En rank mand kommer ridende hen over en græsmark på en islandsk hest. Han er klædt i en uniformsjakke med store metalknapper og har håret samlet oven på hovedet i en hanekam, som bølger i vinden.
Han rider forbi en kvindelig flamenco-danser i sort kjole, hvid trøje og røde sko, som hun rytmisk stamper med på en lille plade. På jorden ved siden af hende sidder en mand og et barn. De har sorte masker over ansigterne og hvide rør, som stikker op fra hovedet som hatte. De giver sig til at lave fagter med armene, mens de råber noget uforståeligt på italiensk.
Vi er i den lille jyske landsby Nørre Felding nær Holstebro. For et par minutter siden steg en nordkoreansk musik- og dansetrup ud på parkeringspladsen foran græsmarken. Ingen af de ni kunstnere i truppen har tidligere været uden for Nordkorea. Nu har de opholdt sig en uge i Danmark, og scenerne, der udspiller sig foran dem, er deres første møde med provinsen.
Nordkoreanerne kigger nysgerrigt på forestillingen, hvor et orkester med cirka tyve mand kommer frem bag en lille jordvold. De bærer på trommer, fløjter og blæseinstrumenter og giver sig til at spille et nummer, som er kendt fra den scene i filmen ’Pulp Fiction’, hvor to sadister henter en mand i gummitøj frem fra en kælder. På græsplænen foran bandet vrimler det med børn, som stavrer rundt på rulleskøjter eller løber på løbehjul.
