Foto: Lotte Thorsen

Erling Jepsen: »Måske er jeg bare lidt koreaner«

Kan en sydkoreaner spejle sig i en falleret 40-årig dansker, der hedder Allan, som ikke aner, om han har lov til at være her på Jorden? I sidste uge var Erling Jepsen til premiere på et af sine teaterstykker i Seoul.

Der er sket noget mærkeligt, skriver forfatteren Erling Jepsen en dag i en mail. Hans teaterstykke ’Manden som bad om lov til at være her på Jorden’ skal sættes op i Sydkorea. Og den sønderjyske hjemstavnsforfatter skal selv med til premieren i Seoul. Erling Jepsen har faktisk aldrig været så langt væk hjemmefra før. En uge inden afrejsen har han allerede sat sin telefon på flytilstand, så han ikke er til at få fat i. Han er blevet vaccineret »lidt mere end nødvendigt« og mailer dagligt nyt om koreansk kultur, skik og brug.

»Det er velset at have små gaver med, så jeg medbringer en halv snes små flasker Gammel Dansk. Og så er det vigtigt med visitkort, så de ved, hvilken stilling man har i samfundet. Begge dele rækkes frem med to hænder«, skriver han.

Teaterstykket om den 40-årige forfatter Allan Jensen, der i ti år har fået afvist sine romanforsøg af forlagene, og som – for dog at få en plads i verden – indrømmer et mord, han ikke tror, han har begået, havde urpremiere på Rialto Teatret i 2000. 14 år senere har de fået øje på stykket i Seoul. Og for første gang i teaterhistorien skal et dansk stykke opføres i Sydkorea.

Et enkelt spørgsmål går igen i Erling Jepsens mailstrøm i dagene op til rejsen:

»Hvorfor i himlens navn har de valgt mit stykke?«.

18 timer før flyet letter, har han forberedt sig så meget, at turen er begyndt at kede ham, skriver han i en sms fra Aalborg Lufthavn. Han har været i Nordjylland og holde foredrag og har efterhånden tænkt så længe på Seoul, at han er blevet »helt mæt og er begyndt at drømme om Melbourne«.

Torsdag morgen står han alligevel i Kastrup iført en sort kasket med teksten ’Danmark’ hen over fronten og med kufferten fuld af havregryn og rugbrød.

I flyet forklarer han fra sin skrædderstilling på vinduespladsen om den dårlige ryg, der betyder, at han er nødt til at gå til massage flere gange om ugen. Der er også noget med en tør plet i panden, som ’vi’ skal være forsigtige med i den koreanske sol, og andre små skavanker, som han kvidrer om som en tryg undulat det meste af vejen.

Og så er der også Sydkorea at bekymre sig over. Forureningen i Seoul eksempelvis. For som han siger:

»Man skal jo også være forberedt på, at den her rejse kan blive en stor nedtur«.

Eller en stor oplevelse?

»Ja«, siger han og kigger ud på skyerne.

»En stor, beskidt oplevelse«.

Foto: Lotte Thorsen

I Prag fører Erling Jepsen an mod Master Card Loungen, hvor han begynder at pakke sin rygsæk ud. Silikoneørepropper, massagebold, en oppustelig nakkepude og fugtighedscreme. Han tager lidt i ansigtet for at »forebygge«, som han siger, og hiver op i buksebenene, så de lange special-flysokker mod blodpropper kommer til syne.

Vi taler om, hvorfor Erling Jepsen overhovedet har skrevet ’Manden som bad om lov til at være her på Jorden’. Selv er han opdraget i forståelsen af, at han var »en skidt knægt på bunden«, og blev konfirmeret af en indremissionsk præst, som ikke var glad for Grundtvig.

»For Grundtvig mente, at livet var en gave, som vi fik uden at skulle gøre os fortjent til det. Det var der mange i det indremissionske miljø, som syntes, var helt vanvittigt. For livet er en prøvelse. Og man skulle bevise, at man havde gjort sig fortjent til at være her«.

I slutningen af 1990’erne var Jepsen på udkig efter noget, der kunne erstatte kristendommen. Så han gik med til et buddhistisk bønnemøde, hvor man skulle sidde og chante, mens man ønskede sig et eller andet. »En ny bil, en kæreste eller en større pik«, som han siger.

»Jeg kunne ikke finde på noget, så jeg chantede bare. Og så kom det her brændende ønske om en tilladelse til at være her. Et stykke papir, hvor der stod: »Erling Jepsen, du har lov at være her, og du behøver ikke at gøre dig fortjent til det. Underskrevet den almægtige Gud, Himlens og Jordens skaber««.

Foto: Lotte Thorsen

Ti minutter senere er han blevet rastløs og forsvinder ud i transitområdet. Snart kommer der en sms om, at han er gået til massage, og at vi ses ved gaten. Her slutter vi os til et par hundrede koreanere, der også er på vej til Seoul.

»De har det med at klumpe sig sammen, ikke«, siger dramatikeren lavmælt.

»Og de har næsten ingen øjenvipper. Men vi lader bare, som om det er helt naturligt«.

Erling Jepsen er sikker på, at vi ikke skal sidde sammen på den ni en halv time lange flyvetur til Seoul. For, som han forklarer med halvt lukkede øjne bag brillerne, har han fået penge fra Kulturstyrelsen til en »lidt finere billet«. Og har bestilt både ekstra benplads og vegetarmenu. Det viser sig, at vores pladser er identiske. Bortset fra at sædet ved siden af mit er tomt.

Tidligt fredag morgen lander vi i Seoul, og Erling Jepsen bemærker, at koreanerne »har det med at følge med strømmen«, da alle passagererne søger mod ankomsthallen.

I køen til paskontrollen undrer han sig igen over, hvorfor teatret har valgt lige dét stykke ud af de 50, han har skrevet, og hvorfor de overhovedet vil se dansk dramatik.

Foto: Lotte Thorsen

Svaret på det spørgsmål står i ankomsthallen og taler flydende svensk. Nemlig dramaturgen fra Cecil Theater, Jai-Ung Hong, der har boet ti år i Sverige, hvor han har forsket i Strindberg. Nu underviser han i svensk på et universitet i Seoul. Uden hverken at udveksle gaver eller visitkort sætter vi os ind i hans sorte Hyundai og kører ud på motorvejen. Forude ligger Seouls skyskrabere og broer pakket ind i en hvid, fugtig hinde af tåge og forurening.

Cecil Theater har tidligere vist stykker af norske Jon Fosse og svenske Jonas Hassen Khemiri, fortæller Mr. Hong, der gerne vil introducere nordiske forfattere for det koreanske publikum. Og nu har han altså fundet Erling Jepsens stykke efter at have set ’Kunsten at græde i kor’ på dvd. Han fik også sendt danske stykker af blandt andre Line Knutzon og Astrid Saalbach, men:

»Instruktøren og jeg syntes, at Erlings stykke passede os bedst. Så vi spillede nogle smagsprøver for publikum, og de kunne også godt lide det«.

Hvad synes du, det handler om?

»Stykket er interessant og kan tolkes på forskellige måder. Og så er det det første danske stykke, der bliver vist i Korea. Jeg har også læst stykker af andre danske dramatikere ...«, siger Mr. Hong, men bliver afbrudt af Erling Jepsen, der drejer hele overkroppen om mod bagsædet, så vi får øjenkontakt, og fortsætter hans sætning:

Foto: Lotte Thorsen

»Men man kunne bedst forholde sig til mit. Det er meget stort for mig. I de 25 år, hvor jeg kun skrev dramatik, følte jeg mig ærlig talt lidt overset. Men så begyndte jeg at skrive romaner og fik et navn som forfatter. Det betyder, at man har fået øjnene lidt mere op for mine stykker – også derhjemme. Og det er jeg da stolt af«.

Erling Jepsen Street

For ni år siden flyttede Mr. Hong tilbage til Seoul – det kulturelle, politiske og økonomiske centrum i et land, der fra at være et af verdens fattigste og mest krigshærgede i årene efter Koreakrigen på få årtier har udviklet sig til verdens 15. største økonomi blandt andet ved hjælp af konfucianistiske dyder som uddannelse og hårdt arbejde. Så koreanerne har travlt. ’Balli-balli’, hurtigere, hurtigere, lyder sloganet i det konkurrenceprægede land, der også er plaget af en tårnhøj selvmordsrate.

Mr. Hong fortæller om det anstrengte forhold til Japan, der i mere end 35 år var kolonimagt i Korea, holdt koreanske kvinder som sexslaver, tvang koreanerne til at tale japansk, og som stadig ikke vil sige undskyld.

»Jeg måtte heller ikke tale mit sprog i skolen, vi skulle tale rigsdansk«, fortæller Erling Jepsen.

Mr. Hong anbefaler, at Erling Jepsen besøger grænsen mellem Nordkorea og Sydkorea. Et stykke demilitariseret ingenmandsland med skarpt bevæbnede soldater på begge sider. Men det vil han ikke.

Foto: Lotte Thorsen

»Jeg er vokset op tæt ved den tyske grænse, det var nok. Min mor var fra Tyskland og min mormor glødende nazist. Og sønderjyderne kunne jo ikke lide tyskere«, forklarer han.

Og så er der også noget andet.

»Jeg bliver lidt ængstelig af at tænke på det. De har jo atomvåben og alt muligt«.

De taler videre om Koreas historie. Og om at hver gang Korea har fået bygget noget op, er nogen kommet udefra og har revet det ned igen.

»Det er, som om Sydkorea ikke rigtig har lov at være her. Måske er det derfor, de kan identificere sig med mit stykke«, foreslår den sønderjyske forfatter.

»Man kan sige, at Korea taler med min stemme. Altså at jeg på en måde er kommet til at symbolisere Koreas historie«, siger han og kigger ud på trafikken, der går mere og mere i stå, jo mere vi nærmer os centrum.

»Tænk, hvis der også kommer en Erling Jepsen Street her i Seoul«, siger han og griner.

Hotellet ligger i det småmondæne Gangnam syd for floden Han. Et område, som sangeren Psy gjorde verdensberømt med satirehittet ’Gangnam Style’. Her kan unge velhavende koreanere shoppe i bunkevis af internationale modebutikker. Og få fjernet den asiatiske fold over øjet på en af de mange plastikkirurgiske klinikker, der ligger side om side i kvarteret og glimter med deres dyre, hygiejniske facader. Sydkorea er det land i verden, hvor flest mennesker får lavet plastiske operationer.

Foto: Lotte Thorsen

»Hvis de lod være med at spise så krydret mad, ville øjnene måske rette sig ud af sig selv«, foreslår Erling Jepsen, da vi efter en kort sightseeing i Seoul, hvor skyskrabere og gamle templer deles om den sparsomme plads, sidder på en kaffebar.

»Jeg troede, her ville være mere Chinatown-agtigt. Støvet og snavset. Men her er moderne og ordentligt. Faktisk pænere end derhjemme«, siger han, da han kommer tilbage fra toilettet, hvor han på grund af sprogproblemer er blevet vist ud, da han bad om en croissant.

Er det ikke lidt syret?

I en mail et par uger forinden skrev Erling Jepsen, at det var »et stort fornemt teater«, der skulle vise hans stykke. Da vi ankommer til Cecil Theater, der ligger inde i en gård trukket væk fra vejen i nærheden af byens rådhus, retter han det til »mellemstort«.

Stykkets forfatter har klædt om til sin sorte premiereskjorte. Og en fan i Aalborg har foræret ham et slips, som dramaturgen får bundet om hans hals. Så er han sådan set klar til, at tæppet skal gå. Vi er bare nødt til at finde noget kaffe. For inden sin eftermiddagslur har Erling Jepsen taget en af de melatonintabletter, jeg har givet ham mod jetlag. 5 mg med såkaldt time release. Det betyder, at effekten udløses over otte timer. Han føler sig »dejligt sløv«, men er lidt nervøs for, at han er så dopet, at han går glip af noget. Måske oven i købet nogle komplimenter.

Foto: Lotte Thorsen

Blandt premierepublikummet er også en større delegation fra den danske ambassade.

»Er det ikke en lidt syret oplevelse for dig?«, spørger den danske ambassadør, Thomas Lehmann, da han slår sig ned på sædet ved siden af Erling Jepsens.

Så går lyset ned. Scenen er lagt ud som et stykke træterrasse på en baggrund af kameler, ørkensand og røde kaktus. Og med klagende syrerock i højttalerne begynder historien om ’Manden, som bad om lov til at være her på Jorden’. Det er ikke mange ord, der trænger igennem til den dansktalende del af publikum. Navnet Allan dukker op indimellem. Og stednavnet Sankelmarksgade.

I stedet koncentrerer vi os om scenografien. Og de flere centimeter høje karryfarvede Conversesko, hovedrolleindehaveren har fået på for at markere, at han er højere og dermed vigtigere end de andre skuespillere.

Da tæppet er gået ned over ørkensandet, kommer flere unge koreanske kvinder og beder om Erling Jepsens autograf. Blandt andre Hyun Myong Jang, der snart skal begynde på teatret som producer.

Foto: Lotte Thorsen

»Jeg synes, manuskriptet var virkelig godt. Det gør én i tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er uvirkeligt«, siger hun og trækker sig bukkende baglæns.

En koreansk mand i jakkesæt kommer løbende og trykker begge Erling Jepsens hænder.

»Jeg kender godt følelsen af ikke at vide, om jeg har ret til at være på Jorden. Den havde jeg også, indtil jeg mødte min kone«, siger han.

Skuespilleren med de høje sko, der spiller Allan Jensen, har fået vasket den hvide ansigtssminke af og fortæller, at han deler Allans desperation over ikke at kunne få sine bøger udgivet. Han vil også gerne være fuldtidsskuespiller, men bliver nødt til at have andet arbejde ved siden af.

»I koreansk teater er der normalt masser af følelser i teksterne, for mange måske. Men den her tekst er meget logisk og rationel, så det var anderledes at spille«, siger han.

Erling Jepsen stiller sig foran premiere-buffeten med en tolk og takker for oplevelsen.

»Allan Jensen har nogle problemer med at finde ud af, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er virkeligt. Det tema kender jeg vældig godt. Og i aften har jeg samme følelse: Er det her virkeligt eller ej«, siger han på engelsk.

Foto: Lotte Thorsen

»I mange år har jeg været i tvivl, om jeg har lov at være her på Jorden. Nu er jeg rejst til den anden side af Jorden og har fornemmelsen af, at nogle af jer kan genkende noget i mit stykke. Det er en slags accept for mig. Og når jeg ser jer ind i øjnene, føler jeg mig overbevist om, at I er virkelige«, slutter han, inden klapsalverne regner ned over ham.

Stykkets instruktør, Mr. Song, en mand med sorte briller og en stor, intellektuel frisure, og som ryger tynde brune cigarillos, vil gerne have Erling Jepsen med ud at drikke en kop americano bagefter.

»Normalt er det de berømte amerikanske og engelske stykker, der bliver vist i Korea. Men vi vil gerne vise noget, der kan give os et nyt perspektiv på livet«, siger han. Og tilføjer, at Erling Jepsens stil er »meget anderledes«, men at mentaliteten ligner den koreanske.

»I den asiatiske filosofi taler vi også om, hvorvidt noget er drøm eller virkelighed«, siger han.

Da selskabet bryder op, prøver dramaturgen Mr. Hong at få Erling Jepsen til at føle sig hjemme ved at sige farvel på svensk. Altså med et knus. Og så bliver instruktøren også nødt til at give Jepsen en lidt stiv omfavnelse.

»Jeg følte nærmest, han var ved at kaste op over det knus«, siger Erling Jepsen, da vi går tilbage mod hotellet.

Han synes, det har været en god aften.

»Det eneste kedelige var faktisk stykket. Det var virkelig et kulturchok at se, hvor unaturalistisk de spiller. De siger bare teksten med tre forskellige ansigtsudtryk, mens de kigger ud på publikum«, siger han, inden han går op for at sove sin melatoninbrandert ud.

Foto: Lotte Thorsen

En time på smertegrænsen

Søndag morgen mødes vi til morgenmad på hotellet. Dagen i forvejen har Erling Jepsen fået massage med albuerne af en koreansk kvinde. »En time på smertegrænsen«, som han siger. Bagefter havde hun rystet »det der kød, der bare hænger løst ned fra overarmene«, og med fagter og tegn fortalt Jepsen, at han skal lave armbøjninger i stedet for hele tiden at gå til massage.

Siden han var 19 år, har han levet af at skrive, forklarer han. Først på en skrivemaskine ved et skrivebord, men da han fik en bærbar, rykkede han over i lænestolen. Og i de senere år er han rykket helt ind i sengen, hvor han ligger i samme tilbagelænede stilling som »en Formel 1-kører« med puder i ryggen og under benene. Så nu er der noget i den ene side, der har sat sig i klemme. Hjemme har han været på 10 dages Ipren-kur og har fået at vide, at skulderen skal have ro.

»Men nu får jeg så at vide, at mine smerter bare skyldes, at jeg er doven og slap. Det ville da være virkelig uhøfligt at sige i Danmark. Men jeg tror sgu, det med armbøjningerne og fitness kommer til at ændre mit liv«, siger han og viser nogle af de udstrækningsøvelser, han har fået for som lektier.

Men det var der vel lige så godt nogen derhjemme, der kunne have fortalt dig?

»Ja. Men det er der bare ikke nogen, der har gjort«.

»Eller ... måske har min kæreste antydet det«, tilføjer han.

Foto: Lotte Thorsen

Erling Jepsen synes allerede, han har set rigeligt af Sydkorea, selv om han har opholdt sig inden for en radius af 500 meter fra hotellet det seneste døgn. Han lader sig alligevel overtale til at tage med på et traditionelt marked nord for floden. Han får også strakt lidt ud op ad statuen af Kong Sejong fra 1400-tallets Joseondynasti og set Gyeongbokgung-paladset, hvor der er udendørs teater og en kvinde i silkekimono, der står og græder ned i en mikrofon til klagende, koreansk musik.

Til teaterpremieren omtalte den danske ambassadør Seoul som »Østens New York«. Men Erling Jepsen synes mere, at byen minder om den danske provins. For:

»I New York er der mange mennesker alle vegne døgnet rundt. I Seoul er der tider, hvor man gør det ene, og tider, hvor man gør det andet. Der er stille om formiddagen, så kommer der lidt mere liv om eftermiddagen. Og om aftenen vælter det bare ud med folk. Men mest kvinder, mændene arbejder åbenbart stadig«.

Og så synes han egentlig, at forskellene mellem Korea og Gram er mindre end forskellene mellem Gram og København.

»For københavnerne ligner jo os fra Gram, og så er de alligevel helt anderledes. Her ser folk jo anderledes ud, så man er forberedt på forskellen. Og så har de problemer, som er til at forstå, selv for mig fra Gram. Den dramatiske fortid og det konkurrenceprægede alle mod alle-samfund«, siger han.

Sandheden er flydende

»Der løb også en å igennem Gram, hvor jeg voksede op, så det er lidt det samme«, siger Erling Jepsen, da han tirsdag formiddag pisker af sted i første gear på en lidt for lille lejet cykel langs floden Han. Her er der blevet anlagt kilometervis af overdådig cykelsti med rastepladser, vandfontæner og udendørs fitnesscentre drysset ud på ruten.

Foto: Lotte Thorsen

Erling Jepsen forsøger i et stykke tid dels at få cyklen op i et højere gear, dels at falde ind i mængden af højhastighedskoreanere i professionelt cykeltøj med ansigterne dækket af masker for at filtrere den forurenede luft. Begge dele viser sig ret hurtigt at være umuligt.

»Hver dag får man et kæmpechok her«, råber han bagud på vej ned ad en lang bakke. Aftenen før har han mødt nogle teaterfolk, som har givet ham et nyt indtryk af Sydkorea. Erling Jepsen syntes ellers, det var så sejt, at den kvindelige koreanske præsident Park havde holdt tale om miljøet i New York. Og ikke vil mødes med den japanske premierminister, før Japan har sagt undskyld til Korea.

»Og nu fortæller de teaterfolk mig så, at hun er den tidligere diktators datter, en slags prinsesse, der er valgt ved et fupvalg. Det er åbenbart kun på overfladen, at her er mindre fremmedartet end forventet«, siger han.

»Hver dag må jeg lave mit billede af virkeligheden om. Sandheden flyder«.

Sent onsdag eftermiddag kommer den danske forfatter i tempofyldt fjedrende gang tilbage mod hotellet. Han er blevet interviewet til Korean Times i to timer. Af en ung mandlig journalist, der til Erling Jepsens store glæde nærmest har forstået mere af teaterstykket end forfatteren selv. Blandt andet at den skrivemaskine, der er en del historien og scenografien, er Allan Jensens eneste nøgle til virkeligheden.

Vi sidder lidt på kaffebaren over for hotellet og taler om, at han skal være alene de næste fem dage. Det gør ikke noget nu. For han skal ikke se mere. Han vil hellere i gang med at skrive en synopsis til sin næste roman. Og regner lidt på, hvordan han kan flytte rundt på møblerne oppe på hotelværelset, så han kan komme til at sidde under vinduet.

»Min kæreste er bange for, at jeg bare bliver oppe på værelset, når du er taget hjem. Men jeg lader op ved at isolere mig. Og det er hoteller ret gode til«.

Søndag aften skal han til fest med folkene fra Cecil Theater. Og have fordelt sine 3x3 små flasker Gammel Dansk. Spørgsmålet er, om han skal flå pakkerne op, så han kan give én flaske til ni forskellige mennesker. Eller om tre skal have tre hver. Men:

»Jeg tager dem bare med i tasken, så du behøver ikke at tænke mere over det«.

Så kommer han i tanke om sit interview igen.

»Det var egentlig underligt, at det var en ung mand«, siger han.

»Kulturjournalister plejer altid at være ældre kvinder. Mænd, der gerne vil have en karriere, bliver jo ikke kulturjournalister«.

Intelligent var han i hvert fald. Og meget interesseret i Sønderjyllands historie. Og hvis han ikke havde vidst bedre, ville han tro, at Erling Jepsens stykke var skrevet af en koreaner, havde han sagt.

»Jeg er åbenbart en global lokal forfatter«, konstaterer Erling Jepsen. Der også selv bliver mere og mere overbevist om, at der er en lighed mellem Allan Jensens og Sydkoreas skæbne. For Allan har lige så svært ved at følge med i virkeligheden, som de har her i ’Balli-balli’-samfundet med den høje selvmordsrate.

»Han begår jo sådan set også en slags selvmord ved at indrømme det drab«.

Vi sidder lidt.

»Måske er jeg bare lidt koreaner«, siger han så.

Han finder sin hudfarvede pengekat frem for at betale for kaffen. Og tilføjer:

»Jeg har også altid godt kunnet lide at sidde i skrædderstilling«.

Publiceret 3. oktober 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce