For halvanden uge siden kunne knap 2 millioner danskere overvære en ko blive voldtaget for åben skærm i det andet afsnit af DR-dramaet ’1864’. Deriblandt Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard. Hun reagerede straks på Facebook og kaldte scenen »en leflen for den dårlige smag ... i den bedste sendetid«.
Ugen forinden havde Dansk Folkeparti markeret sig, da historikere beskyldte serien for at skævvride billedet af, hvad der rent faktisk skete i 1864. Derfor foreslog DF’s kulturordfører, Alex Ahrendtsen, at DR fremover skal være forpligtet til at benytte et konsulenthold af historikere, når de producerer tv-serier om historiske emner.
Reaktionerne var ikke overraskende. Dansk Folkeparti har været efter stort set alle tv-serier siden ’Matador’, fordi de mener, at serierne missionerer for en venstreorienteret tankegang.
Men de kraftige reaktioner på ’1864’ er også udtryk for, at Dansk Folkeparti har sat sig på den kulturpolitiske scene. Når Danmarks Radio har brugt 173 millioner kroner på en ny dramaserie, der handler om et af Danmarks største krigstraumer, og 2 millioner seere sidder parat ved tv-skærmen, er det Dansk Folkeparti, der fører an i den kulturpolitiske diskussion. Når den svenske kunstner Dan Park har problemer med at blive udstillet i Danmark med den kunst, han har siddet i fængsel for i Sverige, er det Dansk Folkeparti, der sikrer, at hans billeder kan ses på Christiansborg.
