Foto: Claus Nørregaard

Mediernes fejl får evigt liv på nettet

Danske medier citerer lystigt fra hinanden, så en enkelt historie kan få stor udbredelse. Men hvis historien viser sig at være forkert, er det de færreste, der retter fejlen. Et stort problem for mediernes troværdighed, mener forfatterne bag to nye bøger.

Over 100 procent af danskerne er igennem den seneste uge blevet udsat for en historie i medierne, der ikke passer. Det viser en ny undersøgelse.

En skråsikker statistik som den ovenstående ville måske blive samlet op og blive citeret i andre danske medier. Men det ville være dumt, for tallene er nogle, jeg lige har fundet på. I mere alvorlige tilfælde sker det imidlertid, at den slags forkerte tal og fakta bliver spredt i medierne, og det kender folkene bag DR-programmet ’Detektor’ ret meget til. Gennem de sidste par år har de gjort det til en selvstændig journalistisk genre at tjekke tal og fakta i medierne og samfundsdebatten.

Efter godt 400 faktatjek har værten, Thomas Buch-Andersen, og den tidligere redaktør Mads Bøgh Johansen skrevet bogen ’Fup, fejl og fordrejninger’ om deres erfaringer. Den udkommer i morgen, og her kritiserer de mediernes evner til at holde styr på egne fejl.

»Det er et åbenlyst problem, når fejlagtige tal kommer i omløb i samfundsdebatten«, konstaterer Thomas Buch-Andersen, programmets vært og nu forfatter.

De seneste 15 år er medieproduktionen eksploderet, så antallet af journalistiske historier, der ligger på forskellige platforme, er blevet fordoblet, og det skyldes blandt andet, at medier citerer hinandens gode historier på kryds og tværs.

Det vil sige, at hvis et medie har en god historie, kan den sprede sig til et hav af netaviser, radioaviser og nyhedsudsendelser i tv. Det går fint, lige indtil det oprindelige medie opdager, at historien bygger på en fejl, eller der dukker nye oplysninger frem, der punkterer historien. For selv om mediet bringer en rettelse, er det ikke sikkert, at de andre opdager det.

Med andre ord breder fejlene sig langt mere end rettelserne, og det er det, Thomas Buch-Andersen kritiserer. For som han siger:

»Vildledningen af læserne og brugerne bliver nærmest systematisk, når man ikke retter citathistorier«.

Han nævner tre eksempler på nyhedshistorier, som på grund af fejl eller nye oplysninger er blevet rettet. De historier har Politiken Research gennemgået for at se, hvor langt den oprindelige historie breder sig i forhold til den senere rettelse. For eksempel citerede 33 danske medier sidste år en historie fra Metroexpress om, at hver femte dansker mener, at voldtægt kan være selvforskyldt. Det viste sig at være forkert, og 14 dage senere trak avisen historien tilbage. Men ifølge gennemgangen fra Politiken Research var der kun tre andre medier, der bragte en rettelse. De fejlagtige oplysninger kan stadig findes hos eksempelvis Ekstra Bladet og Berlingske.

Ifølge Thomas Buch-Andersen bliver oplysninger, der stammer fra andre medier, sjældent rettet, og det hjælper ikke ligefrem på journalisternes troværdighed, der i befolkningens øjne ligger og roder rundt nede i bunden af skalaen sammen med spindoktorer og brugtvognsforhandlere.

»Det bidrager til den faldende troværdighed, at man ikke har en vilje til at indrømme fejl og gøre opmærksom på dem med samme kapow, som man giver sine nyheder«, siger Thomas Buch-Andersen.

Du skal rette med begejstring

Præcis det emne fylder temmelig meget i bogen ’Etik for journalister på nettet’, der udkom i sidste måned. Den er skrevet af to journalister, efter at de lavede en undersøgelse blandt journalister i hele Norden, hvor 62 procent svarede, at etikken var blevet svækket efter netjournalistikkens indtog.

Det gav anledning til en bog, for de to forfattere mener, at nettet i virkeligheden har potentiale for at højne etikken og føre til færre fejl:

»På nettet kan du meget bedre rette end i for eksempel en avis, for du kan på én gang viske fejl ud og fortælle, at du har fejlet«, siger bogens ene forfatter, Andreas Marckmann Andreassen. Medforfatter Jakob Albrecht supplerer:

»Men fejl bliver også husket længere. For de kan googles og søges frem længe efter, og de spredes hurtigere og kan nå ud til hele verden«, siger han.

Derfor er det også vigtigere end nogensinde at rette fejl, mener de. For konsekvenserne ved ikke at gøre det, er store:

»Alle taber«, lyder det fra forfatterne.

»Både medierne, kilderne og brugerne«.

Det kræver en generel omstilling i mediebilledet at gøre noget ved problematikken. På journalistuddannelserne skal der undervises i etik på nettet, de enkelte journalister skal i højere grad blive sig deres ansvar bevidst – og endelig skal ledelserne rundt omkring afsætte ressourcer til at få rettet fejl, så det for eksempel ikke kun sker i papiravisen, men alle steder, hvor mediet spreder historien: På netavisen, på Facebook og på Twitter, mener de.

»Rettelser bør ske med lige så stor begejstring, som man sender nyheder ud«, siger Andreas Marckmann Andreassen.

»Det kan være hårdt at indrømme, hvis man ikke har gjort sit arbejde godt nok, men spørg dig selv: Hvad vil styrke din troværdighed mest over tid? Hvis man ikke retter sine fejl, går det både ud over troværdigheden og samvittigheden«.

»Hvis det drejer sig om alvorlige fejl, synes jeg, at medierne har pligt til at kontakte dem, der har citeret fejlen. Men ansvaret er todelt. For man kan godt få kritik i Pressenævnet for at citere en forkert historie«.

Problem uden klar løsning

At begå fejl er et livsvilkår for medierne, for som Thomas Buch-Andersen fra ’Detektor’ siger, »er de eneste, der ikke laver fejl, dem der ikke laver noget«. Det er imidlertid meget forskelligt, hvordan medier behandler rettelser.

Hos Politiken er der ansat en mand til at tage sig af fejlene. Han hedder Bjarne Schilling, og han får cirka 20 henvendelser om – ofte de samme – fejl hver dag og retter cirka 5 i en daglig spalte på side 2 i avisen. De fleste fejl er dog ganske små.

»Klassisk Politiken-selvpinerisk har vi gjort det til en fast instans, som vi har haft siden 2001 – og jeg tror på, at det gavner mediets troværdighed«, siger Bjarne Schilling.

Politiken gør imidlertid ikke noget for at fortælle andre medier, der citerer avisen, hvis de har viderebragt en fejl.

»Det gør ondt, men det er min påstand, at man ikke kan udrydde det. Det er noget rod, at der er fejl, men vi kan ikke luge dem ud, alle de steder, de havner«, siger han.

»Jeg kan ikke se en praktisk løsning, men hvis nogen skulle finde den, vil jeg være den første til at støtte den«.

Hos Danmarks største mediearbejdsplads, DR, tager Jacob Mollerup sig af klagerne gennem sit job som lytternes og seernes redaktør. Han anerkender med det samme, at der er et problem med, hvor hurtigt fejl spreder sig i forhold til rettelserne:

»Jeg har længe haft den opfattelse, at man på retteområdet hele tiden er bagud og ikke formår at kompensere for fejlens udbredelse. Jeg anser det som et stort problem, som man skal arbejde systematisk med«, siger han.

»Man skal rette tydeligt og sikre, at væsentlige rettelser også bliver læst op i TV- avisen eller Radioavisen – eller kommer på forsiden af dr.dk – og så skal man forklare rettelsen i den enkelte artikel«.

Men ligesom forfatterne bag etikbogen og ’Detektor’-folkene oplever Jacob Mollerup, at mediekulturen generelt ikke er åben omkring at indrømme fejl, selv om indstillingen i dag er langt bedre end for bare ti år siden.

Samtidig er det blevet meget sværere at holde styr på, hvor fejlene ender henne, fortæller han.

Alene internt i DR kan en fejlagtig historie brede sig fra Radioavisen til nettet og til TV-avisen, og så skal der i princippet rettes alle steder. Breder den sig videre, er den ude af DR’s hænder.

»I dag er systemet sådan, at hvert enkelt medie selv må tage ansvaret for, hvad de har liggende – og sådan skal det være. Men det er et område, hvor man med fordel kunne blive bedre til at samarbejde«, medgiver Mollerup.

Han nævner, hvordan brancheforeningen Danske Medier for nylig har indgået en aftale om, hvordan man citerer hinanden bedst muligt – og nævner, at man måske skulle forsøge at lave en lignende aftale omkring rettelser.

Ændring kommer indefra

Hos Danske Medier har journalistisk direktør Christian Kierkegaard ikke nogen løsning parat. »Men det er givet noget, vi vil drøfte«, siger han og peger på, at det kunne tages op i foreningens redaktionelle udvalg.

Og hos Dansk Journalistforbund har man forsøgt at gøre noget ved det ved at arbejde med de presseetiske regler, ligesom Pressenævnet er begyndt at uddele kritik for fejlagtige citathistorier. Men trods indsatsen peger Journalistforbundets formand, Mogens Blicher Bjerregård, på, at løsningen må komme fra medierne selv.

»Der er ikke noget vidundermiddel. Det er kun gennem mediernes egen selvregulering, at der kan gøres noget ved det«.

Publiceret 1. november 2014

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce