En VM-slutrunde i fodbold er ikke et eksperimentarium. Det er ikke et sted, hvor deltagerne fremviser en hel masse nyt og eksperimenterer kraftigt med taktiske nyskabelser og systemændringer. Morten Olsen har forklaret det, Peter Rudbæk, lederen af DBU’s træneruddannelse og højt på strå i Uefa som bl.a. Champions League-observatør, ligeså – og det er da så sandt, som det er sagt, set fra trænerside.
Så tilskuere og tv-seere kan godt glemme alt om at blive budt på spændende overraskelser og smarte, finurlige tricks, som vi kan blive overrumplede af og begejstrede for, og få nye, spændende tendenser i det gamle spil at se – måske et hold, der spiller i et ’4711-system’ og har skrottet det mest anvendte, 4-2-3-1 eller 4-3-3, når kampene går i gang i Brasilien?
Næ, selvfølgelig vil vi ’almindelige’ VM-iagttagere undervejs i den store 32-holds turnering blive præsenteret for små nyheder på banen, kunne fryde os over spillere, mange af os ikke har hørt om eller kender ret godt, og som gør en forskel og bliver kampafgørende i kraft af individuelle kvaliteter. Og vi vil komme til at opleve ting f.eks. i forbindelse med dødbolde, målmændenes deltagelse i opspillet og systemændringer på nogle hold midt i kampene, som vi ikke er vant med.
Men trænerne, og det er dem, Olsen og Rudbæk taler om, og deres analytikere og ’spioner’ har indsamlet alt om alle modstandere. De er blevet gennemanalyseret på kryds og tværs. Enhver VM-træner har total viden om de enkelte spillere hos de andre. Hvor langt løber de? Og hvor hurtigt? Stærke og svage sider, hvilke farve underbukser bruger de, hvor mentalt stærke er de spillere, vi skal møde, kan deres nøglespillere bringes ud af fatning?
