En sen aften i landsbyen Potterton lidt uden for Aberdeen stiller professor i moderne historie Allan Macinnes fem flasker whisky på bordet. Han siger, at vi bør smage dem alle. Han siger også, at Skotland har større oliereserver end Norge, og at Skotland uden England vil blive et blomstrende land med social retfærdighed, penge til de fattige, penge til de handikappede, ordentlige forhold for de syge og ældre og et land med vedvarende vindenergi. Han siger endda, at det vil blive en velfærdsstat på linje med de skandinaviske.
»Vi vil blive et af de rigeste lande i verden. Om vi bliver nummer 14 eller 19, er ligegyldigt. Vi vil under alle omstændigheder blive rigere end England«, siger professoren, der går ganske meget op i fodbold: »Der er kun én kamp, hvor jeg ville holde med England! Hvis de spiller mod Nordkorea«.
Manden er rigtig gode venner med Politikens udsendte tegner, der aldrig har været meget for at se en sag fra to sider. Hans erklærede mål med rejsen over Nordsøen går ud på at befri skotterne fra rødfrakkerne. Det er tvivlsomt, om der ligger nogen dybere ideologisk tænkning bag dette standpunkt, men han holder skråsikkert og argumentresistent fast i sin målsætning turen igennem. Hver dag er der nye meningsmålinger, og da det i begyndelsen ser ud, som om det går tegnerens og Skotlands vej, ser han lige så lykkelig ud, som når han taler om Anker Jørgensen. Da målingerne efter et par dage viser, at Det Forenede Britiske Imperium vil vedblive med at være Det Forenede Britiske Imperium, drømmer han sig tilbage, til dengang Danmark i 1992 vandt EM i fodbold og sagde nej til Maastricht.
»Dengang tænkte alle nej-sigerne, at nu når det alligevel blev ja, så kan de godt stemme nej, og så blev det nej. Sådan kommer det også til at gå i Skotland«, siger han i et ædrueligt øjeblik. Han kan i øvrigt bedst lide den whisky, der holder 56 procent, er fyldt med tjære og smager, som om den har ligget på havnen i årtier.
