0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Janus Engel
Foto: Janus Engel

Politikerne vil i krig. Og så følger flertallet med

Så er vi igen draget i krig. Uden den store diskussion. For når det brænder på et sted i verden, stiller Danmark blandt de første med soldater. Og massiv folkelig opbakning. Men hvordan forvandlede vi os fra et lille fredselskende folk til den hurtigste på aftrækkeren i Vesten?

FOR ABONNENTER

Det er nok at stramme den at påstå, at forvandlingen af Danmark fra et lille fodslæbende Nato-medlem af reserven til krigsførende spydspids begyndte fredag 29. april 1994 nær Tuzla i Bosnien, hvor en FN-post kom under beskydning af bosniske serbere. Men helt løgn er det ikke. Syv danske kampvogne ilede den svensk bemandede post til undsætning, og oberstløjtnant Lars Møller besluttede at skyde tilbage. 72 granater senere var alle danske og svenske FN-soldater stadig i god behold, mens op imod 150 serbere var dræbt.

For første gang havde FN taget tunge våben i brug på en fredsbevarende mission. Og der var pludselig en ny måde at være dansker i verden på.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu