Efter næsten fem måneder er den første, grundlæggende behandling af min cancer med kemoterapi overstået. Det hele blev afsluttet med en uges intensive prøvetagninger. Inden samtalen med doktor Bengt Bergman lægger jeg den eneste mulige strategi: Jeg håber på det bedste, og forbereder mig på det værste.
Men kemoterapien har gjort sin virkning, får jeg at vide 12. maj klokken 10.30 om formiddagen. En del af mine tumorer er tilsyneladende gået helt væk, andre er aftaget mere eller mindre i størrelse, og der er åbenbart ikke kommet nogen nye til. Når det gælder cancer, findes der ganske vist ingen garantier. Men gælder det ikke alle livets forhold? For mig og min kone, Eva, handler det nu om en form for normalitet, som er tidløs, tilbagevendende.
Den aften sidder vi længe på verandaen, puster ud og lytter til solsorten, som sidder oppe på skorstenen og synger. Glæden er stilfærdig, tavs. Vi behøver ikke sige noget. Solsorten imiterer Bach. Jeg selv, som ikke ejer solsortens sangstemme, har tidligere sunget personalets pris på Sahlgrenska Sjukhuset i Göteborg. Deres formåen, deres tålmodighed, deres gode arbejde og kærlige modtagelse af mig.
Men jeg har også indset, at jeg må lovsynge cancerforskningen, både før og nu, og alt det, fremtiden vil bringe.
