Lasse Bavngaard, Blæs Bukki i Malk De Koijn: »Nytårsaften 1993 var officielt den aften, hvor vi blev et band, hvor vi var sammen og begyndte at dyrke de her Malk De Koijn-ting sammen«.
Anders Brixen Kristiansen, Tue Track i Malk De Koijn: »Vi var rykket til en privatfest i Espergærde, hos en veninde af en veninde. Vi var alle de her rappere og dj's fra Hillerød. Vi havde pladespillere og plader med og overtog nærmest det her hus. Og mens de fleste gik kold, sad vi tre tilbage og rappede om, hvad der skete rundt om os«.
Janus B. Staffe, Geolo G i Malk De Koijn: »Jokeren fra Den Gale Pose var meget stiv og det meste af tiden i soveværelset. Tøserne ævlede om det, de havde til fælles. Og så var der de her gutter Lars og Lade, der hele tiden var ude at fyre krudt af. Alt det, der foregik i huset, sad vi tre og freestylede over«.
Lasse Bavngaard: »Jeg ved faktisk ikke helt, hvad Janus lavede der. Det var nok Anders, der havde inviteret ham. Han var ikke rigtig en del af min vennekreds før det«.
