspolitikken’ som et overgreb og frygter en fremtid som en del af Danmark. De gør oprør mod den danske konge og udråber deres egen regering.

Som svar sender Danmark hæren mod syd. Selv om det reelt er prøjserne, der tvinger slesvig-holstenerne til at give op, fejres ’sejren’ for fuld skrue i København. Dannebrog bryder igennem som et nationalt samlende symbol, og ’den tapre landsoldat’ fejres som nationens frelser.

Men ved fredsslutningen bliver der intet Danmark til Ejderen. Det er igen den konservative, russiske tsar, der er imod. Der skal ikke ændres på noget af betydning på europakortet. Den slesvigske knude forbliver uløst, og den danske helstats indbyggede konflikt består. Og derfor antændes krudttønden snart igen.

»Jeg ser det nærmest som uløseligt. Det, der er mindstekravet på den tyske side – enevælde eller tysk flertal i et fælles parlament – var uacceptabelt for danskerne. Og det danske minimumskrav om en hel samlet forfatning for i hvert fald Slesvig og Danmark var helt uacceptabelt for tyskerne. Jeg tror simpelthen, at det var umuligt at nå hinanden«.

I erkendelse af situationens vanskelighed ændrer de nationalliberale i de efterfølgende år strategi.

»Man må se nøgternt på deres muligheder. En dansk-tysk forbundsstat var usandsynlig efter 1848 og kunne næppe have overlevet alligevel. Så den er udelukket. Hvis man ikke vil acceptere, at enevælden var en god løsning, så er den også ude. Og hvis man heller ikke accepterer tysk flertal i et fælles parlament, så er der kun én mulighed tilbage: at få de neutrale stormagter til at diktere en løsning«.

På tærsklen til storkrig

Det er kort fortalt den danske strategi fra 1857. Og alle ved, at den indebærer en reel risiko for krig.

»Men den nationalliberale idé er, at selv hvis krigen kommer, så sker det, der altid er sket i Wienerkongressens Europa, og som også skete i den første krig: Stormagterne griber ind, og så sætter vi os til forhandlingsbordet og finder ud af, hvordan det skal være«.

Og det er faktisk netop det, der sker. Da 1864-krigen er brudt ud, griber stormagterne ind og gennemtvinger efter de første krigshandlinger en våbenhvile og fredsforhandlinger i London.

»Her bliver lagt en masse forslag frem, hvor vi med nutidens øjne ville sige: Flere af dem er ret fornuftige. Og mange af de nationalliberale sagde: »Tag hvad som helst, der er på bordet, for at få fred«. Den historie er fuldstændigt glemt«.

Men problemet er, at der i mellemtiden er sket et magtskifte internt hos de nationalliberale. Pragmatikeren C.C. Hall er blevet afløst som regeringschef af gambleren D.G. Monrad. Mens Hall havde accepteret snart sagt enhver fredsløsning, lægger Monrad en mere risikabel strategi.

Han satser på at få englænderne med i krigen på dansk side. Og hvis de går med, går Sverige-Norge og Italien også med. Pludselig kan Europa stå midt i en storkrig, hvor hele kontinentet er involveret. Et scenario, der minder om Første Verdenskrig – 50 år før skuddene i Sarajevo.

»Der var masser, der tænkte i ’Europa i flammer’-scenarier. Det var meget tæt på at udvikle sig til en europæisk storkrig. Men set i europæisk perspektiv var det jo netop tanken med wienerkongressystemet, at stormagterne skal sørge for, at små regionale konflikter ikke udvikler sig. Og det lykkedes dem faktisk i 1864«.

Efter en tæt afstemning i det britiske underhus beslutter London at holde sig neutral. Danmark er alene mod den prøjsiske overmagt, og fire måneder senere må Danmark acceptere at afgive hele Slesvig.

»Den store katastrofe er ikke selve krigsudbruddet. Katastrofen er, at man ikke tager de fredsforslag, der kommer på bordet i London. Det har Monrads regering skylden for, men det har den både den nationalistiske offentlighed og Christian IX også«.

En umulig deling

Men hvorfor skulle der to Slesvigskrige og en verdenskrig til, før det, vi i dag ser som den åbenlyse løsning – en deling af Slesvig efter folkeafstemning – blev en realitet i 1920?

»Allerede på et tidligt tidspunkt overvejer de danske politikere i interne drøftelser en deling af Slesvig. Hvis regeringen havde haft modet og trodset en københavnsk folkemængde, der ville have protesteret, så kunne man måske her have undgået to krige uden et eneste tab«, forklarer Rasmus Glenthøj.

Men der var set med samtidens øjne også mange saglige argumenter imod en deling.

For det første er befolkningen i både Slesvig og Holsten imod, selv om deres politiske ledere ville have kunnet acceptere det.

For det andet er især Rusland blankt imod. Indtil tsarens nederlag til blandt andre Frankrig og England under Krimkrigen i 1856, er russerne den stærkeste magt i Europa. Det er dem, der reelt bestemmer, hvilke løsninger på Europas problemer stormagterne kan acceptere. Og i tsarens optik er det vanvittigt at anerkende et nationalitetsprincip. Hvis man først begynder at sætte i hovedet på folk, at de ved afstemning kan beslutte, hvilket folk de vil tilhøre, så har Rusland og Østrig et problem – hvilket de jo begge også senere får.

Samtidig har Danmark stærke statsretlige argumenter på sin side. Stormagterne har gennem forskellige traktater anerkendt, at Slesvig tilhører det danske kongerige.

Endelig frygter man, at den tyske grænse langsomt vil snige sig nordpå.

»Hvis man deler Slesvig, kan det jo være, at tyskerne senere kommer rendende og siger, at grænsen er forkert trukket. Små tysktalende enklaver vil uvægerligt komme ind i Danmark, og hvis de begynder at lave ballade – så kan man næsten trække paralleller til Ukraine i dag«.

Der var masser af gode argumenter imod delingen. Men de nationalliberale forsøgte alligevel allerede i 1848 at bevæge sig i den retning, mens de sad i regering. Det fik kongen, der dengang stadig kunne fyre sine ministre, som det passede ham, til at afskedige deres regering med folkets støtte. En deling var ikke en politisk mulighed.

Der er Glenthøjs øjne ingen tvivl om, at de nationalliberale politikere svigtede. De var bare langtfra de eneste.

»Det er jo den gode gamle fortælling om, at nederlaget ingen fædre har. Folket havde et ansvar, regenten havde et ansvar, og politikerne fra hele spektret havde et ansvar. De nationalliberale havde selvsagt et ansvar. Det havde helstatsmændene også. Og det havde mange i det, der senere blev til Venstre, også. Alle var med, og der skulle mange kokke til at fordærve maden«.

Nederlagets fædre

Men det har været politisk betimeligt at lade de nationalliberale hænge på regningen 1864-fiaskoen alene.

»Abespillet efter nederlaget begyndte allerede i 1864. De konservative helstatsmænd sagde groft sagt, at det var de nationalliberales skyld, mens de nationalliberale sagde, at det var alle andres skyld. Og de to meget ensidige udlægninger bliver en del af forfatningskampen frem mod systemskiftet i 1901«.

Da de nationalliberale smelter sammen med de konservative og bliver til Højre, overtager det nye parti den nationalliberale version af sandheden: »Alle de store magter svigtede Danmark, og hvis man endelig skal lægge et ansvar inden for landets grænser, er det, at hæren kæmpede for dårligt, at kongen var en nar, og at de gamle helstatsmænd lagde et umuligt fundament i årene op til 1864«.

Ingen af elementerne er uden forbindelse til virkeligheden, men eftertiden har udvisket den som en bortforklaring.

Venstre overtager derimod de gamle helstatsmænds anklageskrift mod de nationalliberale minus de antidemokratiske elementer. Det er en særdeles opportun forklaring til at udstille Højres politik i årene omkring systemskiftet:

»1864 bliver et politisk argument for Venstre – navnlig den del, der i 1905 bliver til Det Radikale Venstre: Se nu bare. Nu bygger de volde og fæstninger og er meget krigeriske igen. Det er præcis det, der ledte op til 1864, og nu gentager de gudhjælpemig tåbelighederne«.

Det er ikke, fordi denne selvpiskerfortælling er fuldkommen forkert. Den er blot ufuldstændig.

»Det, der især er problemet, er, at den siger, at de nationalliberale var ligeglade med udlandets reaktioner. Og det er præcis det modsatte af virkeligheden. Da tingene kører af sporet, især fra 1857 og frem, så gør de faktisk alt, hvad der var muligt, for at få viklet de neutrale stormagter ind i sagen. Men det var umuligt at redde helstaten, medmindre man var klar til at genindføre enevælden. Og det var de nationalliberale politikere ikke. I modsætning til nogle af de konservative politikere og kongen«.

»Krig er forfærdeligt, og krig koster menneskeliv. Men i et internationalt perspektiv er det her jo en kort og blodfattig krig. Og ikke engang i et dansk perspektiv er det i nærheden af at være den værste. Tragedien er ikke kun, at krigen bryder ud. Det er, at man forspilder muligheden for at få en fredsløsning i London. Og den var der«.

Hvis ikke Monrad havde truffet sin skæbnesvangre beslutning, så kunne 1864-krigen måske have opfyldt sit formål. I så fald ville der have stået statuer af ham overalt i Danmark i dag som manden, der både var hovedskribent på rigets første grundlov og huggede den uløselige slesvigske knude over.

Nu er han i stedet endt som hovedskurk i et nationalt traume og stamfader til Danmarks evigt slagne sønner.

Publiceret 19. april 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce