Foto: Peter Klint

Denne bananskræl bliver om brøkdele af et sekund til kunst

Det er nemt at føle forlegenhed, når man ser på samtidskunst, for hvad skal man mene? Det bliver nemt pinligt. Det har kuratoren Toke Lykkeberg gjort til tema på en udstilling, hvor et af værkerne er en frisksmidt bananskræl.

Der står en sprayflaske med Ajax rengøringsmiddel på gulvet i galleriet. Jeg kniber øjnene sammen og ser både referencer til Andy Warhols kasser med Brillo-vaskepulver og Alex Da Cortes shampoo-malerier. Men der er også noget andet, noget udefinerligt, noget pirrende ... Blikket glider videre til en 10-liters spand med hvid plastikmaling og en kande med myntete.

Jeg skal lige til at åbne munden og rose kurator Toke Lykkeberg for en virkelig udfordrende og tankevækkende kunstudstilling her hos Toves på Amager, men han kommer mig i forkøbet.

»Ja, som du kan se, er vi stadig ved at gøre klar til værkerne«, siger han. »De kan være her når som helst«.

»Nå ...«, siger jeg og roser i stedet mig selv for, at jeg ikke nåede at sige noget pinligt.

På den anden side så handler den her udstilling – som altså på dette tidspunkt endnu ikke er installeret – jo netop om den forlegenhed, man nemt føler i selskab med samtidskunst. Så jeg går til bekendelse:

»Du kunne ellers godt have bildt mig ind, at udstillingen var færdig nu ...«.

»Ja, de fleste udstillinger af samtidskunst kunne godt have titlen ’Forlegenhed’«, siger Toke Lykkeberg.

»Fordi de fleste af os som udgangspunkt er på røven, når vi træder ind i et galleri?«.

»Ja, samtidskunst kan være hvad som helst ...«. Han tænker et sekund, inden han tilføjer: »... teoretisk set ...«.

Og så uddyber han: »Nogle tror måske, at der ikke længere er nogen regler i samtidskunsten, men jeg vil sige, at det modsatte er tilfældet. I dag er der snarere for mange regler, og konsekvensen er, at vi bliver forlegne, når vi ikke længere ved, hvilke af dem vi skal følge ...«.

Og sådan er det ikke bare i kunsten.

»Skal vi give hånd, eller skal vi give et kram«, spørger Toke Lykkeberg. »I vores frigjorte, multikulturelle og demokratiske samfund er den slags ting ikke længere givet på forhånd – og endnu mindre inde i den frizone, man kalder kunst«.

Hr. og fru Hakkebøf

Toke Lykkeberg kalder sin udstilling for ’L’embarras’, men hvorfor ikke bare kalde den ’Forlegenhed’, når vi nu er på Amager og ikke i Paris?

»Fordi fransk er lingua franca for eliten. Den franske titel stinker af finkultur og er i sig selv lidt intimiderende ...«, siger kuratoren.

Så det gælder åbenbart om at få gæsterne til at føle sig usikre. På en måde er det en udstilling om tvivl. Tvivl om, hvad der er kunst. Og tvivl i det hele taget.

Jeg vender tilbage til Toves, da Lykkeberg er færdig med at installere værkerne. Over døren hænger nu en tv-skærm, der – som en slags indgangsbøn – viser et klip fra Woody Allens film ’Manhattan’.

Woody er på kunstudstilling og møder Diane Keaton, som han forsøger at imponere med sin indsigt og sikre smag. Han roser nogle fotografier. Keaton synes, de er elendige. Så fremhæver han en plexiglasskulptur. Den kan hun heller ikke lide. Og da Woody tror, han har lært lektien og nedsabler en kube af stål, siger Diane Keaton:

» Den synes jeg er fuldstændig fantastisk ...«.

Det er ikke nemt. Og især ikke når et stykke samtidskunst i sig selv er ingenting, som Toke Lykkeberg minder mig om. Værkerne er mere at betragte som brikker i et skakspil.

»En bonde i et skakspil kan lige så godt være en 2-krone. Det er ikke det, der betyder noget, vi kan abstrahere fra det. Det er det samme i samtidskunsten. Det handler fuldstændig om konteksten«.

Det handler altså ikke om, hvad der er kunst, men om hvordan noget er kunst, forklarer han:

»Jeg mener faktisk ikke, man længere kan sige, hvad kunst er, og det er derfor, vi er på røven. Både amatørerne og de professionelle. Det er også derfor, at hr. og fru Hakkebøfs forargelse over, at de ikke kan forstå samtidskunsten, på sin vis er berettiget ...«.

På kanten af komik

Jeg træder ind i udstillingsrummet og er ved at glide i en bananskræl, som nogen har kylet på gulvet. Men nu er man jo blevet advaret af Woody og må overveje, om der kan være tale om kunst.

Foto: KLINT PETER
Foto: KLINT PETER

Ganske rigtigt. Skrællen er en installation af den mexicanske kunstner og filosof Adriana Lara. I hendes instruks står der, at en »medarbejder ved museet hver morgen skal spise en banan og smide skrællen et sted på udstillingen ...«.

Det kan virke som en vittighed, og det er sådan set også meningen, for bananskrællen er en ikonisk rekvisit i den klassiske slapstick-komedie, og komikken grænser tæt op til avantgardekunsten, pointerer Lykkeberg.

Det ses også i den lille Mel Brooks-film, ’The Critic’ fra 1963, der projiceres op på en grønmalet dør. Det er en tegnefilm med simple kulørte figurer som i et abstrakt maleri. Man skal forestille sig, at Brooks selv sidder og ser filmen i en biograf. Man hører hans højlydte kommentarer til de skiftende figurationer, mens andre tilskuere tysser på ham – uden held.

»Det der må være symbolisme«, buldrer Mel Brooks, da noget ubestemmeligt flimrer over skærmen. »Jeg tror, det symboliserer affald«.

Og et andet sted:

»Jeg kender ikke meget til psykoanalyse, men jeg vil skyde på, det der er et sjofelt billede ...«.

Normalt opfattes Marcel Duchamp som samtidskunstens urfader. Han fandt på begrebet readymades, altså brugsting, der blev flyttet ind i kunstverdenen og dermed ophøjet til kunstværker.

I 1917 anskaffede Duchamp sig for eksempel en pissoirkumme, gav den titlen ’Fontæne’ og sendte den til en udstilling i New York. Urinalen blev afvist, men opnåede enorm berømmelse.

»Men Duchamp opfandt ikke nyt land«, siger Toke Lykkeberg. »Det hele var opfundet 30 år tidligere i Paris af en kreds af mennesker, der kom på natklubben Le Chat Noir i Paris. De var ikke kunstnere, men præsenterede det, de lavede, som kunst ...«.

Gruppen kaldte sig ’de inkohærante’ (de usammenhængende), og en af dem var skuespilleren Coquelin Cadet, som udstillede en snor, der var udspændt mellem to søm, der var hamret i et bræt. Han døbte værket ’Sarah Bernhardt’, fordi det var navnet på en af tidens berømte og meget spinkle skuespillerinder.

Lykkeberg har rekonstrueret ’Sarah Bernhardt’ her i udstillingsrummet. Han har også taget en anden ting med fra kredsen af inkohærante kunstnere, nemlig en bog, som Alphonse Allais udgav i 1897.

»Bogen hedder ’Album fra 1. april’ og er fyldt med monokrome billeder. For eksempel et helt sort billede med titlen ’Negre i slåskamp om natten i en underjordisk tunnel’. Det er ikke kunst, men falder snarere i kategorien spøg og skæmt ...«, siger Toke Lykkeberg.

»Men Alphonse Allais var optaget af at anbringe sin bog et sted, hvor man kom i tvivl om, hvorvidt det var en aprilsnar eller kunst ... Det er derfor, jeg går tilbage til slutningen af det 19. århundrede. For at vise, at samtidskunsten starter som en joke«.

Pinligheden som følgesvend

Før i tiden var det mere enkelt at være menneske, både på kunstudstillinger og i den øvrige verden. Der var færre regler og koder, og dem, der var, knyttede sig mere til stand og klasse end til det enkelte individ.

»Pinlighed er en moderne følelse«, fastslår sociolog Bjørn Schiermer Andersen, der er adjunkt på Københavns Universitet. Han skriver til mig i en mail:

»Pinlighed er bundet til et ‘selv’. Den hører sammen med tilsynekomsten af et moderne individ og med nye og mere komplekse former for social orden, hvor den enkelte selv ‘retter ind’, så at sige, på egne vegne«.

Man kan sige, at ’selvet’ har fået en form for pseudo-sakral eller hellig status i det moderne vestlige samfund. Pinlighederne opstår, når et selv vanhelliges eller utilsigtet fremtræder i et uheldigt lys.

»I sådanne tilfælde kigger vi væk, vi indikerer over for den anden, at vi ikke har bemærket noget (selv om det er åbenlyst, at vi har) – tænk på en, der slår en prut foran os – eller vi redder den anden, der er ved at gøre sig pinlig, ved at skifte samtaleemne i tide ...«, skriver sociologen.

Pinlighederne trives særlig godt i kunstens – den finkulturelle – verden, bekræfter Bjørn Schiermer. Ingen andre steder er det så nemt at komme galt af sted med den forkerte bemærkning.

Men måske er kunstens verden bare et koncentrat af det, der sker i det øvrige samfund, hvor normerne flyder ud, og det bliver sværere og sværere at beherske de uskrevne regler. Virkeligheden bliver mere og mere grumset og kompleks. Og man er tvunget til at skærpe sine sanser og udvikle en særlig takt og sensibilitet, hvis man vil gøre sig håb om at balancere uskadt igennem hverdagen.

»Vi testes konstant for vores sociale kompetencer; vi møder konstant fremmede mennesker og skal konstant agere i sociale miljøer, hvor vi ikke helt føler os hjemme. Det betyder på den ene side en omsiggribende kultivering, refleksion og oparbejdelse af sociale kompetencer og sensibiliteter – noget som jeg tror, de fleste vil mene gør vores liv rigere – men det betyder også, at pinligheden er vores konstante følgesvend gennem livet«, skriver Bjørn Schiermer.

Bevæg dig hen mod tvivlen

Ingen har længere monopol på den gode smag, så meget fatter jeg, mens jeg står sammen med Toke Lykkeberg og betragter et lille tårn af vatpinde, der rejser sig fra en rengøringssvamp og krones med et stykke guldpapir fra noget chokolade. Værket er af Jens Settergren.

Kan man overhovedet længere tale om sådan noget som ’dårlig smag’ i kunsten?, forhører jeg mig.

»Jeg vil nok sige, man er hinsides forestillingen om god og dårlig smag«, siger Toke Lykkeberg.

»Så det er altså i orden at sige, at samtidskunst er et spørgsmål om smag og behag?«.

»Det er i hvert fald ikke noget sludder, for egentlig er det bare det samme som at sige, at kunsten er pluralistisk. At alverdens udtryk byder sig til. Og at alverdens aflæsninger byder sig til«.

»Det er ikke meget hjælp, du tilbyder Politikens læsere!«.

»Jeg synes faktisk, det er en rigtig stor hjælp at sige, at det er noget rod. Det er jo en anden måde at sige på, at selv de professionelle i kunstverdenen er i tvivl om, hvad der er god og dårlig kunst ...«.

»Skal den her udstilling så få folk til at føle sig bedre tilpas eller hvad?«.

»Lige præcis! Man skal ikke nødvendigvis bevæge sig væk fra tvivlen, men måske nærmere bevæge sig hen mod tvivlen for at opleve meget samtidskunst. Fordi tvivlen ikke kun er i beskueren, men også i værket ... Man skal ikke være flov over at være flov! ...«.

Publiceret 7. juni 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce