Foto: Rune Pedersen

Jeg vil have fuldskæg. Og det skal være nu

Det er hipt at have skæg for tiden. Bybilledet vrimler med unge mænd i skovmandskjorter og underansigtet dækket af veritable måtter. Men hvad gør man, når ens kinder og hage altid er blødere end en barnenumse?

Jeg kan ikke få skæg. Kun sporadiske dun i flere farver popper op på min overlæbe og hage. Faktisk føles min hud glattere, før jeg barberer mig end efter.

Men jeg vil have det.

NU!!

Foto: PEDERSEN RUNE

De manglende hår i ansigtet betyder altså noget for mig, og jeg kan ikke forklare hvorfor. Det irriterer mig, når jeg spurter modemagasiner igennem og kan se alle de mandlige modeller stå og lege skovmand eller viking.

Her er fortællingen om min jagt på det vulgære, filtrede og uregelmæssige fuldskæg.

38.000 kroner for et fuldskæg

Jeg er langt fra den eneste, som er villig til at gå langt for at få skæg. Faktisk betaler nogle unge mænd boksen for et fyldigt og moderigtigt skæg via skægtransplantationer.

I Mellemøsten for eksempel er antallet af mænd, som lægger sig under kniven for at anskaffe sig et tætvoksende skæg, steget med ikke mindre end 260 procent de sidste to år, viser nyeste tal fra The International Society of Hair Restoration Surgery (ISHRS).

Men også i Danmark laver man transplantationer, så folk som mig kan få deres skæg-drøm opfyldt. Hvis man vil have en transplantation, skal man hoste op med 38.000 kroner.

For det beløb napper plastikkirurg Charlotte Weile og hendes kollegaer på Aros Privathospital i Aarhus 1.200 hår fra midt på ens nakke og sætter dem fast i ansigtet. Men 1.200 hår er altså ikke nok, hvis jeg skal have det fuldskæg, lyder den kedelige besked fra Charlotte Weile.

Hun trækker brillerne ned fra panden. Men selv med et forbedret syn kan hun ikke se mit skæg, og hun rejser sig derfor op og læner sig over skrivebordet på sit kontor for bedre at kunne komme med sin vurdering. Hun skal helt tæt på. Og jeg har ikke engang barberet mig i en uge.

»Du skal have flere end 1.200 hår. Det er nærmest forfra med dig. Man er nødt til at give dig et skæg fra bunden og gå ud fra, at du slet ikke har et skæg på nuværende tidspunkt«, siger Charlotte Weile.

»Jeg vil gætte på, at du skal have 3.000 hår. Vi kan nå 1.200 på en dag, så det vil kræve tre behandlinger. Du skal så bare huske på, at der vil gå ti måneder mellem hver behandling, og at vi ikke laver en så stor én af slagsen«, fortæller hun.

Det lyder voldsomt, og jeg spørger hende derfor, om mit fuldskæg virkelig kommer til at tage 30 måneder og koste 120.000 kroner.

»Ja, det er en investering, og der skal du jo være sikker på, at det ikke bare er et modefænomen, men noget du vil have for life«, siger Charlotte Weile, der igen sætter brillerne op i panden.

Indtil videre nægter Charlotte Weile at lave en transplantation med over 1.200 hår til skæg, da det ikke vil blive særligt pænt ifølge hende. Siden hårklinikkens åbning for seks måneder siden har de foretaget behandlinger på mænd, der ikke har et ensartet og tæt skæg. Omkring 10 stykker. Det kan eksempelvis være, fordi man har et ar på hagen, hvor der ikke kan vokse hår. Den type mennesker er de bedste at behandle, forklarer hun.

Der er nemlig for mange risici for sådan nogle som mig, der skal have sat hår på i hele smasken og ikke bare lappet det eksisterende skæg.

Blandt andet ar. En transplantation medfører masser af ar.

Når Charlotte Weile prikker ned i læderhuden med sit 0,8 millimeter store bor, laver hun små snit. Så når jeg måske en dag vil have et nybarberedelook igen, har jeg stadig et skæg – nemlig et skæg bestående af ar. Det er måske ikke så fedt igen.

Hårene skal være fra midt på baghovedet, fordi det er der, de er kraftigst. Og det er vigtigt for, for så bliver skægget så naturligt og ensartet som muligt, forklarer Charlotte Weile. Det gælder om ikke at blive for systematisk, når man sætter hårene fast med pincetten, for så får folk rækker, og det duer ikke, at skæghårene står i pæne, lige rækker. Charlotte Weile er derfor nødt til at være en smule sløset og kaotisk, når hun laver hullerne.

Men under alle omstændigheder bliver det færdige resultat aldrig så naturligt som et rigtigt skæg.

»Det gør det ikke, fordi de transplanterede hår vil være en smule tyndere, og de vokser ikke lige så hurtigt som skæg. Man skal derfor klippe det lidt anderledes end normalt. Men man ved, at hår der bliver transplanteret for ét sted på kroppen til et andet, med tiden begynder at opføre sig, som det hår der ligger omkring«, lyder det fra Charlotte Weile.

Hmm...

120.000 kroner.

Ar.

Der må være en anden og billigere løsning.

Jeg rejser mig derfor op af stolen noget klogere på behandlingen og dens risici, men på vej ud ad kontoret lægger jeg mærke til en plakat hængende på væggen. Det viser et sløvt overskæg, som vedkommende har fået fjernet, fordi man kan se et før og efter billede på plakaten.

Der er altså også mænd, der går den modsatte vej, spørger jeg noget forbløffet Charlotte Weile.

»Det er vist en kvinde på det billede, men jeg vil også sige, at du har da et lidt tykkere overskæg end hende«, siger hun.

Optur!

Men da jeg rækker hånden ud til Charlotte Weile i døråbningen for at sige farvel og ikke på gensyn, slår det mig, at hun næsten er et halvt hoved højere end mig. Jeg føler mig derfor en smule ramt på min mandighed igen.

Bare kinder kan virke feminint og kastrerende

Vikingeskægget, som alle hipsterne i Kødbyen på Vesterbro render rundt med, er kommet på mode indenfor de seneste fem år. Nogle mener, at skægtrenden startede i Williamsburg-kvarteret i New York, men så præcist kan man ikke stedfæste det, mener lektor Maria Mackinney-Valentin fra Kunstakademiets Designskole.

Hun er lektor i modeteori og har netop afsluttet et forskningsprojekt om, hvorfor mænd ønsker at have skæg. Faktisk viser hendes forskning, at det mere handler om maskulinitet, selvom modeelementet også har en central rolle for de unge mænd.

»Der er en vis status i at have et kraftigt skæg, og dem som ikke har det, vil gerne have, at det skal være kraftigere. Der ligger noget potens i det kraftige skæg. Ser man historisk på skæg, har det noget med alder og modenhed at gøre. Når man begynder at gro skæg, er man blevet voksen. Derfor er det nærmest et slags indvielsesritual«, siger Maria Mackinney-Valentin.

Selv har jeg altid været fascineret af fuldskæg. Når jeg tegnede i undervisningstimerne i skolen, kunne skæggene på mine mandlige figurer ikke blive store nok. Jeg tror, det stammer fra, at jeg er opvokset i en skov.

Hver gang jeg tager hjem på landet i nogle dage og fælder træer for min far, er jeg altid sikker på, at fuldskægget endelig er dukket frem fra sit skjul. Men når jeg kigger mig i spejlet efter flere timer i skoven, rammer virkeligheden mig igen.

Jeg er ikke den eneste, som føler mig som en skovmand. Flere bruger fuldskægget som et redskab til forestillingen om en mere autentisk livsstil, mener Maria Mackinney-Valentin.

»I øjeblikket opfattes det værdifuldt at skrue ned for forbruget og dyrke sin egne grønsager, og her falder skægget ind i den autentiske livsstil. Skægget viser, at man som en slags urban viking og skovmand har fødderne solidt plantet på jorden – en dybde i ens personlighed. Derfor er skægget meget inderligt«, forklarer hun.

Jeg ringer til mandeforskeren Kenneth Reinicke fra Roskilde Universitetscenter. Udover at vide noget om maskulinitet bor han også på skæghøjborgen Vesterbro og ser hver dag hipsterne klø sig i skægget.

Jagten på hipsterskægget er nu nået til Vesterbro, hvor Teis Jeppe Gørtz spørger tre mænd til råds om deres skæg. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau & Teis Jeppe Gørtz

Ifølge Kenneth Reinicke har det rene ansigt sværere ved at blive associeret med den traditionelle maskulinitet.

»Det kan være enormt sårbart for de mænd, hvor der er lang tid mellem skægstubbene. Hvis man som 30-årig ligner én på 14, så ser det jo åndssvagt ud. De bare kinder kan virke feminint og nærmest kastrerende og være en trussel mod ens maskulinitet. Med andre ord er det et maskulin-barometer, man ikke ’perfomer’ på«, siger han.

En veninde sagde til mig for nylig, at manglende skægvækst er et mindreværdskompleks på samme vis som for eksempel hårtab, og at jeg bare skulle affinde mig med, at mine kinder ikke har små krassende hår.

Der er også noget maskulint over at være ligeglad, mener Kenneth Reinicke, der indskyder, at alle mænd selvfølgelig ikke ønsker at have et skæg.

»Du kan vende den om og sige: ’hey, jeg er noget specielt’. Ligesom du kan se, at mænd, der taber håret ofte, klipper sig fuldstændig kronraget, og det er der faktisk noget maskulint i«, siger mandeforskeren.

Så vær ligeglad.

Point taken!

Men jeg giver ikke op endnu.

I fjernsynet har jeg set, at kvinder der skifter køn, ofte har en hel græsplæne af hår på både brystkassen og i ansigtet. De tager piller for det. Måske mangler jeg lidt af det mandlige kønshormon testosteron? Jeg må have fat i de piller!

Mindre testikler – stort skæg

Min egen far kan heller ikke gro et fuldskæg, men han har alligevel skægvækst nok til det gode gamle Roberto Baggio-skæg. Nok bedre kendt som ’mundkussen’ eller ’lokumsbrættet’. Ifølge min far begyndte han at smøre sit ansigt ind i barberskum og bruge skraberen som 17-årig. Selv var jeg 20 år.

Foto: MARCO VASINI/AP

Og det var egentlig bare for at gøre det. Der kom ingen hår.

Jeg er sikker på, at genetikken spiller en vigtig rolle for skægvækst. Når jeg tænker mig om, har jeg aldrig set et billede af hverken min morfar eller farfar med skæg overhovedet.

Måske var det ikke så accepteret at have skæg dengang? Måske ’kæmpede’ de med samme problem som mig? De kan desværre ikke svare på det, for de er døde for længe siden.

Men Katharina Main, der er professor og overlæge ved Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion, ved, hvorfor nogle mænd ikke har en stor skægvækst.

Der er flere årsager. For det første skyldes det hormonmangel. Man skal have testosteron nok for at kunne gro et skæg. For det andet spiller det ind, hvilken befolkningsgruppe man stammer fra. Eksempelvis har den asiatiske befolkningsgruppe ikke den store kropsbehåring og kan heller ikke gro et stort skæg. Hvis mænd i Japan og Kina overhovedet kan få et skæg, så bliver det til et meget lille ét og ikke i hele ansigtet, forklarer Katharina Main.

Folk fra Mellemøsten og Norden har de bedste 'vilkår' for at få et skæg.

»Jamen, jeg er fra Norden - så jeg burde jo være en viking«, siger jeg til Katharina Main.

»Men det kommer også an på, hvilke gener som er blevet medbragt flere generationer tilbage. Selvom din tætteste familie er dansk, behøver resten genetisk ikke komme herfra. Og selv indenfor samme befolkning er der stor variation i, hvor meget kropshår mænd og kvinder har«, fortæller hun.

Hvem mon har fucket min chance for at udvikle skæg op? Jeg har tysk blod i årerne, men det kan ikke være min tipoldefars skyld.

Anyway.

Jeg tripper efter at høre Katharina, om jeg må få pillerne med testosteron, selvom jeg kender svaret på forhånd.

»Katharina, hvorfor giver du mig ikke bare de piller?«, spørger jeg.

»Fordi det er en ualmindelig dum idé. Hvis resten af kroppen fungerer, så er det et tegn på, at der bliver dannet nok testosteron. Er du i tvivl, kan du få målt dit testosteron hos lægen«, siger hun og fortsætter:

»Hvis man tager testosteron, så vil der ske det, at ens egen testosterondannelse faktisk vil falde. Det er, fordi kroppen opdager, at den nu får det hele leveret udefra, så den ikke længere behøver at anstrenge sig. Det betyder, at dine testikler vil begynde at skrumpe. Og du kan også få hjertekredssygdomme og blodpropper, hvis du ikke mangler testosteron og tager det via piller«, siger hun.

Godt nok betyder fuldskægget meget for mig. Men jeg prioriterer alligevel mine testikler højere.

Det ligner derfor mere og mere, at fuldskægget og jeg ikke er meant to be. Der er dog stadig et spinkelt håb tilbage. Rygterne siger, at hvis man barberer sig ofte, provokerer man hårene til at gro hurtigere. Jeg har også hørt engang, at duelort kan bruges som smørelse til at få skægget til at vokse.

Den sidste mulighed ved jeg ikke, om jeg har lyst til at afprøve, og det er formentlig også en røverhistorie. Men hos Frisør Nielsen på Peter Bangsvej på Frederiksberg må de vide, hvordan skæg opfører sig.

Barberingen

Arne Jørgensen har ikke den sorte lædervest på, som han altid plejer at arbejde i. Den hænger i stedet over på knagen bag kasseapparatet. Måske betragter han mig ikke som en rigtig kunde? Han er i hvert fald ikke synderligt imponeret over mit skæg.

»Det der kan fjernes med et viskelæder«, siger Arne Jørgensen, der har set mange skæg i løbet af sine 53 år hos Frisør Nielsen.

Foto: KLINT PETER

Mens den hvidhårede ældre herre blander sin cocktail til barberskummet i en lille skål, hiver jeg efter vejret i den brune stol, fordi frisørkappen er strammet lidt for hårdt omkring min hals.

Jeg er spændt. Det er første gang, at jeg skal have en god gammeldags barbering med kniv.

Arne fortæller mig, at det kræver en vis tillid til sin barber, når man er nået til skægget ved struben. Men jeg stoler på Arne. Han er smilende, og selvom han snakker løs, virker han professionel.

Engang troede Arne ellers ikke, at han fik brug for barberkniven igen. De mange og smarte elektroniske barbermaskiner havde udkonkurreret sådan nogle som Arne op igennem 1990’erne. Men så skete der noget.

Pludselig blev det moderne at få fuldskæg, og Frisør Nielsen på Peter Bangsvej mærker også til fuldskæg-trenden blandt unge mænd.

»Jeg tror, at udviklingen blandt andet skyldes, at unge mennesker rejser så meget og har været i Tyrkiet osv. Der har de set og prøvet at få en barbering, og når de så kommer hjem og opdager, at det også kan gøres her – så fortsætter de«, siger han.

Arne stryger barberkniven henover mine dun i ansigtet, og det overrasker mig, at det spidse redskab ikke stikker mere.

»Det er den tætteste barbering, man overhovedet kan få. Vi kan mærke groretningen på skægget, og det betyder, at vi virkelig kan lave en tæt barbering, når vi går mod skægget. Vores barbering kan holde to til tre dage«.

»For dit vedkommende holder den nok et par dage længere. Folk skal jo gå meget tæt på dig for at se, om du er langskægget. Der er ikke så meget at komme efter«, siger Arne.

Halvvejs i barberingen spørger jeg Arne, om det hjælper at smøre duelort på kinderne, hvis man vil fremprovokere skægvæksten.

»Det ’duer’ ikke, men jeg synes, at du skal prøve det alligevel«, siger han med et smil på læben.

Selv har Arne aldrig haft et fuldskæg, fordi det ifølge ham ikke går, når man er barber. Han har heller aldrig haft trangen efter at have et stort og mægtigt skæg.

»Jeg ville være glad, hvis jeg ikke kunne gro et skæg, for så skulle jeg ikke bruge de fem minutter ekstra foran spejlet hver morgen med skraberen«, siger han.

Det sidste barberskum er fjernet fra mit ansigt, og Arne henter en flaske fra skabet. Barbersprit. Nu kommer manddomsprøven.

»Svier det«, spørger han, mens han dypper spritten på mine nybarberede kinder.

»På en god måde«, svarer jeg og tænker, at dette er mit indvielsesritual til de voksnes verden.

Kort tid efter forlader jeg frisørsalonen og bevæger mig op ad Peter Bangsvej på gåben. Jeg kigger ind i nogle butiksvinduer på vejen, og jeg ligner mig selv. Ingen forandring at se.

Jeg fik heller aldrig det fuldskæg, jeg drømte om. Men Kenneth Reineckes råd med at affinde mig med den manglende skægvækst og ligefrem være stolt af det, tager jeg med mig. Det kommer til at spare mig for mange penge og skavanker på kroppen.

Moden skifter sikkert også om nogle år, og så er det måske in igen at have det glatte og nybarberede look.

Publiceret 6. november 2014

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce