Det er nok at stramme den at påstå, at forvandlingen af Danmark fra et lille fodslæbende Nato-medlem af reserven til krigsførende spydspids begyndte fredag 29. april 1994 nær Tuzla i Bosnien, hvor en FN-post kom under beskydning af bosniske serbere. Men helt løgn er det ikke. Syv danske kampvogne ilede den svensk bemandede post til undsætning, og oberstløjtnant Lars Møller besluttede at skyde tilbage. 72 granater senere var alle danske og svenske FN-soldater stadig i god behold, mens op imod 150 serbere var dræbt.
For første gang havde FN taget tunge våben i brug på en fredsbevarende mission. Og der var pludselig en ny måde at være dansker i verden på.
»Endelig var der nogen, der stod op til serberne, efter at vi passivt havde set de her flygtningestrømme. Et billede af de danske kampvogne hang i lang tid i Pentagon og dannede skole i Nato, og vores politikere fik en anden status, når de bevægede sig i FN og Nato«, siger lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen og tilføjer:
»Hvis Lars Møller var kommet hjem i en kiste dengang, havde vi nok fået en anden udenrigspolitik«.
