0
Læs nu

Du har ingen ulæste gemte artikler

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til dine gemte artikler, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er gemt Du har ulæste artikler blandt dine gemte artikler
Laura Leon/AP
Foto: Laura Leon/AP

Kolonikrig om Mini-England

Europas sidste koloni, Gibraltar, er atter genstand for strid mellem Spanien og England. Fronten i en krig, hvis våben indtil videre mest er chikane af civile og skænderier til søs, er grænselinjen. Bag den er det lille samfund, der lever i en britisk tidslomme, mere isoleret end nogensinde. Men sammenholdet vokser.

FOR ABONNENTER

Frontlinjen er trukket op med hvide streger på sort asfalt. Og våbnet i den nutidige krigsførelse er noget af det værste, man kan byde et moderne menneske – formålsløs ventetid. I timevis holder bilerne og deres passagerer som gidsler i den lange skygge fra Gibraltars kendte silhouet, klippen med tilnavnet ’The Rock’. På hver sin side af det, der må være Europas korteste grænse, står de to EU-partnere og allierede, England og Spanien, fanget i en tilsyneladende uløselig konflikt.

Da den absurd lange ventetid ved grænsekontrollens landskab af endeløse rækker af biler bliver for meget for de hundreder af mennesker, som sidder fast her, banker chaufførerne deres horn i bund, og en veritabel tudekoncert rejser sig over sceneriet. En frustreret – om end nytteløs – båttende understregning af, hvor absurd sceneriet omkring den stovte klippe med sin befolkning af berømmede aber og den aktuelle kampzone egentlig er.

Siden briterne i 1713 fik lov til at indlemme den strategisk beliggende klippe ved indsejlingen til Middelhavet i det daværende imperium, har Spanien ønsket at få Gibraltar tilbage. I sommer accelererede den evige konflikt om klippen pludselig med det resultat, at trafikken ud fra det engelske indelukke på Europas sydlige spydsspids gik i stå. Spanske toldere og politifolk gik ned i slowmotion ved grænsekontrollen, og bilkøerne voksede og voksede mellem den spanske by La Línea de la Concepción og Gibraltar.

Det er problemfrit og hurtigt at trille ind over grænsen fra den spanske side. Til gengæld rammer man øjeblikkelig en helt anden verden. Væk er tapas, evigt talende og gestikulerende mennesker på fortovene, duften af hvidløg i olivenolie og hele den spanske tummel. Ind over landingsbanen ved den lokale lufthavn, der udgør indgangen til Gibraltar, kører man ad brede, mennesketomme gader med navne som Winston Churchill Avenue og Devil’s Tower Road. Turen ender i et af de få parkeringsanlæg, der er plads til på de få kvadratkilometer under klippen, der rager op over byen som et mørkt og magtfuldt punktum for verdensdelen Europa.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu

Annonce