En toårig dreng begyndte 2. december sidste år i landsbyen Meliandou nær Guéckédou i det sydlige Guinea at få feber og kaste op. Kun fire dage senere døde barnet, som en gruppe forskere har identificeret som ’patient nr. nul’ i det ebolaudbrud, der i dag har bredt sig til fire afrikanske lande.
Virussen kom med stor sandsynlighed fra en frugtflagermus, som er virussens naturlige vært. Flagermusene bliver ikke syge af ebola, men kan inficere mennesker enten direkte eller via andre dyr – aber, skovantiloper eller pindsvin – som mennesker jager og spiser eller holder som kæledyr.
I ugerne efter døde drengens mor, storesøster og bedstemor, og via begravelsesgæster og sundhedsarbejdere spredte sygdommen sig som ringe i vandet. Efter fire måneder og 59 kendte dødsofre blev der slået ebola-alarm – men da var det for sent.
Problemet er, siger den amerikanskisraelske virolog Leslie Lobel, som er en del af det forskerteam, der har udviklet forsøgsbehandlingen Zmapp, at verden snorksover i forhold til den alvorlige trussel, som kendte og ukendte infektionssygdomme udgør.
»På ethvert afrikansk hospital ser man patienter, som er syge, men som ingen aner hvad fejler. Der er masser af virusser derude, og der opstår hele tiden nye, typisk ved at dyr kommer i kontakt med mennesker«, fortæller han over telefonen fra Ben Gurion Universitetet i Israel.
Mange sygdomme opstår hos dyr, hvorfra virusser har evnen til at ’springe’ til nye værter, hvor de pludselig kan blive ekstremt ondartede. De fleste influenzatyper kommer for eksempel oprindeligt fra fugle. De store medicinalvirksomheder er blevet bebrejdet, at de ikke forsker ihærdigt nok i sygdomme som ebola, som foreløbig kun rammer fattige afrikanere. Men det virkelige problem er, ifølge Leslie Lobel, alle de andre infektionssygdomme, som huserer derude.
»Det er, som om verden over ækvator ikke interesserer sig for, hvad der foregår på den anden halvkugle, hvor mennesker hele tiden dør af sygdomme som Krim-Congo-blødningsfeber eller rabiesbeslægtede virusser, der overføres fra flagermus«, siger han.
»Man kan ikke forvente, at medicinalindustrien skal spendere en hel masse penge på alle disse små sygdomme. Men det er dødsensfarlige sygdomme, og i en globaliseret verden kan vi ikke bare sove på det – de vil før eller senere ramme os som en boomerang«.
Ti lange dage
Ebola har én gang været en hårsbred fra at udløse en omfattende katastrofe i USA’s egen baghave – ja, faktisk på dørtrinnet til nationens hovedstad. For 25 år siden oplevede den danske læge og virolog Anders Fomsgaard de ti længste dage i sit liv, da han var tilknyttet som forsker på et stort anlæg for forsøgsdyr i byen Reston i Virginia lige uden for Washington D.C.
Han arbejdede med at udvikle en hiv-vaccine, og til det formål udførte hans forskerteam en række forsøg på makak-aber importeret fra Filippinerne.
»Men så begyndte aberne at dø af en mystisk sygdom. De forblødte og døde i deres bure«, fortæller Anders Fomsgaard, som i dag er professor og overlæge ved Statens Serum Institut.
»Vi tog blodprøver og dyrkede dem på celler for at finde ud af, hvad der foregik. Det var dramatisk, da mikroskopøren kom ind og smed billederne på bordet, og vi så de store spaghettier – for så vidste vi godt, hvad det var«.
Ebola. Alle laboratoriets medarbejdere blev beordret til at holde sig indendørs i ti dage.
»Det var ti lange dage. Især fordi vi troede, virussen var luftbåren, for ellers kunne vi ikke forstå, hvordan den havde smittet fra bur til bur«, fortæller han videre.
Militæret havde også nogle aber i Reston. Det amerikanske forsvars eksperter besluttede uden tøven straks at aflive alle de hundredvis af aber og rense og desinficere burene og hele det øvrige anlæg. Over 90 særligt trænede soldater iklædt beskyttelsesdragter blev sat ind.
Fire medarbejdere blev testet positive for ebola. Men dagene gik, og mirakuløst blev ingen syge. Det viste sig, at der var tale om en anden og hidtil ukendt type ebola-virus, som er uskadelig for mennesker, men som dræber aber og under mikroskopet til forveksling ligner den frygtede ebola-zaire-variant. Smitten mellem burene var muligvis sket via den medicin, dyrepasserne brugte til at bedøve aberne.
Episoden i Reston dannede seks år senere forlæg for Hollywood-filmen ’Outbreak’.
I filmens fiktionsverden er smitten luftbåren, og virussen er dødelig – den værst tænkelige kombination. Men Dustin Hoffman i hovedrollen som den tapre virolog bremser både epidemien og en bombegal general, der ønsker at udradere den lille by, hvor udbruddet sker.
Militæret støtter forskning
I filmens fiktionsunivers kan Dustin Hoffman på et lille feltlaboratorium lynhurtigt brygge et antiserum baseret på antistoffer fra abeblod. I den virkelige verden tager det årtier at udvikle nye lægemidler og vacciner.
De forskere, der jagter en kur mod ebola, er i vidt omfang støttet af offentlige midler – herunder af betydelige pengebeløb fra det amerikanske forsvar. U.S. Army Medical Research Institute of Infectious Diseases (USAMRIID) i Fort Detrick, Maryland, har sit eget såkaldte klasse 4-laboratorium, der kan håndtere de dødsensfarlige stoffer, samt nogle af verdens dygtigste eksperter i ’biologiske trusler’.
Militære bevillinger støtter forskningen bag Zmapp og en række andre lignende projekter. Pengene deles ud til en underskov af små, kreative start-up-virksomheder og forskere fra universiteterne, som kan gøre forarbejdet med at finde frem til molekyler, der virker. Hvis det lykkes, kan store virksomheder opkøbe og overtage projektet og få det på markedet.
Men hvordan og hvorfor er virusforskning blevet en militær opgave?
»Fordi det er den rigtige ting at gøre«, mener virologen Leslie Lobel.
»Militæret kender og forstår betydningen af infektionssygdomme. Når man flytter rundt på store mængder af mennesker og materiel, forstyrrer man de globale balancer. Enhver større krig i historien har været ledsaget af alvorlige udbrud af infektionssygdomme – tænk bare på influenzaepidemien i kølvandet på Første Verdenskrig eller den gule feber under den spansk-amerikanske krig«, siger han.
Sygdomme kan koste langt flere soldater end krudt og kugler. Siden 1950’erne har USA’s forsvar bygget laboratorier og overvåget sygdomsudbrud verden rundt.
USA’s forsvarsmyndigehder afviser at give interviews, men kommunikationsofficer Amy Derrick-Frost fra Defense Department skriver i en mail, at »USAMRIID's mission er at udføre forskning, der fører til medicinske modforholdsregler – vacciner, medikamenter, diagnoser og information – som kan beskytte medlemmer af USA’s militær mod biologiske bekymringer. Disse kan være patogener, som bruges med overlæg for at anrette skade, eller naturligt forekommende sygdomme i områder, hvor tropperne sendes ud«.
Under den kolde krig eksperimenterede Sovjetunionen blandt andet med ebola, den beslægtede Marburg-virus, miltbrand og kopper som biologiske våben. Medlemmer af den japanske sekt Aum Shinrikyo skulle i 1992 have været i det daværende Zaire for at forsøge at skaffe ebolavirus, tre år før sekten gennemførte sit dødelige angreb mod undergrundsbanen i Tokyo med nervegassen sarin.
Om USA selv kunne finde på at bruge sygdomme som våben, er genstand for en del spekulation og rygter på de sociale medier. Ifølge Leslie Lobel er det snarere naturen selv, vi bør frygte.
»Regeringer gør grimme ting. Men naturen kan altid komme op med noget, der er mere effektivt og dødeligere. Naturen har dræbt langt flere mennesker end noget biologisk våben«, siger han.
Den største frygt
De tidligere 24 udbrud af ebola har været korte og er kommet med års mellemrum. Ebolavirussen har det bedst hos de frugtflagermus, den normalt ’bor’ i. Overført til mennesker har den hidtil hurtigt ’brændt sig selv ud’ ved at slå mange af sine ofre hurtigt ihjel, samtidig med at den kun har begrænset smittekraft.
Det aktuelle udbruds lange varighed gør det særligt farligt, forklarer den danske virusekspert Anders Fomsgaard.
»Denne type rna-virus har let ved at mutere, og guderne må vide, hvad den her vil mutere til, når den får anledning til at være i omløb i over et halvt år blandt så mange mennesker og dyr«, siger han.
I værste fald kan den aktuelle ebolavirus overleve ved at blive luftbåren.
»Så har vi et meget, meget større problem. Så skal du gå hjem og se filmen ’Outbreak’«, siger Anders Fomsgaard.
I denne uge begyndte soldater fra Liberia og Sierra Leone at sætte vejspærringer op for at stoppe al trafik ud af nogle af de hårdest ramte områder. Det forekommer barsk, men er det eneste rigtige at gøre, siger Leslie Lobel.
»I det aktuelle udbrud er det for sent med de eksperimentelle lægemidler og vacciner. Der er alt for lidt af dem til alt for mange syge mennesker. Det eneste, der virker nu, er at få kontrol over befolkningen, få dem til at blive, hvor de er, bringe mad og medicin ind på humanitær vis – så vil udbruddet stoppe. Hvis epidemien breder sig, vil der komme uroligheder, optøjer og panik, som kan føre til kæmpe sikkerhedsproblemer – det kan blive forfærdeligt«, siger han.
Alligevel finder han ebola mindre skræmmende end de sygdomme, vi endnu ikke har set.
»Vi kender ebola, og vi kan håndtere virusser, så længe vi ved, hvad der er derude. Men vi aner ikke, hvilke patogener det globale økosystem næste gang vil slippe løs på menneskeheden. Mange af disse sygdomme er fortsat lokaliseret omkring ækvator – men den globale opvarmning flytter klimazonerne, så det vil blive værre. Vi sidder på en tikkende bombe«.
Økosystemer og klimazoner, der før i tiden var adskilt, smelter sammen. Mennesker rejser og flytter sig som aldrig før og tager sygdomme med sig.
»Lægevidenskaben er stærkt optaget af cancer, hjerneforskning, stamceller og sygdomme, som rammer enkeltindivider. Det er der, alle pengene og prestigen er, mens infektionssygdomme er i bunden af hierarkiet«, siger Leslie Lobel.
»Men infektionssygdomme er de eneste, der kan true hele menneskeheden. De burde prioriteres helt i top. Jeg håber, at dette udbrud kan få verdenssamfundet til at åbne sine øjne«.
Publiceret 18. august 2014
