Telefonen har altid været en forbandelse for producere af film og tv. For hvordan skal man gengive en telefonsamtale, uden at det virker visuelt klodset som i filmhistoriens mange splitscreens, hvor hver person for enden af røret taler i hver sin halvdel af skærmbilledet? Eller som den flimrende krydsklipning ved hvert replikskifte?
Udfordringen kan også gribes som en mulighed, som et redskab til at skabe nye udtryk, sådan som Lois Weber gjorde det allerede i 1913, da intrigen i ’The Suspense’ blev intensiveret af en telefonsamtale med skærmen delt i tre trekantede felter. Et hundrede år senere fik telefonen sin egen hovedrolle i ’Phone Booth’, hvor Colin Farrell var gidsel i en telefonboks gennem hele filmen med et sigtekorn i panden og gidseltageren i røret.
Da telefonen blev mobil, udviklede den sig til en fast rekvisit i film og tv, og nu er den ofte helt afgørende for filmens plot. Som i den danske tv-serie ’Forbrydelsen’, hvor de fleste sceneskift fremprovokeres af et forstyrrende opkald efterfulgt af Sarah Lunds signaturreplik: »Jeg har ikke tid lige nu, jeg ringer tilbage«. Og cut.
Figurernes karakterer tegnes af deres omgang med mobilen. Sarah Lund er en dårlig mor og datter, hun er sjældent til stede, fordi hun hele tiden har en mobil ved øret. Som i tredje sæsons første afsnit, der åbner med Sarah Lund på toilettet med åben gylp. Hun formår at knappe op og vaske hænder, mens hun taler i mobil og signalerer til sin kollega ved siden af, at hun snart er disponibel. 16 gange i løbet af afsnittets 57 minutter er mobilen afgørende for handlingen. Det svarer til én gang hver 3,5 minutter.
