Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Lars Skaaning
Foto: Lars Skaaning

Småborgerligt, miljøfjendsk - og hamrende populært

Parcelhuset har et blakket ry og er blevet kaldt både kedeligt og spild af ressourcer. Alligevel er det den mest udbredte boligform i Danmark. Og parcelhusejerne er ikke til at flå væk, når først de har fået have, gode ombygningsfordele og økonomiske fordele.

»Det var lidt tilfældigt, at vi kom til at bo i parcelhus«, siger Marianne Houen Schmidt. »Men i dag kunne jeg ikke tænke mig at bo nogen andre steder«.

Marianne Houen Schmidt og hendes familie bor i et af de 1,2 millioner parcelhuse, der findes i Danmark. Sammen med sin mand købte hun for fire år siden et parcelhus i Dragør med en gammel have. Det lave hus i gule mursten har fladt tag og store vinduer. Alt træværk er malet sort, og står man på det rigtige sted i haven, kan man kigge igennem dagligstuen og ud i forhaven. Bygget i midten af 1960’erne og som flået ud af et parcelhuskvarter.

Vejret viser sig fra sin bedste side, og vi har sat os under et storblomstrende magnolietræ. I det fjerne kan man høre lufthavnen, og en sjælden gang imellem kører en bus forbi ude på vejen, men ellers oser den lille baghave i Dragør langt væk af fred og idyl.

»Vi er begge vokset op i parcelhuse i 70’erne og 80’erne, så vi ved, hvad det vil sige at bo i parcelhus. Da vi begyndte at kigge efter alternativer til lejelejligheden, stod et parcelhus dog ikke på listen over boliger, vi overvejede«, siger Søren Houen Schmidt. »Men det kom det hurtigt til. Da vi først havde set dette hus, vidste vi, at vi skulle bo her«.

Søren og Marianne Houen Schmidt har boet i parcelhus i Dragør i fire år. De har tre små drenge, og det var, da de fik børn, at de begyndte at kigge efter en ny bolig.

»Vi boede godt på Halmtorvet i København. Men da vi fik børn, opstod der et behov for at komme ud af byen. Og nu bor vi så i et hus, der ligner dem, vi selv er vokset op i«, fortæller Marianne Houen Schmidt.

HJORTH DANIEL
Foto: HJORTH DANIEL

Parret kiggede på flere boliger, før de valgte at købe det gule parcelhus med fladt tag i Dragør. De overvejede også at blive boende i København eller flytte i bofællesskab i Trekroner ved Roskilde. Men da de så annoncen for parcelhuset, hvor plantegningen virkede ideel, besluttede de at se huset.

»Der var det antal værelser, vi havde brug for. Arkitekturen og funktionaliteten tiltalte os. Ja, det var nok stilen og husets karakter, der charmerede os så meget, at vi endte med at købe parcelhuset«, lyder det fra Marianne Houen Schmidt, der som arkitekt kunne se, at huset kunne blive ideelt, selv om de tidligere ejere i mere end 30 år havde sat sit præg på huset med væg-til-væg-tæpper, sænkede lofter og hjemmebar.

»Først havde jeg svært ved at se, hvor godt det her hus kunne blive«, siger Søren Houen Schmidt. »Men da jeg så, at Marianne var fyr og flamme, var jeg sikker på, at vi skulle have et parcelhus«.

Flugten fra byen

Ikke alle af de 1,2 millioner parcelhuse i Danmark har fladt tag og gule mursten som hos Marianne og Søren Houen Schmidt, men alle er placeret på selvstændige parceller, deraf navnet parcelhus.

»Parcelhuset er den mest udbredte boligform i Danmark«, siger historiker og journalist Jonas Møller.

I næste uge udkommer hans og arkitekten Olaf Linds bog ’Alle tiders parcelhuse 1860-1912’. Bogen fortæller historien om parcelhusene fra de allerførste, der blev opført for 150 år siden, frem til de seneste i dag.

»Formålet med bogen er at fortælle den store historie om parcelhuset. Altså at sætte huset ind i en historisk og samfundsmæssig sammenhæng«, siger Jonas Møller.

Hvornår blev det første parcelhus bygget?

»De første skød op på Frederiksberg i slutningen af 1850’erne. De mest velstillede fra København ville væk fra hovedstaden, hvor der hverken var frisk luft eller plads nok«, fortæller Jonas Møller.

Samtiden var forfærdet over, at nogen kunne finde på at flytte uden for byen, for det måtte da både være farligt og ubekvemt. I 1860 ophævede myndighederne dog den demarkationslinje, der lå som en beskyttende ring rundt om København, og det betød, at det nu var fuldt lovligt at bygge ’rigtige’ huse uden for byen. Hidtil havde man blot måtte opføre træhuse, som hurtigt kunne ryddes eller rives ned i tilfælde af et angreb på hovedstaden.

Voldene rundt om København blev også fjernet, og for de velbjærgede var det en kærkommen lejlighed til at komme væk fra den proppede by, der var plaget af sociale problemer og epidemier.

Omkring 1860 opstod Rosenvængets kvarter på Østerbro, og det blev det næste ryk i historien om parcelhuset.

»Man kan faktisk tale om to tendenser. Overklassen byggede lystejendomme uden for de fyldte byer, og de arbejdsmænd, der var søgt mod byerne for at finde job, købte små grunde uden for byerne, hvor de kunne dyrke grøntsager og få frisk luft. Altså små kolonihaver, som først fik et træskur og siden et mere permanent hus, for til sidst at blive helårsboliger«, siger Jonas Møller.

Storhedstiden

Det helt store ryk på parcelhusfronten kom efter Anden Verdenskrig, hvor der var massiv boligmangel. Samtidig var der opstået en erkendelse blandt politikere af, at man kunne forhindre social uro, hvis man sørgede for ordentlige boliger til befolkningen

»Staten gik aktivt ind og støttede nybyggeri blandt andet ved at lave særlige skatteregler og yde lån til de såkaldte statslånshuse, som var tiltænkt forholdsvis beskedne boliger, som folk selv opførte«, fortæller Jonas Møller.

I 1960 gik Danmark fra at være et landbrugsland til at være et industriland, fordi industriproduktionen oversteg landbrugsproduktionen. Det kom blandt andet til udtryk i en massiv forstadsvækst, for folk ville væk fra de tætte byer, og andre ville væk fra landområderne for at komme tættere på arbejdspladserne i byområderne. Og så skulle der bygges. Alene i perioden 1960 til 1980 blev der opført 450.000 nye parcelhuse. Det var lige så mange som i de foregående 100 år, og det blev især muligt på grund af rentefradragsretten og den massive inflation, som konstant gjorde det billigere at bo i sit eget hus.

»Det var jo sådan, at i en periode havde parcelhusejerne tjent 500 kroner hver morgen, når de trak gardinerne fra«, siger Jonas Møller.

Realkreditsystemet og rentefradraget gjorde det fordelagtigt at låne penge, og da inflationen samtidig var høj, blev låntagernes gæld hurtigt gnavet ned.

»I lang tid kunne man sælge et parcelhus betydeligt dyrere, end man havde købt det for. Så for mange mennesker var det en god forretning«, siger Jonas Møller og fortæller, hvordan husenes størrelse varierede med renten.

»Jo lavere rente, jo flere kvadratmeter fik husene. I snit var de 140 kvadratmeter, men i de år, hvor renten var høj, røg de ned på 120 kvadratmeter, mens de andre år var helt oppe på 160 kvadratmeter«.

Byggeboomet gav fast arbejde til håndværkere og murermestre, der lavede hele typehusprogrammer, som kunderne kunne plukke i. Man kunne så vælge, hvor stort huset skulle være, om der skulle være ekstra stort bryggers, om der skulle være eternittag osv. Alt sammen præsenteret som en katalogvare, hvilket betød, at der skød hele kvarterer op, hvor husene lignede hinanden.

»De velstillede valgte ikke de standardiserede typehuse, men fik arkitekter til at tegne dem. På den måde afspejler parcelhuset det, vi ser andre steder på boligområdet: Vores boliger afspejler, hvem vi eller – eller i hvert fald hvilken historie vi gerne vil fortælle om os selv. Et pænt hus betyder, at man er en ordentlig familie, og hvis huset er arkitekttegnet, er det ekstra fint, synes vi«.

Parcelhusejernes store fest sluttede i 1972, hvor oliekrisen satte voldsomt ind og gjorde det meget dyrere at bygge eget hus. Det stoppede ikke parcelhusenes vækst, men det betød, at ejerne skulle vente længere, før de kunne se på deres egen økonomi, at de tjente penge på deres bolig.

»Typehuset har været en måde at få foden under eget bord på for almindelige mennesker«, fortæller Jonas Møller og påpeger, at biler hænger tæt sammen med parcelhusenes udbredelse.

»Når folk flyttede væk fra byerne og ud i villakvartererne, havde de jo brug for en bil. Og det vidste typehusproducenterne selvfølgelig, så på et tidspunkt var der en producent, som gav folk en Folkevogn med i købet, hvis de købte et hus hos ham«.

Ikke alle var dog begejstrede for parcelhusene, der skød op over hele landet. Arkitekter mente i 1970’erne, at husene stred mod en mere kollektiv tankegang, hvor folk kunne dele ressourcerne – for eksempel til vaskerier, opvarmning og madlavning. Juristen og venstresocialisten Preben Vilhjelm kritiserede parcelhusene, fordi de illustrerede en boligpolitik, der skattemæssigt kun var fordelagtig for de bedst stillede. Andre var bekymrede over parcelhusene, fordi de pacificerede befolkningen. Har man eget hus, har man nemlig mindre tendens til at lave revolution.

Jonas Møller er enig i alle argumenterne. Det er dyrere at opvarme et hus med så mange ydervægge som et parcelhus. Det er spild af ressourcer. Og det har økonomisk kunnet betale sig for de fleste at bygge eget hus, så folk, der får hus og have, bliver borgerliggjorte og dropper alle tanker om samfundsomvæltninger. Alligevel er han så begejstret for parcelhuset, at han selv bor i et.

»Jeg er selv vokset op i et parcelhus, og da jeg flyttede hjemmefra, var jeg sikker på, at det skulle jeg aldrig igen. Men nu har jeg faktisk boet i et de sidste 25 år, og det er blevet fuldkommen, som jeg gerne vil have det. Det er nemlig en af fordelene ved parcelhusene. Man kan selv sætte sit præg på dem, og man kan få lov til at fortælle lige den historie, man ønsker. På den måde er parcelhusene en væsentlig del af den danske livsstil og selvforståelse«.

Parcelhuset er fast arbejde

For Marianne og Søren Houen Schmidt er parcelhusidyllen især forbundet med haven. For den unge børnefamilie er det en gave at kunne bruge sommerdagene udenfor.

HJORTH DANIEL
Foto: HJORTH DANIEL

»Der er stadig nogle ting, vi kan gøre ved huset. Det ene badeværelse er helt oprindeligt med turkise fliser, og det skal vi ordne, når vi kan overskue det«, siger Marianne Houen Schmidt og tilføjer: »Vi skal også have mere lys ind i køkkenet, men det må vente«.

Drengene spiser is og går ind og ud gennem den store skydedør til køkkenet, som det passer dem.

Hvad med det flade tag. Er det tæt?

»Ja, der kom nyt tag på, et par år før vi købte huset«, siger Søren Houen Schmidt. »Det var en af de ting, folk advarede os imod. Et parcelhus og så med fladt tag. Så kan det ikke blive værre«.

Marianne Houen Schmidt drejer hovedet og kigger på det lave hus.

»Der er selvfølgelig en del arbejde i det, men ved at være helt tro mod den oprindelige arkitektur har vi opdaget, at det fungerer perfekt«.

Tror I nogen sinde, at I bliver færdige med at arbejde på jeres parcelhus?

»Nej«, lyder det fluks fra Marianne Houen Schmidt.

»Jo«, siger hendes mand og tager en slurk af kaffen.

’Alle tiders parcelhuse, 1860 – 1912’ af Olaf Lind og Jonas Møller udkom 15. maj hos Gyldendal.

Publiceret 17. maj 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden