Der er Henriette. Yndig og spinkel. Så er der Henriettes stemme. Foret med Amagers værtshuse, Nemoland og Pusher Street. Rusten af for mange joints, sprukken af for meget hash og ridset med kokain, ecstacy og amfetamin.
Røget til med to pakker cigaretter om dagen, siden hun var otte år. Hæs af at skrige til fordrukne forældre, der sloges.
Af og til knækker stemmen dog. Det gør den, når hun taler om noget, der er godt og smukt. For der har været glimt af kærlighed, og de glimt findes i stemmen.
Ligesom der findes en længsel efter en barndom, som hun har hørt om, men aldrig fik.
